Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 107
§ 107. En dansk UCITS, specialforening, hedgeforening eller afdeling heraf kan spaltes. Forud for spaltningen skal den danske UCITS, specialforening eller hedgeforening offentliggøre en spaltningsplan.
Stk. 2. En spaltning af en dansk UCITS, specialforening, hedgeforening eller afdeling heraf er ikke gyldig, før Finanstilsynet har godkendt spaltningen.
Stk. 3. En spaltning gennemføres, ved at en del af en dansk UCITS’, specialforenings, hedgeforening eller afdelings aktiver og forpligtelser overdrages til
-
en eller flere bestående danske UCITS, specialforeninger, hedgeforeninger eller afdelinger eller
-
en eller flere nystiftede danske UCITS, specialforeninger, hedgeforeninger eller afdelinger.
Stk. 4. Spaltning kan ske uden kreditorernes samtykke. Såfremt en kreditor i den spaltede enhed ikke bliver fyldestgjort, hæfter hver af de ved spaltningen øvrige deltagende enheder solidarisk for forpligtelser, der bestod på tidspunktet for spaltningsplanens offentliggørelse. De øvrige deltagende enheder hæfter dog højst med et beløb svarende til den nettoværdi, de har modtaget ved spaltningen.
Stk. 5. Ved spaltning skal investorerne i den spaltede enhed have ombyttet deres andele med andele i en af de forsættende enheder. Ved ombytningen bliver investorerne i den spaltede enhed investorer i en af de fortsættende enheder.
Stk. 6. Eventuelt overskydende beløb, der opstår ved ombytning af andele, skal udbetales til investorerne af den spaltede enhed.
Kilde: Retsinformation.dk