Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 101

§ 101. En dansk UCITS, specialforening, hedgeforening eller afdeling heraf kan fusionere med en anden dansk UCITS, specialforening, hedgeforening eller afdeling heraf. Forud for fusionen skal de fusionerende enheder offentliggøre en fusionsplan.

Stk. 2. En fusion af to eller flere danske UCITS, specialforeninger, hedgeforeninger eller afdelinger heraf er ikke gyldig, før Finanstilsynet har godkendt fusionen.

Stk. 3. En fusion gennemføres, ved at den ophørende enhed overdrager aktiver og forpligtelser som helhed til den fortsættende enhed.

Stk. 4. Ved fusion skal investorerne i den ophørende enhed have ombyttet deres andele med andele i den forsættende enhed. Ved ombytning af andele bliver investorerne i den ophørende enhed investorer i den fortsættende enhed.

Stk. 5. Overskydende beløb, der opstår ved ombytning af andele, skal udbetales til investorerne af den ophørende enhed.

Kilde: Retsinformation.dk