← Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v.

§ Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. · kapitel 40 af 50

Kapitel 15 – Placeringsforeninger

LBK nr 935 af 17/09/2012

§ 142. En afdeling af en placeringsforening kan investere sine midler i likvide midler, herunder valuta, eller i de instrumenter, som er nævnt i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed i overensstemmelse med de krav, der stilles til instrumenter og deres udstedere i kapitel 13.

Stk. 2. En afdeling af en placeringsforening må højst investere 10 pct. af formuen i instrumenter udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern.

Stk. 3. En afdeling af en placeringsforening kan uden de begrænsninger, der er fastsat i stk. 2, investere sine midler i obligationer udstedt af

  1. den danske stat,

  2. et andet land eller

  3. en international institution af offentlig karakter, som et eller flere medlemslande deltager i.

Stk. 4. En afdeling af en placeringsforening kan uden de begrænsninger, der er fastsat i stk. 2, investere sine midler i følgende:

  1. Obligationer udstedt af KommuneKredit, obligationer udstedt af Danmarks Skibskredit A/S, realkreditobligationer udstedt af danske realkreditinstitutter og lignende realkreditobligationer udstedt af kreditinstitutter godkendt af et land inden for Den Europæiske Union eller af et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, når en kompetent myndighed har meddelt obligationsudstedelserne og udstederne til Kommissionen.

  2. Særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af danske pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller Danmarks skibskredit A/S eller i de tilsvarende særligt dækkede obligationer udstedt af lignende kreditinstitutter godkendt af et land inden for Den Europæiske Union eller af et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, når en kompetent myndighed har meddelt obligationsudstedelserne og udstederne til Kommissionen.

Stk. 5. En afdeling af en placeringsforening må dog højst anbringe 30 pct. af sin formue i værdipapirer udstedt af en enkelt emittent eller emittenter i samme koncern omfattet af stk. 4.

Pengemarkedsforeninger

§ 143. En afdeling af en pengemarkedsforening kan udelukkende investere sine midler i pengemarkedsinstrumenter i overensstemmelse med de i §§ 120 og 121 angivne regler. En afdeling af en pengemarkedsforening kan også have likvide midler i accessorisk omfang.

Stk. 2. En afdeling af en pengemarkedsforening må højst anbringe 30 pct. af formuen i pengemarkedsinstrumenter udstedt af den samme emittent eller emittenter i samme koncern.

Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte grænse gælder ikke for pengemarkedsinstrumenter udstedt af de i § 128, stk. 1, nr. 4, nævnte emittenter.

Investeringsinstitutforeninger

§ 144. En investeringsinstitutforenings afdeling må anbringe de modtagne midler i andele i afdelinger af danske UCITS, pengemarkedsforeninger og placeringsforeninger. Endvidere må afdelingen anbringe sine midler i de i §§ 18 og 19 nævnte udenlandske investeringsinstitutter og afdelinger heraf, når disse institutter investerer som de i 1. pkt. nævnte danske UCITS, pengemarkedsforeninger og placeringsforeninger. En investeringsinstitutforening eller en afdeling kan også have likvide midler i accessorisk omfang.

Stk. 2. En investeringsinstitutforenings afdeling må højst investere 75 pct. af sin formue i en afdeling af en dansk UCITS, pengemarkedsforening eller placeringsforening eller et udenlandsk investeringsinstitut.

Fælles regler for specialforeninger

§ 145. De i § 142, stk. 2 og 5, § 143, stk. 2, og § 144, stk. 2, fastsatte grænser kan overskrides, hvor sådanne overskridelser følger af grunde, som specialforeningen eller afdelingen ikke har indflydelse på, eller som følge af at specialforeningen eller afdelingen udnytter tegningsrettigheder knyttet til instrumenter, der indgår i specialforeningens eller afdelingens formue.

Stk. 2. Såfremt de i dette kapitel fastsatte grænser overskrides af grunde som nævnt i stk. 1, og nedbringes disse overskridelser ikke senest 8 dage efter overskridelsen, skal specialforeningen omgående indberette dette til Finanstilsynet. Finanstilsynet kan undtagelsesvis meddele tilladelse til, at overskridelsen nedbringes over en længere periode, såfremt dette er i investorernes interesse.