§ Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. · kapitel 33 af 50
Kapitel 8 – Ydelse og optagelse af lån m.v.
LBK nr 935 af 17/09/2012
§ 48. En dansk UCITS, specialforening og hedgeforening må ikke yde lån til eller stille garanti for tredjemand.
Stk. 2. En dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening kan dog påtage sig den hæftelse, der er forbundet med erhvervelse af aktier, der ikke er fuldt indbetalt. Sådanne hæftelser må ikke overstige 5 pct. af en afdelings formue.
§ 49. En dansk UCITS eller specialforening må ikke optage lån.
Stk. 2. Finanstilsynet kan dog tillade, at en dansk UCITS eller en specialforening på vegne af en afdeling
-
optager kortfristede lån på højst 10 pct. af en afdelings formue for at indløse medlemsandele, for at udnytte tegningsrettigheder eller til midlertidig finansiering af indgåede handler og
-
optager lån på højst 10 pct. af en afdelings formue til erhvervelse af fast ejendom, der er absolut påkrævet for udøvelse af foreningens virksomhed.
Stk. 3. De i stk. 2, nr. 1 og 2, omhandlede lån må tilsammen i alt højst udgøre 15 pct. af en afdelings formue.
§ 50. En dansk UCITS eller specialforening må ikke foretage salg uden dækning med værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter, andele i kollektive investeringsinstitutter, afledte finansielle instrumenter og andre pengemarkedsinstrumenter.
§ 51. Instrumenter, der er optaget til handel på et reguleret marked eller på et andet marked, skal, hvis de handles uden for de regulerede markeder i lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller tilsvarende markeder i andre lande, handles til samme eller en mere fordelagtig pris end den, der omsætningens størrelse taget i betragtning kunne opnås på det pågældende marked.
§ 52. En forening kan erhverve løsøre og fast ejendom, hvis det er absolut påkrævet for udøvelse af dens virksomhed.
Emission af andele
§ 53. En investeringsforenings, SIKAV’s, specialforenings og hedgeforenings bestyrelse træffer beslutning om, hvornår en afdeling foretager emission af andele. For værdipapirfondes vedkommende træffes beslutningen af investeringsforvaltningsselskabets eller administrationsselskabets bestyrelse.
§ 54. Andele i en afdeling kan kun tegnes mod samtidig indbetaling af emissionspris. Fondsandele er ikke omfattet af 1. pkt. Tegning kan ikke ske under forbehold eller underkurs.
Stk. 2. Finanstilsynet kan påbyde en dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening at udsætte emissionen af andele i en afdeling, hvis det er i investorernes eller i offentlighedens interesse.
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter regler om beregning af emissionspris, og om de oplysninger en dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening skal offentliggøre herom.
Indløsning af andele
§ 55. En dansk UCITS eller en specialforening skal løbende være åben for indløsning af andele, således at en investor kan blive indløst efter anmodning. I specialforeninger kan foreningens vedtægter dog indeholde indskrænkninger i investorernes adgang til at blive indløst efter anmodning.
Stk. 2. En hedgeforening skal mindst en gang om måneden være åben for indløsning af andele.
Stk. 3. En dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening kan udsætte indløsning af andele, når
-
den indre værdi ikke kan fastsættes på grund af markedsforhold, eller
-
hensynet til en lige behandling af investorerne fordrer, at den indre værdi først kan fastsættes, når de til indløsning af andele nødvendige aktiver er realiseret.
Stk. 4. Et feederinstitut kan foruden de i stk. 3 nævnte tilfælde udsætte indløsning af andele, hvis det masterinstitut, som den pågældende danske UCITS investerer i, på eget initiativ eller efter Finanstilsynets eller en anden kompetent myndigheds påbud har udsat sin indløsning af andele.
Stk. 5. En dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening skal straks efter udsættelsen af indløsning underrette Finanstilsynet herom, herunder redegøre for årsagen til udsættelsen.
Stk. 6. En dansk UCITS skal straks efter udsættelse af indløsning underrette de kompetente myndigheder i andre lande i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis den pågældende danske UCITS markedsfører sine andele her.
Stk. 7. Finanstilsynet kan påbyde en dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening at udsætte indløsning af andele, hvis det er i investorernes eller i offentlighedens interesse.
Stk. 8. Finanstilsynet fastsætter regler om beregning af indløsningspris og om de oplysninger, en dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening skal offentliggøre herom.
§ 56. Såfremt en dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening har begået fejl, som har medført en afvigelse på 0,5 pct. eller mere ved beregning af emissions- eller indløsningsprisen, skal den danske UCITS, specialforeningen eller hedgeforeningen sørge for, at berørte investorer får underretning om fejlen, og offentliggøre oplysninger om fejlen. Den danske UCITS, specialforeningen eller hedgeforeningen skal, inden 3 hverdage efter at fejlen er opdaget, påbegynde berigtigelse af fejlen og indberette forholdet til Finanstilsynet. Indberetningen til Finanstilsynet skal indeholde en redegørelse for baggrunden for fejlen og en beskrivelse af, hvordan den danske UCITS, specialforeningen eller hedgeforeningen vil undgå lignende fejl i fremtiden.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om danske UCITS’, specialforeningers og hedgeforeningers underretningspligt om fejl på 0,5 pct. eller mere ved beregning af emissions- eller indløsningsprisen.
§ 57. Når en afdeling i en dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening investerer i andele i andre afdelinger eller udenlandske investeringsinstitutter, der forvaltes direkte eller gennem delegation af det samme investeringsforvaltningsselskab eller af et andet selskab, som investeringsforvaltningsselskabet er knyttet til gennem fælles administration eller kontrol eller gennem en betydelig direkte eller indirekte deltagelse, må investeringsforvaltningsselskabet eller det andet selskab ikke opkræve tegnings- eller indløsningsgebyrer for afdelingens investeringer i andele i de andre afdelinger eller udenlandske investeringsinstitutter.
§ 58. Et masterinstitut må ikke
-
opkræve tegningsgebyr ved et feederinstituts investering i andele i masterinstituttet eller
-
opkræve indløsningsgebyr ved et feederinstituts indløsning af andele i masterinstituttet.
§ 59. Hvis et feederinstitut, dettes investeringsforvaltningsselskab eller en person, der handler på feederinstituttets vegne, modtager salgsgebyrer, provision eller penge ved feederinstituttets investering i andele i et masterinstitut, skal det modtagne tilgå feederinstituttets aktiver.