← Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v.

§ Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. · kapitel 29 af 50

Kapitel 4 – Grænseoverskridende virksomhed

LBK nr 935 af 17/09/2012

Udenlandske investeringsinstitutter omfattet af UCITS-direktivet

§ 18. Et udenlandsk investeringsinstitut, der har fået tilladelse i henhold til reglerne i UCITS-direktivet, til at udøve den i § 4 nævnte virksomhed af de kompetente myndigheder i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område i medfør af UCITS-direktivet, og som ønsker at markedsføre sine andele direkte eller indirekte her i landet, kan begynde at markedsføre sine andele, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra de kompetente myndigheder i instituttets hjemland.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om disse udenlandske investeringsinstitutters markedsføring af andele her i landet.

Andre udenlandske investeringsinstitutter

§ 19. Finanstilsynet kan give tilladelse til direkte eller indirekte markedsføring her i landet af andele udstedt af et udenlandsk investeringsinstitut, som har tilladelse i henhold til sit hjemlands lovgivning, som ikke er omfattet af bestemmelserne i UCITS-direktivet, og som er undergivet hjemlandets tilsyn, når det opfylder de bestemmelser, som Finanstilsynet har fastsat i medfør af stk. 3. Markedsføring må ikke begynde, før Finanstilsynet har givet tilladelse til markedsføringen.

Stk. 2. Finanstilsynet kan nægte tilladelse, såfremt lovgivningen eller manglende samarbejde med de kompetente myndigheder i det land, hvor investeringsinstituttet er meddelt tilladelse og er under tilsyn, vil vanskeliggøre Finanstilsynets opgaver.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, på hvilke vilkår udenlandske investeringsinstitutter, der ikke er omfattet af § 1, stk. 5, kan markedsføre deres andele her i landet, og hvilken dokumentation der skal sendes til Finanstilsynet i forbindelse med ansøgningen.

Danske UCITS

§ 20. En dansk UCITS, der ønsker at markedsføre sine andele i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal sende en anmeldelse herom til Finanstilsynet. Anmeldelsen skal opfylde kravene i Kommissionens forordning nr. 584/2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om investeringsinstituttet, brug af elektronisk kommunikation mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmeldelser og procedurer ved kontroller og undersøgelser på stedet samt udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder.

Stk. 2. En dansk UCITS, der ønsker at markedsføre sine andele i et land, der ikke er medlem af Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal give meddelelse herom til Finanstilsynet og til de kompetente myndigheder i det andet land i overensstemmelse med de krav, der gælder der.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om danske UCITS’ markedsføring af andele i udlandet.

Danske foreninger, der ikke er omfattet af UCITS-direktivet

§ 21. En dansk forening, der ikke er godkendt i henhold til regler, der opfylder bestemmelserne i UCITS-direktivet, og som ønsker at markedsføre sine andele i et andet land, skal give meddelelse herom til Finanstilsynet og til de kompetente myndigheder i det andet land i overensstemmelse med de krav, der gælder der.

Afsnit III

God skik