Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 73 a
§ 73 a. For personer, der er visiteret til fleksjob, og som modtager ledighedsydelse eller særlig ydelse efter lov om aktiv socialpolitik, tilrettelægges og gennemføres der et individuelt kontaktforløb, med henblik på at personen hurtigst muligt kommer i fleksjob.
Stk. 2. Under kontaktforløbet skal der afholdes individuelle jobsamtaler med personen, senest hver gang personen i sammenlagt 3 måneder har modtaget ledighedsydelse eller særlig ydelse regnet første gang fra visitationen til fleksjob. Perioder med ledighedsydelse eller særlig ydelse under barsel medregnes ikke. Samtalen afholdes ved personligt fremmøde, jf. dog § 21 f.
Stk. 3. Reglerne i § 16, stk. 2, om en særlig indsats over for sygemeldte finder tilsvarende anvendelse for personer omfattet af stk. 1.
Stk. 4. Jobsamtaler kan ske telefonisk, digitalt eller på anden måde, hvis personen deltager i tilbud efter kapitel 10 og 11.
Stk. 5. Opfølgning kan foregå uden kontakt til sygemeldte personer, der er omfattet af stk. 3, hvis der er tale om alvorlig sygdom, hvor kontakt til den sygemeldte ikke er hensigtsmæssig eller mulig på grund af den sygemeldtes helbredssituation (standby). Ved vurdering af, om en sygdom er alvorlig, indgår navnlig, om sygdommen er livstruende.
Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om det individuelle kontaktforløb, herunder om sygemelding.
Kilde: Retsinformation.dk