← Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 36 af 50

Kapitel 11 – Virksomhedspraktik

LBK nr 706 af 28/06/2012

§ 42. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-5, og som enten har behov for en afklaring af beskæftigelsesmål, eller som på grund af mangelfulde faglige, sproglige eller sociale kompetencer kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på normale løn- og arbejdsvilkår eller med løntilskud, kan få tilbud om virksomhedspraktik på en offentlig eller privat virksomhed.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, og som modtager ledighedsydelse eller særlig ydelse efter §§ 74 og 74 i efter lov om aktiv socialpolitik, kan få tilbud om virksomhedspraktik.

Stk. 3. Tilbuddet gives med henblik på at afdække eller optræne personens faglige, sociale eller sproglige kompetencer samt at afklare beskæftigelsesmål.

§ 43. Personer i virksomhedspraktik er ikke omfattet af de for lønmodtagere gældende regler fastsat i henhold til eller ved lov eller ved kollektiv overenskomst m.v.

Stk. 2. Personer i virksomhedspraktik er uanset bestemmelsen i stk. 1 omfattet af arbejdsmiljølovgivningen og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Varighed

§ 44. Et tilbud om virksomhedspraktik kan have en varighed, der udgør op til

  1. 4 uger for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1,

  2. 4 uger for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2,

  3. 13 uger for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2, hvis personen ikke har erhvervserfaring, har langvarig ledighed eller i øvrigt har vanskeligt ved at opnå beskæftigelse med løntilskud, og

  4. 13 uger for personer, der er omfattet af § 2, nr. 3-5 og 7.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af stk. 1, nr. 3 og 4, kan perioden efter en konkret vurdering forlænges op til 26 uger. Hvis personen herefter ud fra en konkret individuel vurdering har særligt behov for en længere periode, kan perioden forlænges yderligere.

Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, og som har fået en jobplan efter § 28, stk. 2, kan varigheden fastsættes ud fra en konkret, individuel vurdering af det i jobplanen fastsatte behov for optræning.

Ydelser m.v.

§ 45. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, modtager under tilbud om virksomhedspraktik dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 2-5 og 7, modtager under tilbuddet den ydelse, som personen er berettiget til i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om sygedagpenge.

§ 46. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-5 og 7, kan der ved deltagelse i tilbud om virksomhedspraktik ydes befordringsgodtgørelse efter § 82.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, kan der ved deltagelse i tilbud om virksomhedspraktik ydes godtgørelse efter § 83.

§ 47. I forbindelse med tilbud om virksomhedspraktik kan der ydes tilskud efter kapitel 14 til hjælpemidler, herunder til køb af arbejdsredskaber, jf. §§ 76 og 77, samt til mentor, jf. §§ 78-80.

Forholdet til virksomhedens ansatte, konkurrenceforvridning m.v.

§ 48. Der skal i såvel private som offentlige virksomheder være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte uden tilskud og antallet af personer i virksomhedspraktik samt ansatte med løntilskud efter kapitel 12.

Stk. 2. Forud for etablering af virksomhedspraktik i mere end 13 uger skal spørgsmålet om etableringen have været drøftet mellem virksomheden og repræsentanter for virksomhedens ansatte.

§ 49. Etablering af virksomhedspraktik må ikke være konkurrenceforvridende.

§ 49 a. Kommunen underretter det lokale beskæftigelsesråd, jf. § 44 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, om anvendelsen af virksomhedspraktik.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om kommunens underretning til det lokale beskæftigelsesråd.

§ 50. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler efter dette kapitel, herunder om, at der kan fastsættes nærmere betingelser for virksomhedspraktik hos private arbejdsgivere, om krav til omfanget af et tilbud om virksomhedspraktik samt regler om, hvornår betingelsen efter § 48 er opfyldt.

Kapitel 11 a

(Ophævet)

§ 50 a. (Ophævet)