Bekendtgørelse af lov om elforsyning § 78
§ 78. Til varetagelse af tilsyns- og klagefunktion på energiområdet nedsætter klima-, energi- og bygningsministeren et Energitilsyn. Energitilsynet behandler ikke klager vedrørende civilretlige tvister.
Stk. 2. Energitilsynet deltager i det europæiske agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder.
Stk. 3. Energitilsynet er ikke undergivet instruktionsbeføjelse fra nogen.
Stk. 4. Energitilsynet betjenes af et sekretariat, som kun er undergivet instruktionsbeføjelse fra Energitilsynet. Sekretariatet skal samarbejde med andre myndigheder, herunder konkurrencemyndighederne, med henblik på en effektiv opgaveløsning. Sekretariatet kan samarbejde med andre myndigheder om løsning af administrative og andre opgaver, der ikke berører tilsynets tilsyns- og klagefunktioner.
Stk. 5. Chefen for Energitilsynets sekretariat udpeges af klima-, energi- og bygningsministeren. Chefen for sekretariatet refererer til Energitilsynets formand.
Stk. 6. Ansatte i Energitilsynets sekretariat er underlagt de samme uafhængigheds- og upartiskhedskrav som Energitilsynets medlemmer, jf. § 79, stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i 1. pkt. nævnte forhold.
Stk. 7. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter nærmere regler for, hvilke opgaver Energitilsynet skal varetage, herunder overvågningsopgaver for at sikre velfungerende konkurrencebaserede elmarkeder og opgaver vedrørende samarbejdet med andre landes energireguleringsmyndigheder, herunder på regionalt plan og EU-plan, og regler om Energitilsynets opgaver efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.
Stk. 8. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at tilsynet skal varetage opgaver, som er henlagt til ministeren.
Stk. 9. Energitilsynet fastsætter sin egen forretningsorden, herunder regler om offentliggørelse af Energitilsynets afgørelser. Klima-, energi- og bygningsministeren godkender tilsynets forretningsorden.
Stk. 10. Energitilsynets formand kan efter nærmere aftale med tilsynet træffe afgørelse på tilsynets vegne.
Stk. 11. Udgifterne, som er forbundet med Energitilsynets etablering og drift, betales af de virksomheder, som tilsynet fører tilsyn med efter denne lov, jf. dog stk. 12.
Stk. 12. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om betaling efter stk. 11, herunder at der skal betales et gebyr for indbringelse af klage for Energitilsynet.
Stk. 13. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter regler om Energitilsynets behandling af klager og om, hvorvidt klager over Energitilsynets afgørelser kan tillægges opsættende virkning. Klima-, energi- og bygningsministeren kan endvidere fastsætte regler om frister for klage til Energitilsynet.
Kilde: Retsinformation.dk