Aktivloven § 47
§ 47. Kommunen tilrettelægger revalideringen i samarbejde med revalidenden således, at tilbudet er tilpasset den enkeltes forudsætninger og behov og under hensyn til egne ønsker til fremtidig beskæftigelse. Revalideringen tilrettelægges, således at beskæftigelsesmålet for jobplanen, jf. § 50, så vidt muligt rettes mod områder, hvor der er gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder. Ved revalidering i form af virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud efter kapitel 11 eller 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats tilrettelægges revalideringen i samarbejde med både revalidenden og virksomheden, og revalideringen sigter mod en efterfølgende varig ansættelse på normale løn- og arbejdsvilkår i virksomheden eller en virksomhed med tilsvarende funktioner.
Stk. 2. En revalidering kan bl.a. bestå af de tilbudsmuligheder, som følger af afsnit IV i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og af hjælp til etablering af selvstændig virksomhed efter § 65.
Stk. 3. Økonomisk hjælp til revalidering kan omfatte:
-
Revalideringsydelse efter § 52, dog med fradrag af eventuelle arbejdsindtægter m.v., jf. §§ 58 og 59.
-
Helt eller delvist løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
-
Særlig støtte efter § 64.
-
Støtte til at etablere selvstændig virksomhed efter § 65.
-
Tillægsydelser efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 4. Revalidenden bevarer sit hidtidige forsørgelsesgrundlag under forrevalideringen.
Kilde: Retsinformation.dk