Aktivloven § 25

§ 25. Kontanthjælpen udgør et månedligt beløb på

  1. 10.245 kr. for personer, der er fyldt 25 år, og som har forsørgelsespligt over for børn,

  2. 7.711 kr. for andre personer, der er fyldt 25 år,

  3. 4.969 kr. for personer under 25 år, der ikke bor hos en eller begge forældre, og

  4. 2.195 kr. for personer under 25 år, som bor hos en eller begge forældre.

Stk. 2. En person under 25 år får

  1. 11.625 kr., når den pågældende forsørger eget barn i hjemmet,

  2. 11.625 kr., når den pågældende har en dokumenteret psykisk lidelse, der er diagnosticeret som skizofreni, skizotypisk sindslidelse, vedvarende psykotisk tilstand, korterevarende psykotisk tilstand, skizoaffektiv lidelse, uspecificeret ikke organisk betinget psykose og emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype, og har forsørgelsespligt over for ikkehjemmeboende børn, og

  3. 8.749 kr., når den pågældende, der ikke bor hos en eller begge forældre, har en dokumenteret psykisk lidelse som anført i nr. 2.

Stk. 3. En kvinde under 25 år får 7.711 kr., når hun er gravid og har passeret 12. svangerskabsuge.

Stk. 4. En person under 25 år, der har en dokumenteret bidragspligt over for et barn, og som modtager hjælp efter stk. 1, nr. 3 eller 4, får et månedligt tillæg, der svarer til det fastsatte bidrag, dog højst normalbidraget. Er bidraget forskudsvis udlagt på tidspunktet for udbetaling af hjælp, benyttes tillægget til afdrag på bidragsgælden. Hjælpen inkl. tillæg kan højst udgøre 10.245 kr.

Stk. 5. Hjælp efter stk. 1, nr. 1, eller stk. 4 er betinget af, at børnene opholder sig her i landet. Dette gælder dog ikke for EU/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten er berettigede til hjælpen, eller for personer, der er omfattet af bilaterale overenskomster.

Kilde: Retsinformation.dk