§ Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed · kapitel 3 af 24
Kapitel 3 – Tilladelse, eneret m.v.
LBK nr 885 af 08/08/2011
Tilladelse til pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber
§ 7. Virksomheder, der udøver virksomhed, som består i fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales samt i at yde lån for egen regning, dog ikke på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, jf. § 8, stk. 3, skal have tilladelse som pengeinstitut. Pengeinstitutter må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 1 samt virksomhed efter §§ 24-26.
Stk. 2. Pengeinstitutter kan få tilladelse efter § 9, stk. 1, til at udføre de i bilag 4, afsnit A, nr. 1, 2, 4, 5 og 8, nævnte aktiviteter.
Stk. 3. Pengeinstitutter, staten, Danmarks Nationalbank, udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, og §§ 30 eller 31, udstedere af elektroniske penge samt sparevirksomheder har eneret til fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales. Realkreditinstitutter, Danmarks Skibskreditfond og KommuneKredit kan dog modtage andre midler, der skal tilbagebetales. Virksomheder, der ikke modtager indlån fra offentligheden, kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales, såfremt denne virksomhed eller udlånsvirksomhed ikke er en væsentlig del af virksomhedens drift.
Stk. 4. Pengeinstitutter, staten og udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, og §§ 30 eller 31, har eneret til ved henvendelse til offentligheden at tilbyde sig som modtagere af indlån.
Stk. 5. Pengeinstitutter har eneret til at benytte henholdsvis betegnelsen »bank«, »sparekasse« eller »andelskasse« i deres navn. Andre virksomheder, bortset fra banker, der er oprettet ved lov, må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er pengeinstitutter. Et pengeinstitut må ikke betegne sin virksomhed på en måde, der er egnet at fremkalde det indtryk, at det er landets nationalbank.
Stk. 6. Pengeinstitutter skal benytte henholdsvis betegnelsen »bank«, »sparekasse« eller »andelskasse« i deres navn, jf. dog stk. 7. Selskabsloven § 2, stk. 2-4, §§ 3 og 347, finder tilsvarende anvendelse på sparekasser og andelskasser.
Stk. 7. Et aktieselskab, som i medfør af reglerne i §§ 207-213 overtager en andelskasse, en sammenslutning af andelskasser eller en sparekasse, er berettiget til at betegne sig som andelskasse henholdsvis sparekasse, idet dog ordet »aktieselskab« eller deraf dannede forkortelser skal tilføjes navnet.
Stk. 8. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 8 mio. euro.
§ 8. Virksomheder, der yder lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, skal have tilladelse som realkreditinstitut. Realkreditinstitutter må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 3 samt virksomhed efter §§ 24-26.
Stk. 2. Realkreditinstitutter kan få tilladelse efter § 9, stk. 1, til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 1, for så vidt angår realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og heraf afledte instrumenter samt i bilag 4, afsnit A, nr. 5, når investeringsrådgivningen sker i tilknytning til og som forudsætning for udførelse af kunders optagelse, indfrielse eller omlægning af et lån med pant i fast ejendom.
Stk. 3. Realkreditinstitutter og udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne herfor i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., har eneret til at udstede realkreditobligationer.
Stk. 4. Andre værdipapirer end realkreditobligationer må ikke bære denne betegnelse eller betegnelser, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er realkreditobligationer.
Stk. 5. Realkreditinstitutter har eneret til at benytte betegnelser som »realkreditinstitut«, »realkreditaktieselskab«, »kreditforening« eller »realkreditfond« i deres navn. KommuneKredit kan dog fortsat benytte betegnelsen Kreditforeningen af Kommuner i Danmark. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er realkreditinstitutter.
Stk. 6. Realkreditinstitutter, der er omdannet til aktieselskaber, og som hidtil har benyttet betegnelser som »kreditforening«, »realkreditfond« eller »reallånefond« i deres navn, skal tilføje ordet »aktieselskab« eller deraf dannede forkortelser efter navnet.
Stk. 7. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 8 mio. euro.
§ 9. Virksomheder, der for tredjemand udøver aktiviteter som nævnt i bilag 4, afsnit A, er værdipapirhandlere og skal have tilladelse som værdipapirhandlere, jf. dog § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1. Værdipapirhandlere kan desuden udøve en eller flere af de i bilag 4, afsnit B, nævnte aktiviteter. Tilladelse til at udøve en eller flere af de i bilag 4, afsnit B, nævnte aktiviteter kan kun meddeles i tilknytning til tilladelse til de i bilag 4, afsnit A, nævnte aktiviteter. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 4, som tilladelsen omfatter.
Stk. 2. Værdipapirhandlere, som ikke har tilladelse efter § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 10, stk. 1, er fondsmæglerselskaber. Fondsmæglerselskaber må kun udføre aktiviteter som nævnt i bilag 4.
Stk. 3. Værdipapirhandlere, Danmarks Nationalbank, Økonomistyrelsen samt udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, og §§ 30, 31 eller 33, har eneret til at udføre de i bilag 4, afsnit A, nævnte aktiviteter med de i bilag 5 nævnte instrumenter (værdipapirer) og med de i lov om værdipapirhandel m.v. § 2, stk. 2, nævnte værdipapirer på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand, jf. dog § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1. Værdipapirhandlere samt udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er omfattet af § 1, stk. 3, og opfylder betingelserne i §§ 30, 31 eller 33, har endvidere eneret til at formidle og udføre valutaspotforretninger i investeringsøjemed med henblik på, at investorerne opnår fortjeneste ved kursændring på valuta på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3 finder ikke anvendelse på en virksomheds udførelse af handler med og formidling af værdipapirer, som virksomheden selv udsteder.
Stk. 5. Værdipapirhandlere, som ikke har tilladelse efter § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 10, stk. 1, har eneret til at benytte betegnelsen »fondsmæglerselskab« i deres navn. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er fondsmæglerselskaber.
Stk. 6. Fondsmæglerselskaber, der er medlemmer af et reguleret marked, har eneret til at benytte betegnelsen »børsmæglerselskab« og kan i deres navn anvende denne betegnelse i stedet for »fondsmæglerselskab«. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er børsmæglerselskaber.
Stk. 7. Fondsmæglerselskaber skal benytte betegnelsen »fondsmæglerselskab« eller »børsmæglerselskab« i deres navn.
Stk. 8. Et selskab, der søger om tilladelse efter stk. 1, og som ikke har tilladelse efter § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 10, stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 mio. euro, såfremt fondsmæglerselskabet ønsker at blive medlem af et reguleret marked, en værdipapircentral eller en clearingscentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, eller ønsker at udføre en eller flere af de i bilag 4, afsnit A, nr. 3, 6, 8 og 9, og afsnit B, nr. 2, nævnte tjenesteydelser. Andre selskaber, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 0,3 mio. euro.
Stk. 9. Operatører af regulerede markeder her i landet, i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan få tilladelse til at drive multilaterale handelsfaciliteter. Operatører af regulerede markeder, der driver multilaterale handelsfaciliteter, skal have en aktiekapital på 1 mio. euro.
Stk. 10. Værdipapirhandlere og operatører af regulerede markeder, der ønsker at drive en multilateral handelsfacilitet som en alternativ markedsplads, skal give meddelelse herom til Finanstilsynet inden påbegyndelsen af driften af den alternative markedsplads. Multilaterale handelsfaciliteter, der har været i drift inden en sådan meddelelse, kan ikke efterfølgende drives som alternative markedspladser.
Stk. 11. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvilke fysiske og juridiske personer udover de af stk. 2 og 3 omfattede der kan tilbyde tjenesteydelser omfattet af bilag 4.
§ 10. Virksomheder, der udøver aktiviteter som nævnt i bilag 6, er investeringsforvaltningsselskaber og skal have tilladelse som investeringsforvaltningsselskaber.
Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber kan få tilladelse efter § 9, stk. 1, til at udføre de i bilag 4, afsnit A, nr. 4, 5 og 9, nævnte aktiviteter og de i afsnit B, nr. 4, nævnte aktiviteter. De i bilag 4, afsnit A, nr. 4 og 5, nævnte aktiviteter kan udføres med de i bilag 5, nr. 1-3, nævnte instrumenter og med finansielle futures og tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant, fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter), rente- og valutaswaps og swaps på aktier og aktieindeks, optioner på at erhverve eller afhænde et instrument, der er nævnt i dette stykke, og optioner på aktie- og obligationsindeks samt valuta- og renteoptioner. Den i bilag 4, afsnit A, nr. 9, omhandlede aktivitet kan alene udføres med de i bilag 5, nr. 3, nævnte instrumenter. Tilladelse til at udføre aktiviteter som nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 5 og 9, kan kun meddeles i tilknytning til tilladelse til den i bilag 4, afsnit A, nr. 4, omhandlede aktivitet. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 4, som tilladelsen omfatter.
Stk. 3. Administrationsselskaber, herunder investeringsforvaltningsselskaber, har eneret til at administrere UCITS, herunder investeringsforeninger. Endvidere har investeringsforvaltningsselskaber eneret til at administrere specialforeninger, hedgeforeninger, professionelle foreninger og fåmandsforeninger, som er godkendt eller registreret i henhold til lov om investeringsforeninger m.v.
Stk. 4. Et investeringsforvaltningsselskab skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 0,3 mio. euro. Dog skal et investeringsforvaltningsselskab, der skal være medlem af et reguleret marked eller opbevare og forvalte de i bilag 5, nr. 3, nævnte instrumenter, herunder være medlem af en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 1 mio. euro.
§ 11. Virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed, herunder genforsikringsvirksomhed, skal have tilladelse som forsikringsselskab eller captivegenforsikringsselskab, jf. dog §§ 30 og 31. Tilladelsen skal angive de forsikringsklasser i bilag 7 og 8, som tilladelsen omfatter. Forsikringsselskaber må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 7 og 8 samt virksomhed efter §§ 24-26 og 29. Tilsvarende gælder udenlandske forsikringsselskaber, der er omfattet af § 1, stk. 3, og opfylder betingelserne i §§ 30 eller 31.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på følgende typer af virksomheder:
-
Pensionskasser, som har til formål at sikre pension ved ansættelse i en privat virksomhed, herunder en forsikringsvirksomhed, eller ved ansættelse i sådanne virksomheder inden for samme koncern.
-
Begravelseskasser og ligbrændingsforeninger.
-
De under statens tilsyn hørende anerkendte arbejdsløshedskasser m.v.
-
Krigsforsikringsinstituttet efter lov om krigsforsikring af skibe.
-
Krigsforsikringsforbund, der omfattes af lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre.
-
Virksomheder, hvis formål er begrænset til at yde vejhjælp i forbindelse med en ulykke eller skade sket her i landet eller i udlandet, såfremt hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende udenlandsk selskab i henhold til en aftale om gensidighed.
-
Virksomheder der alene yder assistance inden for et begrænset område, og hvis årlige præmieindtægt ikke overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb.
-
Falck Danmark A/S.
-
Genforsikring i henhold til lov om Dansk Eksportkreditfond af ekstraordinære risici i forbindelse med eksport.
-
Arbejdsmarkedets Tillægspension og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
-
Barselsfonde.
-
Rejsegarantifonden.
Stk. 3. Virksomheder, der har tilladelse som forsikringsselskab, har eneret til at benytte betegnelsen »forsikringsselskab«, »gensidigt selskab«, »captivegenforsikringsselskab« eller »pensionskasse« i deres navn. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er forsikringsselskaber eller pensionskasser.
Stk. 4. Forsikringsselskaber har pligt til at benytte et navn, som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsikringsselskab. Gensidige forsikringsselskaber har pligt til i deres navn at benytte betegnelsen »gensidigt selskab« eller deraf dannede forkortelser eller på anden tydelig måde angive deres egenskab af gensidigt selskab. Captivegenforsikringsselskaber har pligt til at benytte betegnelsen »captivegenforsikringsselskab«. Tværgående pensionskasser har pligt til i deres navn tydeligt at angive, at de er en pensionskasse. Selskabsloven § 2, stk. 2-4, §§ 3 og 347, finder tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende til det i § 126 nævnte.
Stk. 6. En virksomhed, der har tilladelse til forsikringsklasse 10 (ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer) bortset fra fragtførerens ansvar skal til enhver tid have en skadesbehandlingsrepræsentant i hvert af de øvrige lande i Den Europæiske Union og i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
§ 12. Banker, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal være aktieselskaber. Andelskasser skal være andelsselskaber, jf. dog § 207. Sparekasser skal være selvejende institutioner, jf. dog § 207. Forsikringsselskaber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tværgående pensionskasser. Captivegenforsikringsselskaber skal være aktieselskaber.
Stk. 2. De finansielle virksomheder, der er nævnt i stk. 1, skal have en bestyrelse og direktion.
§ 13. Aktiekapitalen i finansielle virksomheder skal indbetales fuldt ud. Immaterielle aktiver kan ikke anvendes til indbetaling af aktiekapital.
Stk. 2. I pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeværdi ikke finde sted.
Stk. 3. En finansiel virksomhed må ikke mod vederlag til eje eller pant erhverve egne aktier, hvis den pålydende værdi af selskabets og dets datterselskabers samlede beholdning af aktier i selskabet som følge af erhvervelsen vil overstige 10 pct. I den tilladte beholdning af egne aktier medregnes aktier, der er erhvervet af tredjemand i eget navn, men for virksomhedens regning.
§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når
-
kravene i §§ 7, 8, 9, 10 eller 11 er opfyldt,
-
medlemmerne af ansøgerens bestyrelse og direktion opfylder kravene i § 64,
-
ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, opfylder kriterierne i § 61 a, stk. 1,
-
der ikke foreligger snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 17, mellem ansøgeren og andre virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver,
-
lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område vedrørende en virksomhed eller en person, som ansøgeren har snævre forbindelser med, ikke vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver,
-
ansøgerens forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige,
-
ansøgeren har hovedkontor og hjemsted i Danmark og
-
stk. 2 eller §§ 18-21 og stk. 2, 1. pkt., er opfyldt.
Stk. 2. En ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation. Ansøgningen skal endvidere indeholde oplysninger om arten af de påtænkte forretninger.
Stk. 3. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse, skal dette begrundes og meddeles ansøgeren senest 6 måneder efter ansøgningens modtagelse, eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest 6 måneder efter, at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelsen. Der skal under alle omstændigheder træffes afgørelse senest 12 måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning om tilladelse truffet afgørelse, kan selskabet indbringe sagen for domstolene.
Stk. 4. For at efterleve en bestemmelse om suspension fra Kommissionen i overensstemmelse med direktiver på det finansielle område kan Finanstilsynet suspendere behandlingen af ansøgninger om tilladelse efter §§ 7-11 og 16 fra ansøgere, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område.
Stk. 5. Finanstilsynet kan nægte at give tilladelse efter stk. 1, hvis formålet med at placere hovedkontor og hjemsted i Danmark alene er at undgå at være omfattet af lovgivningen i det land, hvor hovedparten af ansøgerens kunder er hjemmehørende.
Stk. 6. For finansielle virksomheder omfattet af §§ 7-9 og § 10, stk. 2, er tilladelse endvidere betinget af, at virksomheden tilsluttes Garantifonden for indskydere og investorer.
§ 15. Når Finanstilsynet har meddelt tilladelse efter § 14, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretage de nødvendige registreringer.
Stk. 2. Ved anmeldelse til registrering, jf. stk. 1, og ved anmeldelse af vedtægtsændringer skal den finansielle virksomhed indsende et dateret eksemplar af vedtægterne med den fuldstændige nye affattelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender en kopi til Finanstilsynet.
Stk. 3. Ved meddelelse af tilladelse eller ændringer i tilladelsen til forsikringsselskaber fremsender Finanstilsynet samtidig genpart heraf til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretager registrering af datoen for tilladelsen.
Stk. 4. For sparekasser og andelskasser gælder selskabslovens bestemmelser om anmeldelse og registrering m.m. tilsvarende.
§ 16. Finanstilsynet kan tillade, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber kan udføre tjenesteydelser med instrumenter og kontrakter, som er omfattet af Finanstilsynets beslutning i medfør af § 2, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v.
§ 16 a. Finanstilsynet kan tillade, at pengeinstitutter og realkreditinstitutter kan udstede særligt dækkede obligationer.
Stk. 2. Pengeinstitutter og realkreditinstitutter med tilladelse efter stk. 1 og skibsfinansieringsinstituttet med tilladelse efter § 2 c i lov om et skibsfinansieringsinstitut har eneret til at udstede særligt dækkede obligationer. Realkreditinstitutter med tilladelse efter stk. 1 har endvidere eneret til at udstede særligt dækkede realkreditobligationer.
Stk. 3. Obligationer udstedt af kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan ligeledes betegnes særligt dækkede obligationer, hvis de opfylder betingelserne i bilag VI, del 1, punkt 68-71, i direktivet om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om,
-
på hvilke betingelser der kan opnås tilladelse efter stk. 1, og
-
på hvilke betingelser obligationer udstedt af pengeinstitutter og realkreditinstitutter kan opnå og bevare betegnelsen særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer.
§ 16 b. Et pengeinstitut eller et realkreditinstitut kan finansiere lån med pant i fast ejendom ved særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer udstedt af et andet pengeinstitut eller realkreditinstitut.
Stk. 2. Udstedelse af særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer i medfør af stk. 1 skal godkendes af Finanstilsynet.
§ 16 c. Hvis et lån skal kunne finansieres ved et andet pengeinstituts eller realkreditinstituts udstedelse af særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, skal dette fremgå af låneaftalen mellem det långivende pengeinstitut eller realkreditinstitut og låntager. Det skal endvidere fremgå af låneaftalen, at der kan videregives oplysninger om låntager mellem det långivende institut og det udstedende institut, jf. § 120 b.
§ 16 d. Hvis et pengeinstitut eller et realkreditinstitut yder et lån sikret ved pant i fast ejendom på grundlag af et andet pengeinstituts eller realkreditinstituts udstedelse af særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, skal lånet med tilhørende pantebrev overdrages til eje til det udstedende institut.
Stk. 2. Overdragelse efter stk. 1 kan ikke omstødes efter konkurslovens §§ 67, 70 eller 72. Omstødelse kan dog ske efter de nævnte bestemmelser, hvis overdragelsen konkret ikke fremstod som ordinær.
§ 16 e. Hvis et pengeinstitut eller et realkreditinstitut yder et lån sikret ved pant i fast ejendom på grundlag af et andet pengeinstituts eller realkreditinstituts udstedelse af særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, kan låntageren betale med frigørende virkning til det långivende pengeinstitut eller realkreditinstitut, medmindre låntager modtager særskilt meddelelse om andet fra det udstedende pengeinstitut eller realkreditinstitut.
§ 16 f. Det långivende pengeinstitut eller realkreditinstitut skal holde indkomne betalinger, som vedrører lån sikret ved pant i fast ejendom på grundlag af et andet pengeinstituts eller realkreditinstituts udstedelse af særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, adskilt fra instituttets øvrige midler.
Stk. 2. Det långivende pengeinstitut eller realkreditinstitut skal føre løbende kontrol med adskillelsen.
Stk. 3. Det långivende pengeinstitut eller realkreditinstitut skal efter en på forhånd fastlagt plan afregne indkomne betalinger til det udstedende institut.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om,
-
hvilke aktiver det långivende pengeinstitut eller realkreditinstitut kan placere indkomne betalinger i, indtil afregning finder sted, og
-
det långivende pengeinstituts eller realkreditinstituts kontrol af adskillelse og afregning til det udstedende pengeinstitut eller realkreditinstitut.
§ 16 g. Ved det långivende pengeinstituts eller realkreditinstituts konkurs tilfalder betalinger omfattet af § 16 f, jf. § 16 b, stk. 1, som det långivende pengeinstitut eller realkreditinstitut modtager, og som endnu ikke er afregnet, det udstedende pengeinstitut eller realkreditinstitut uden om konkursboet.
§ 17. Finanstilsynet fastsætter regler om, hvilke instrumenter og kontrakter ud over de instrumenter og kontrakter, der er nævnt i bilag 5, finansielle virksomheder med tilladelse efter § 7, stk. 1, eller § 9, stk. 1, kan udføre tjenesteydelser med.
Særlige regler for forsikringsselskaber vedrørende anmeldelse til Finanstilsynet
§ 18. Ansøgning om tilladelse skal indeholde en af forsikringsselskabet udarbejdet driftsplan for den virksomhed, som forsikringsselskabet agter at drive. Finanstilsynet fastsætter regler om de oplysninger, som driftsplanen skal indeholde, om krav til indberetningsformen og opstillingen og om det åremål, for hvilket planen skal udarbejdes.
Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til forsikringsklasse 10 (ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer) skal være ledsaget af oplysninger om, hvem selskabet vil udpege som skadesbehandlingsrepræsentant i hvert af de øvrige lande i Den Europæiske Union og i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om skadesbehandlingsrepræsentanter og deres beføjelser.
Stk. 3. En tilladelse skal indeholde oplysning om den forsikringsvirksomhed, som selskabet må udøve. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om tilladelsens og ansøgningens indhold i øvrigt.
§ 19. Livsforsikringsvirksomhed må ikke i samme selskab forenes med anden forsikringsvirksomhed. Livsforsikringsselskaber kan dog ud over livsforsikringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7. Endvidere kan genforsikring af livsforsikring og anden forsikring udøves af samme selskab.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om, i hvilket omfang livsforsikringsselskabernes risici under forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7, er omfattet af denne lovs særlige regler for livsforsikringsvirksomhed.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til, at et skadesforsikringsselskab, der gennem en filial driver virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan udøve forsikringsformer, der er i overensstemmelse med retsanvendelsen i det pågældende land, uanset at dette ikke er tilladt i Danmark.
§ 20. Det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed skal anmeldes til Finanstilsynet senest samtidig med, at grundlaget m.v. tages i anvendelse. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i de nævnte forhold. Anmeldelsen skal indeholde angivelse af
-
de forsikringsformer, som selskabet agter at anvende,
-
grundlaget for beregning af forsikringspræmier, tilbagekøbsværdier og fripolicer,
-
regler for beregning og fordeling af realiseret resultat til forsikringstagerne og andre berettigede efter forsikringsaftalerne,
-
selskabets principper for genforsikring, herunder beløbsgrænser,
-
regler for, hvornår såvel de forsikringssøgende som forsikringstagerne skal afgive helbredsoplysninger til bedømmelse af risikoforholdene,
-
grundlaget for beregning af livsforsikringshensættelser såvel for den enkelte forsikringsaftale som for selskabet som helhed og
-
regler, hvorefter pensionsordninger med løbende udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske ordninger i et forsikringsselskab eller en pensionskasse kan overføres fra eller til selskabet i forbindelse med overgang til anden ansættelse eller i forbindelse med virksomhedsoverdragelse eller virksomhedsomdannelse.
Stk. 2. Selskaber, der ikke tegner direkte livsforsikring, skal ikke foretage anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om og i hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.
§ 21. De efter § 20, stk. 1, nr. 1-5, anmeldte forhold skal være betryggende og rimelige over for den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne.
Stk. 2. De anmeldte regler for beregning og fordeling af realiseret resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3, skal være præcise og klare og skal føre til en rimelig fordeling.
Stk. 3. Præmierne for nytegnede forsikringer skal være tilstrækkelige til, at forsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, således at der ikke vil være behov for systematisk og permanent tilførsel af andre midler.
Stk. 4. De beregningselementer (rentesatser, omkostningssatser og statistiske beregningselementer), der lægges til grund ved beregning af forsikringspræmier, tilbagekøbsværdier og fripolicer, skal vælges med forsigtighed. Hvis grundlaget for beregning af forsikringspræmier, tilbagekøbsværdier og fripoliceydelser indeholder muligheden for at opdele den indbetalte forsikringspræmie i en del, for hvilken der optjenes en garanteret pension, og en del, som tilgår enten det kollektive bonuspotentiale eller bonuspotentiale på fripoliceydelser, er det dog tilstrækkeligt, at grundlaget som helhed er baseret på betryggende forudsætninger. De beregningselementer, der lægges til grund ved beregning af livsforsikringshensættelser, skal fastsættes således, at de er i overensstemmelse med de regler, der er udstedt i medfør af § 196.
Stk. 5. Er en forsikring omfattet af stk. 4, 2. pkt., skal andelen af kollektivt bonuspotentiale og bonuspotentiale på fripoliceydelser medgå fuldt ud ved beregning af tilbagekøbsværdien og ved overførsel fra et selskab til et andet, jf. § 20, stk. 1, nr. 7.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1-4 nævnte krav.
Stk. 7. Såfremt kravene i stk. 1-4 eller i regler udstedt i medfør af denne lov ikke er opfyldt, skal Finanstilsynet påbyde livsforsikringsselskabet at foretage de fornødne ændringer i de i henhold til § 20 anmeldte forhold inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Bestemmelserne i § 249 finder tilsvarende anvendelse.
§ 22. Tegnes der uanset bestemmelserne i §§ 11-14 forsikringer, forinden tilladelse er givet og registrering er sket, hæfter de, der på forsikringsselskabets vegne har tegnet forsikringerne eller har medansvar herfor, solidarisk for aftalens opfyldelse. Anerkender selskabet forpligtelserne senest 4 uger efter registreringen, bortfalder de pågældendes hæftelser, forudsat at forsikringstagerens sikkerhed ikke derved i væsentlig grad forringes. Aftaler af den nævnte art er forinden selskabets anerkendelse af forpligtelserne ikke bindende for forsikringstageren.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 11-14 er ikke til hinder for, at der med henblik på stiftelse af et gensidigt forsikringsselskab kan ske indtegning af medlemmer, såfremt forsikringsmæssigt ansvar ikke begynder at løbe og præmie ikke opskrives, forinden selskabet er registreret. Indtegning af et medlem i et gensidigt selskab i overensstemmelse med 1. pkt. er kun bindende, såfremt selskabet anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 1 år efter indtegningen. Nægtes registrering, bortfalder aftalen.
Særlige regler for gensidige forsikringsselskaber vedrørende stiftelse m.v.
§ 23. Kapitel 3 i selskabsloven finder med de nødvendige tilpasninger tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Endvidere finder selskabslovens bestemmelser om anmeldelse og registrering m.m. tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. For gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser finder de i stk. 1 nævnte bestemmelser i selskabsloven vedrørende aktionærer anvendelse på garanter og bestemmelserne om aktiekapital og aktier anvendelse på garantikapital og garantiandele med fornødne lempelser.