§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 17 af 25
Kapitel 17 – Ret og pligt til tilbud for personer, der modtager kontanthjælp og starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik
LBK nr 710 af 23/06/2011
Varighed og tilbud
§ 91 a. Tilbud, som gives efter dette kapitel, skal, medmindre andet er fastsat, have en sammenhængende varighed på mindst 4 uger.
Stk. 2. Personer, der efter § 13 i lov om aktiv socialpolitik har en rimelig grund til ikke at udnytte deres arbejdsmuligheder, har senest 1 måned efter, at den rimelige grund er ophørt, ret og pligt til at påbegynde tilbud efter dette kapitel.
Ret og pligt til første tilbud for personer under 30 år
§ 91 b. (Ophævet)
§ 92. Personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, har senest efter en sammenhængende periode på 13 uger på kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud efter kapitel 10-12.
Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 skal have en sammenhængende varighed på mindst 6 måneder. Når perioden med tilbud er påbegyndt, kan der uanset 1. pkt. være en eller flere perioder uden tilbud. I alt må perioder uden tilbud dog højst udgøre 4 uger. Mindstekravet på 6 måneder forlænges med de perioder, der er uden tilbud.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at personer under 20 år, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, har ret og pligt til at påbegynde tilbud efter stk. 1 efter senest 4 sammenhængende uger på kontanthjælp eller starthjælp.
§ 93. (Ophævet)
§ 94. (Ophævet)
Ret og pligt til første tilbud for personer, der er fyldt 30 år
§ 95. Personer, der er fyldt 30 år, og som er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, har senest efter en sammenhængende periode på 9 måneder med kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud efter kapitel 10-12.
Ret og pligt til efterfølgende tilbud
§ 96. Når en person, der er omfattet af § 92, har afsluttet det første tilbud, har personen ret og pligt til at påbegynde et nyt tilbud, hver gang den pågældende har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder.
Stk. 2. Når en person, der er omfattet af § 95, har afsluttet det første tilbud, har personen ret og pligt til at påbegynde et nyt tilbud, hver gang den pågældende har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder.
Kapitel 17 a
Særlig indsats over for personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp
§ 96 a. Kommunerne skal i perioden fra den 1. juli 2006 til den 30. juni 2008 for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, og som ikke inden for de seneste 12 måneder har modtaget et tilbud efter kapitel 10-12, foretage en sagsgennemgang og bistå de pågældende personer med at finde beskæftigelse eller give et tilbud efter kapitel 10-12.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om indsatsen efter stk. 1 og om tilskud hertil.
Afsnit VII
Indsatsen over for beskæftigede