Retssikkerhedsloven § 59 b
§ 59 b. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af andre end beskæftigelsesankenævnene, når det er fastsat ved lov.
Stk. 2. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager, jf. stk. 1, når klagerne er indbragt for udvalget inden for de klagefrister, der er fastsat i lovgivningen. Er der ikke fastsat særlige klagefrister, gælder klagefristen i § 67, stk. 1.
Stk. 3. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler endvidere spørgsmål om en arbejdsgivers betaling af dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. samt spørgsmål, der er indbragt for udvalget om en arbejdsgivers overholdelse af oplysningspligten efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet.
Stk. 4. Ved behandlingen af klager efter stk. 1, jf. dog stk. 5 og 6, deltager to ankechefer, hvoraf den ene er formand, jf. dog § 59 d, stk. 5, samt et medlem udpeget af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra hver af følgende organisationer:
-
KL (Kommunernes Landsforening).
-
Landsorganisationen i Danmark.
-
Dansk Arbejdsgiverforening.
Stk. 5. Ved behandlingen af klager over afgørelser om befordringstilskud, tilskud til kost og logi og tilbagebetaling efter § 31 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser og over afgørelser om ret til selvvalgt uddannelse efter kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og om uddannelsesydelse efter kapitel 9 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. samt over afgørelser om godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmuligheder, godtgørelse udbetalt til arbejdsgiveren, godtgørelse under lovlig konflikt og tilbagebetaling efter § 20 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse deltager foruden medlemmerne i stk. 4 et yderligere medlem med særlig sagkundskab inden for disse områder. Beskæftigelsesministeren udpeger sagkyndige medlemmer inden for hvert af de nævnte områder efter indstilling fra undervisningsministeren.
Stk. 6. Ved behandlingen af spørgsmål om arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. deltager to ankechefer, hvoraf den ene er formand, samt et medlem fra henholdsvis Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening. Ved behandlingen af klager over afgørelser efter ferieloven og spørgsmål om arbejdsgiverens overholdelse af oplysningspligten efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet deltager to ankechefer, hvoraf den ene er formand, samt et medlem fra henholdsvis Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening, jf. dog stk. 7 og 8. Medlemmerne udpeges af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra organisationerne.
Stk. 7. Hvis en lønmodtager eller en arbejdsgiver, der er part i en sag omfattet af stk. 6, 2. pkt., er medlem af en organisation, som ikke er tilknyttet Landsorganisationen i Danmark eller Dansk Arbejdsgiverforening, deltager foruden medlemmerne i stk. 6 en repræsentant fra hovedorganisationen for den pågældende lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation. Hvis der er tale om offentlige arbejdsgivere, deltager et medlem fra KL eller en repræsentant for Danske Regioner eller Finansministeriet.
Stk. 8. Hvis lønmodtageren eller arbejdsgiveren, der er part i en sag omfattet af stk. 6, 2. pkt., er tilsluttet en organisation, der ikke er medlem af en hovedorganisation, deltager foruden medlemmerne i stk. 6 en repræsentant for lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisationen.
Stk. 9. Repræsentanterne i stk. 7 og 8 udpeges af hovedorganisationerne, de pågældende lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, KL, Danske Regioner eller Finansministeriet selv og deltager i Beskæftigelsesudvalgets behandling af klager og spørgsmål omfattet af stk. 6, 2. pkt., med stemmeret.
Stk. 10. § 50, stk. 4, § 51, stk. 2, § 57, nr. 2, § 59, § 67, stk. 2, §§ 68 og 70, § 72, stk. 1 og 8, og § 74 finder anvendelse på Beskæftigelsesudvalget og dets behandling af klager og spørgsmål efter stk. 1 og 3.
Kilde: Retsinformation.dk