← Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed

§ Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed · kapitel 10 af 25

Kapitel 10 – Solvens

LBK nr 342 af 08/04/2011

Generelle regler om solvens

§ 124. Pengeinstitutters og realkreditinstitutters bestyrelse og direktion skal sikre, at instituttet har en tilstrækkelig basiskapital og råder over interne procedurer til risikomåling og risikostyring til løbende vurdering og opretholdelse af en basiskapital af en størrelse, type og fordeling, som er passende til at dække instituttets risici.

Stk. 2. Basiskapitalen i pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal mindst udgøre

  1. 8 pct. af de risikovægtede poster (solvenskravet) og

  2. 5 mio. euro (minimumskapitalkravet), jf. dog stk. 3.

Stk. 3. For pengeinstitutter, hvis basiskapital den 18. december 1989 var mindre end 5 mio. euro, er minimumskapitalkravet basiskapitalen pr. 18. december 1989. Den samlede basiskapital i det pengeinstitut, der opstår i forbindelse med en sammenlægning af to eller flere pengeinstitutter, der er omfattet af 1. pkt., må ikke være mindre end de sammenlagte institutters samlede basiskapital på tidspunktet for sammenlægningen, hvis ikke det sammenlagte institut opfylder minimumskapitalkravet i henhold til stk. 2, nr. 2.

Stk. 4. Pengeinstitutters og realkreditinstitutters bestyrelse og direktion skal på baggrund af vurderingen i henhold til stk. 1 opgøre instituttets individuelle solvensbehov. Solvensbehovet skal udtrykkes som den tilstrækkelige basiskapital i procent af de risikovægtede poster. Solvensbehovet kan ikke være mindre end solvenskravet efter stk. 2, nr. 1, og minimumskapitalkravet i stk. 2, nr. 2.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere individuelt solvenskrav end det, der fremgår af stk. 2, nr. 1.

Stk. 6. Finanstilsynet kan pålægge pengeinstituttet eller realkreditinstituttet at foretage nedskrivninger af aktiver m.v. til brug for opgørelsen af basiskapitalen.

Stk. 7. Overtages kontrollen af et pengeinstitut, der er omfattet af stk. 3, 1. pkt., af en anden fysisk eller juridisk person, skal pengeinstituttets basiskapital senest 3 måneder efter overtagelsen opfylde minimumskapitalkravet i henhold til stk. 2, jf. dog stk. 3, 2. pkt.

Stk. 8. For realkreditinstitutter skal solvenskravet være opfyldt både i de enkelte serier med seriereservefonde og i instituttet i øvrigt.

Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om pengeinstitutters og realkreditinstitutters offentliggørelse af deres opgørelse af det individuelle solvensbehov, jf. stk. 4, og individuelle solvenskrav, jf. stk. 5.

§ 125. Fondsmæglerselskabers og investeringsforvaltningsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet har en tilstrækkelig basiskapital og råder over interne procedurer til risikomåling og risikostyring til løbende vurdering og opretholdelse af en basiskapital af en størrelse, type og fordeling, som er passende til at dække selskabets risici.

Stk. 2. Basiskapitalen i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal mindst udgøre

  1. 8 pct. af de risikovægtede poster (solvenskravet), jf. dog stk. 5,

  2. 1 mio. euro (minimumskapitalkravet) for fondsmæglerselskaber, der ønsker at blive medlem af et reguleret marked, en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, eller ønsker at udføre en eller flere af de i bilag 4, afsnit A, nr. 3, 6, 8 og 9, og afsnit B, nr. 2, nævnte tjenesteydelser,

  3. 1 mio. euro (minimumskapitalkravet) for investeringsforvaltningsselskaber, der ønsker at blive medlem af et reguleret marked, eller som ønsker at opbevare og forvalte de i bilag 5, nr. 3, nævnte instrumenter, herunder at blive medlem af en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, jf. dog stk. 3, og

  4. 0,3 mio. euro (minimumskapitalkravet) for andre fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Investeringsforvaltningsselskaber skal ud over kravet i stk. 2, nr. 3 og 4, medregne et tillæg til minimumskapitalkravet på 0,02 pct. af den del af selskabets portefølje, jf. § 141, der overstiger 250 mio. euro. De i stk. 2, nr. 3, nævnte selskaber kan ved opgørelse af tillægget foretage et fradrag på 875.000 euro, og de i stk. 2, nr. 4, nævnte selskaber kan foretage et fradrag på 175.000 euro. Tillægget kan maksimalt udgøre 10 mio. euro. Investeringsforvaltningsselskaber skal årligt justere tillægskapitalen på baggrund af det reviderede årsregnskab. Justeringen skal foretages inden den 1. juni det efterfølgende år.

Stk. 4. Finanstilsynet kan tillade, at op til 50 pct. af tillægget efter stk. 3 kan stilles i form af en garanti fra et kreditinstitut eller et forsikringsselskab. Kreditinstituttet eller forsikringsselskabet skal have hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union, i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller i et land, som Unionen ikke har indgået en sådan aftale med, men som har tilsynsregler svarende til reglerne i Den Europæiske Union.

Stk. 5. Et fondsmæglerselskab og et investeringsforvaltningsselskab skal uanset kravene i stk. 2 og 3 have en basiskapital svarende til mindst en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger. Finanstilsynet kan tilpasse dette krav i tilfælde af en væsentlig ændring i selskabets virksomhed siden det foregående år. Har et selskab ikke været i drift i 1 år, skal det have en basiskapital svarende til mindst en fjerdedel af de faste omkostninger, der fremgår af driftsplanen for første års drift, medmindre denne plan kræves ændret af Finanstilsynet.

Stk. 6. Fondsmæglerselskaber, der ikke har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, samt investeringsforvaltningsselskaber kan opgøre de risikovægtede poster eksklusive risikovægtede poster for operationel risiko, jf. § 142, stk. 1.

Stk. 7. Fondsmæglerselskabers og investeringsforvaltningsselskabers bestyrelse og direktion skal på baggrund af vurderingen i henhold til stk. 1 opgøre selskabets individuelle solvensbehov. Solvensbehovet skal udtrykkes som den tilstrækkelige basiskapital i procent af de risikovægtede poster. Solvensbehovet kan ikke være mindre end solvenskravet i stk. 2, nr. 1, minimumskapitalkravet i stk. 2, nr. 2-4, og stk. 3 eller kravet til basiskapitalen i stk. 5.

Stk. 8. Finanstilsynet kan fastsætte et højere individuelt solvenskrav end det, der fremgår af stk. 2, nr. 1.

Stk. 9. Finanstilsynet kan pålægge fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet at foretage nedskrivninger af aktiver m.v. til brug for opgørelsen af basiskapitalen.

§ 125 a. Uanset § 124, stk. 2, og § 125, stk. 2-6, skal en virksomhed, der anvender en intern metode til opgørelse af risikovægtede poster til kreditrisiko eller operationel risiko, jf. § 143, stk. 3, i 2010 og 2011 have en basiskapital, der mindst udgør 6,4 pct. af de risikovægtede poster opgjort i overensstemmelse med de regler, der var gældende den 31. december 2006, eller regler fastsat i medfør af stk. 2.

Stk. 2. Ved opgørelse af kravet i medfør af stk. 1 kan Finanstilsynet tillade, at virksomheden anvender en enklere metode end den, der fremgår af de regler, der var gældende den 31. december 2006, hvis virksomheden kan godtgøre, at de derved beregnede risikovægtede poster ikke vil være mindre end de risikovægtede poster opgjort efter reglerne, der var gældende den 31. december 2006.

§ 126. Forsikringsselskaber og tværgående pensionskassers bestyrelse og direktion skal sikre, at virksomheden har en tilstrækkelig basiskapital og råder over interne procedurer til risikomåling og risikostyring til løbende vurdering og opretholdelse af en basiskapital af en størrelse, type og fordeling, som er passende til at dække virksomhedens risici.

Stk. 2. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser skal mindst udgøre

  1. 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virksomheden har en investeringsrisiko,

  2. 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V og i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år,

  3. 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år,

  4. 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger for særskilte SP-konti,

  5. det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af

a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til 57,5 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derudover og

b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 40,3mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste 3 regnskabsår,

  1. 3,5 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der driver livsforsikringsvirksomhed,

  2. 2,3 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der udøver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18,

  3. 3,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver forsikringsklasserne 10-15,

  4. 3,2 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, og

  5. 1,1 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Stk. 3. Solvenskravet udgør summen af de i stk. 2, nr. 1-5, nævnte beløb.

Stk. 4. Minimumskapitalkravet udgør det største af beløbene i stk. 2, nr. 6-10.

Stk. 5. For gensidige forsikringsselskaber, der er omfattet af stk. 2, nr. 7 eller 8, kan minimumskapitalkravet nedsættes på nærmere betingelser.

Stk. 6. For gensidige forsikringsselskaber omfattet af stk. 2, nr. 7 eller 8, som opfylder betingelserne i stk. 5 og 7, er minimumskapitalkravet nedsat til det største beløb af

  1. 0,225 mio. euro for tilladelse til forsikringsklasse 1-8, 16 og 18 og

  2. 0,15 mio. euro for tilladelse til forsikringsklasse 9 og 17.

Stk. 7. For at være omfattet af det nedsatte kapitalkrav i stk. 6 skal et gensidigt forsikringsselskab ud over de i stk. 5 anførte betingelser tillige opfylde følgende betingelser:

  1. Vedtægterne skal give mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne,

  2. det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtægter må ikke overstige 5 mio. euro,

  3. selskabet må ikke have tilladelse til forsikringsklasse 10-15, og

  4. mindst halvdelen af det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtægter skal hidrøre fra forsikringer, hvor forsikringstagerne er fysiske personer, der er medlemmer af selskabet.

Stk. 8. Forsikringsselskaber og tværgående pensionskassers bestyrelse og direktion skal på baggrund af vurderingen i henhold til stk. 1 opgøre virksomhedens individuelle solvensbehov.

Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte et højere individuelt solvenskrav end det, der fremgår af stk. 3.

§ 127. Kapitalkravet er det største af solvenskravet og minimumskapitalkravet i §§ 124, 125 og 126 til den finansielle virksomhed samt for fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber tillige kravet til basiskapitalen i § 125, stk. 5, og i 2010 og 2011 for virksomheder, der anvender en intern metode til opgørelse af risikovægtede poster for kreditrisiko eller operationel risiko, jf. § 143, stk. 3, tillige mindstekravet til basiskapitalen i § 125 a.

§ 128. Basiskapitalen er den reducerede kernekapital, jf. §§ 129-131, tillagt den reducerede supplerende kapital, jf. § 135, og fratrukket beløb i henhold til § 139.

Stk. 2. Kernekapital og opskrivningshenlæggelser skal være fratrukket enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor beløbet beregnes, eller det skal være behørigt tilpasset, i det omfang skat reducerer det beløb, hvormed denne kapital kan anvendes til dækning af risici eller tab.

§ 129. Kernekapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber består af

  1. indbetalt aktie-, garanti- eller andelskapital,

  2. overkurs ved emission,

  3. reserver,

  4. overført overskud eller underskud,

  5. årets løbende overskud fratrukket enhver form for skat, forventet udbytte og andre forudsigelige udgifter, såfremt beløbet er bekræftet af virksomhedens eksterne revisorer, jf. stk. 8,

  6. bunden sparekassereserve, jf. § 211,

  7. indbetalt garantikapital, jf. § 208, stk. 2,

  8. hybrid kernekapital, jf. § 132,

  9. seriereservefonde i realkreditinstitutter i serier, hvor der ikke er tilbagebetalingspligt til låntagerne, samt den del af seriereservefondene i serier med tilbagebetalingspligt, jf. § 25 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., som ikke kan komme til udbetaling, og

  10. bunden fondsreserve i realkreditinstitutter.

Stk. 2. Hybrid kernekapital efter stk. 1, nr. 8, kan udgøre op til 50 pct. af kernekapitalen efter fradragene nævnt i § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, jf. dog stk. 5, hvis aftalen i forbindelse med gældsstiftelse af hybrid kernekapital

  1. indebærer, at den hybride kernekapital skal konverteres til aktie-, garanti- eller andelskapital, såfremt pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet ikke opfylder kapitalkravet i § 127 eller på anden måde er nødlidende,

  2. indebærer, at den hybride kernekapital på Finanstilsynets initiativ kan konverteres til aktie-, garanti- eller andelskapital, hvis Finanstilsynet vurderer, at der er nærliggende risiko for, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet ikke overholder kapitalkravet i § 127,

  3. ikke indeholder incitamenter til indfrielse og

  4. ikke indeholder vilkår om, at gælden forfalder på et forud fastsat tidspunkt.

Stk. 3. Hybrid kernekapital efter stk. 1, nr. 8, som ikke opfylder kravet i stk. 2, nr. 1, kan maksimalt udgøre 35 pct. af kernekapitalen efter de i § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte fradrag, jf. dog stk. 5, hvis aftalen ikke indeholder incitamenter til indfrielse eller vilkår om, at gælden forfalder på et forud fastsat tidspunkt.

Stk. 4. Hybrid kernekapital efter stk. 1, nr. 8, kan maksimalt udgøre 15 pct. af kernekapitalen efter de i § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte fradrag, jf. dog stk. 5, hvis aftalen indeholder moderate incitamenter til indfrielse eller indeholder vilkår om, at gælden forfalder på et forud fastsat tidspunkt.

Stk. 5. Hybrid kernekapital omfattet af stk. 2, 3 og 4 må tilsammen maksimalt udgøre 50 pct. af kernekapitalen efter de i § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte fradrag, og hybrid kernekapital omfattet af stk. 3 og 4 må tilsammen maksimalt udgøre 35 pct. af kernekapitalen efter de i § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte fradrag.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 2 og 3, hvorefter aftaler ved gældsstiftelse ikke må indeholde incitamenter til indfrielse, omfatter ikke hybrid kernekapital udstedt i medfør af lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter, hvor aftaler i forbindelse med gældsstiftelse indeholder vilkår om rentestigninger, forudsat at sådanne rentestigninger udelukkende gøres betinget af udviklingen i udbytteudbetalinger og vilkår om stigninger i indfrielsesprisen, forudsat at sådanne stigninger ikke udgør mere end 5 pct. fra det sjette år og 10 pct. fra det syvende år.

Stk. 7. Finanstilsynet kan under særlige omstændigheder tillade, at grænserne i stk. 2-5 midlertidigt overskrides.

Stk. 8. Anvendes muligheden for indregning af årets løbende overskud i kernekapitalen, jf. stk. 1, nr. 5, skal beløbets størrelse være bekræftet af de eksterne revisorer. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for de eksterne revisorers arbejdshandlinger i forbindelse med bekræftelsen.

Stk. 9. De eksterne revisorer skal i revisionsprotokollen oplyse om det udførte arbejde efter stk. 8. I forbindelse hermed skal der ligeledes oplyses om pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets solvensprocent før og efter indregning af årets løbende overskud.

Stk. 10. En virksomhed, der har foretaget en securitisering, må ikke i de i stk. 1, nr. 3, 4 og 6, nævnte poster medtage nettofortjenester fra kapitalisering af fremtidige indtægter fra de engagementer, som indgår i transaktionen, og som medfører en kreditforbedring af virksomhedens mellemværender med den pågældende securitisering. Ved en securitisering forstås i dette kapitel en transaktion, hvorved kreditrisikoen ved et engagement eller en pulje af engagementer opdeles i segmenter, hvor betalinger i tilknytning til transaktionen afhænger af udviklingen i engagementet eller puljen af engagementer, og hvor segmenternes indbyrdes stilling bestemmer fordelingen af tabene i transaktionens løbetid.

§ 130. Kernekapitalen i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser består af

  1. egenkapital,

  2. medlemskonti i gensidige selskaber og tværgående pensionskasser, jf. § 133,

  3. særlige bonushensættelser (type B) i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der opfylder betingelserne i § 134,

  4. værdien af skatteaktiver, som den vil være i en administrationssituation, jf. §§ 253-258, og

  5. en positiv eller negativ forskel mellem

a) et beløb svarende til den andel af basiskapitalen i en dattervirksomhed eller en associeret virksomhed, der er en finansiel virksomhed, som svarer til den ejede andel af selskabskapitalen, og

b) den værdi, den pågældende ejerandel indgår med i balancen med tillæg af værdien af ansvarlig lånekapital, herunder ansvarlig lånekapital fra andre koncernvirksomheder, til dattervirksomheden eller den associerede virksomhed, når ansvarlig lånekapital medregnes i dattervirksomhedens eller den associerede virksomheds basiskapital efter § 135, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2. Basiskapitalen i stk. 1, nr. 5, litra a, opgøres før fradrag for direkte og indirekte ejede aktiver efter § 131, stk. 4, nr. 3, i det omfang disse aktiver allerede er omfattet af denne bestemmelse ved opgørelsen af basiskapitalen i den ejende virksomhed. Hvis det pågældende datterforsikringsselskab eller den pågældende associerede forsikringsvirksomhed ved opgørelsen af stk. 1, nr. 5, selv besidder datterforsikringsselskaber eller associerede forsikringsvirksomheder, opgøres basiskapitalen i stk. 1, nr. 5, litra a, før fradrag for disse selskabers kapitalkrav, når selskabernes kapitalkrav allerede er fradraget efter § 131, stk. 4, nr. 1.

Stk. 3. Tillægget efter stk. 1, nr. 5, må for hver enkelt dattervirksomhed eller hver associeret virksomhed, der er en finansiel virksomhed, højst svare til det beløb, der for den pågældende dattervirksomhed eller associerede virksomhed er fradraget i henhold til § 131, stk. 4, nr. 1 eller 2.

Stk. 4. Garantikapital i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser må ikke nedsættes uden samtykke fra Finanstilsynet. Garantikapitalen kan tilbagebetales i overensstemmelse med de i vedtægterne fastsatte regler. Finanstilsynet kan bestemme, at der sker tilsvarende henlæggelse til en grundfond eller en anden fond, som ikke uden Finanstilsynets tilladelse må formindskes.

§ 131. Kernekapitalen reduceres med

  1. foreslået udbytte,

  2. immaterielle aktiver,

  3. skatteaktiver, jf. dog § 130, stk. 1, nr. 4, og

  4. et beløb, der svarer til de dele af pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets og investeringsforvaltningsselskabets engagementer, der i medfør af § 145, stk. 11, ikke omfattes af bestemmelserne i medfør af § 145, stk. 1-3.

Stk. 2. For pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber fradrages ud over de i stk. 1 nævnte fradrag

  1. årets løbende underskud,

  2. den anden halvdel af de fradrag, der er nævnt i § 139, stk. 1, nr. 1-3,

  3. den anden halvdel af de fradrag, der er nævnt i § 139, stk. 1, nr. 4-7,

  4. den akkumulerede værdiændring af sikringsinstrumenter ved sikring af betalingsstrømme og

  5. den akkumulerede værdiændring af forpligtelser til dagsværdi som følge af ændring i egen risiko fratrukket eventuelle tilsvarende akkumulerede værdiændringer af aktiver til dagsværdi som følge af samme ændringer i egen risiko.

Stk. 3. Reguleringerne efter stk. 2, nr. 4 og 5, kan være positive eller negative.

Stk. 4. For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser fradrages ud over de i stk. 1 nævnte fradrag:

  1. Den andel af kapitalkravet i et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets aktie- og garantikapital.

  2. Den andel af kapitalkravet i et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, der er en dattervirksomhed eller en associeret virksomhed, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af selskabskapitalen.

  3. For direkte og indirekte ejede aktiver, der repræsenterer en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af virksomheder, der udgør en samlet risiko: Det beløb, hvormed de pågældende aktivers regnskabsmæssige værdi overstiger en vægtet sum af selskabets kapitalkrav, dets datterforsikringsselskabers kapitalkrav og kapitalkravet i andre dattervirksomheder underlagt Finanstilsynets tilsyn. Fradraget skal dog ikke foretages for investeringer i dattervirksomheder og for aktiver, der omfattes af § 162, stk. 1, nr. 1-8. Den vægtede sum beregnes således:

a) Hvis forsikringsselskabet driver direkte livsforsikringsvirksomhed, vægtes med 75 pct. Andre forsikringsselskaber vægtes med 100 pct.

b) Dattervirksomheder, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, vægtes med 75 pct. af ejerandelen. Andre dattervirksomheder vægtes med ejerandelen.

  1. Et beløb svarende til forskellen mellem erstatningshensættelser fratrukket genforsikringsandele af erstatningshensættelser for forsikringsklasse 3-18 før diskontering og efter diskontering, hvis erstatningshensættelser diskonteres for at tage hensyn til fremtidigt investeringsafkast.

Stk. 5. For en finansiel virksomhed, der er en dattervirksomhed eller en associeret virksomhed, der ikke har vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes i stk. 4, nr. 1 og 2, det kapitalkrav, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog mindst det kapitalkrav, der ville være fremkommet, hvis selskabet eller virksomheden havde vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark.

Stk. 6. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde og for en tidsbegrænset periode dispensere fra fradraget i kernekapitalen efter stk. 4, nr. 3.

Stk. 7. Forsikringsselskaber skal i kernekapitalen fradrage direkte og indirekte ejede kapitalandele i datterfinansieringsinstitutter og associerede finansieringsinstitutter, jf. dog 2. og 3. pkt. Kapitalandele i finansieringsinstitutter, der er finansielle virksomheder, og finansieringsinstitutter, der har som hovedvirksomhed at erhverve kapitalandele eller omsættelige pantebreve eller at udføre forretninger for egen regning med et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter, skal ikke fradrages. Indirekte ejede kapitalandele, der er fradraget af et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab efter 1. pkt., eller som er fradraget af en dattervirksomhed, der er et kreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab eller et associeret kreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab efter § 139, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 1, skal ikke fradrages. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde undtage fra det i 1. pkt. nævnte fradrag.

Stk. 8. Andelen af kapitalkravet eller kapitalandelene i dattervirksomheder og associerede virksomheder skal ikke fradrages, jf. stk. 4 og 7, når virksomhederne er erhvervet midlertidigt og erhvervelsen er sket som et led i en rekonstruktion.

§ 132. Hybrid kernekapital medregnes i basiskapitalen for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, jf. dog § 135, stk. 3, såfremt aftalen opfylder følgende betingelser:

  1. Den hybride kernekapital skal være indbetalt til pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet.

  2. Et eventuelt på forhånd fastsat tidspunkt for den hybride kernekapitals forfald må tidligst indtræde 30 år efter indbetalingen og må ikke kombineres med incitamenter til indfrielse af den.

  3. Bortset fra ved et eventuelt på forhånd aftalt tidspunkt for den hybride kernekapitals forfald må den kun forfalde, hvis pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet træder i likvidation eller erklæres konkurs.

  4. Den hybride kernekapital må kun indfries på pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets initiativ, med Finanstilsynets tilladelse og tidligst 5 år efter indbetalingen.

  5. Eventuelle aftalte incitamenter til indfrielse skal være moderate og må tidligst indtræde 10 år efter indbetalingen.

  6. Långiverens krav mod pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet skal være efterstillet al anden ikke-efterstillet gæld og kapitalen nævnt i § 136.

  7. Långiverens krav mod pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet må ikke være dækket af sikkerhed stillet af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet eller virksomhederne nævnt i § 181, stk. 1, eller på anden måde være sikret en fortrinsret i forhold til pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets øvrige kreditorer.

  8. Forrentning af gælden skal ifølge aftalen bortfalde, hvis pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet ikke opfylder kapitalkravet i § 127.

  9. Pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet og investeringsforvaltningsselskabet skal ifølge aftalen kunne beslutte, at forrentning af gælden bortfalder, hvis det skønnes nødvendigt for at bevare virksomhedens finansielle sundhed.

  10. Renten må ikke ændres på grundlag af kreditors vurdering af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet.

  11. Pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet og investeringsforvaltningsselskabets øverste myndighed skal kunne nedskrive den hybride kernekapital og ikkebetalte renter, hvis aktie-, garanti- eller andelskapitalen nedsættes, eller hvis egenkapitalen i seriereservefonde i realkreditinstituttet er tabt.

Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 4, kan hybrid kernekapital med Finanstilsynets tilladelse indfries tidligere end 5 år efter indbetalingen i tilfælde af en ændring i den skattemæssige eller solvensmæssige behandling af det pågældende instrument.

Stk. 3. Uanset stk. 1, nr. 4, kan hybrid kernekapital med Finanstilsynets tilladelse indfries tidligere end 5 år efter indbetalingen, såfremt den erstattes af indbetalt kernekapital af mindst samme kvalitet.

Stk. 4. Uanset stk. 1, nr. 11, kan aftalen indeholde bestemmelser om, at nedskrivning af kapitalen kun kan ske, hvis pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet efterfølgende enten tilføres ny kapital, således at kapitalkravet opfyldes, eller ophører uden tab for de ikkeefterstillede kreditorer. Den hybride kernekapital og ikkebetalte renter kan kun nedskrives med et beløb, som forud er godkendt af de eksterne revisorer og Finanstilsynet.

Stk. 5. Finanstilsynet kan tillade, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet til enhver tid kan erhverve egen hybrid kernekapital til eje på op til 3 pct. af den samlede udstedte kapital, såfremt erhvervelsen sker med henblik på videresalg. Egen hybrid kernekapital efter 1. pkt. må dog maksimalt udgøre 10 pct. af en enkelt udstedelse.

Stk. 6. Uanset stk. 1, nr. 4, kan hybrid kernekapital, der udstedes i medfør af lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter, og som i henhold til aftaler i forbindelse med gældsstiftelse kan indfries med Finanstilsynets tilladelse tidligst 3 år efter indbetalingen, medregnes i basiskapitalen, såfremt kernekapitalen efter indfrielsen udgør mindst 12 pct.

Stk. 7. Finanstilsynet kan kræve, at forrentning af gælden bortfalder, såfremt det vurderes nødvendigt af hensyn til pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets finansielle situation og solvens.

Stk. 8. Finanstilsynet kan tillade, at rentebetalinger, der ellers ville bortfalde i medfør af stk. 1, nr. 8 og 9, erstattes af aktie-, garanti- eller andelskapital.

Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om

  1. indfrielse af gælden i medfør af stk. 1, nr. 4,

  2. moderate incitamenter til indfrielse i medfør af stk. 1, nr. 5, og

  3. nedskrivning af den hybride kernekapital i medfør af stk. 1, nr. 11.

§ 132 a. Hybrid kernekapital, der kunne medregnes i kernekapitalen før den 1. juli 2010, men som ikke opfylder alle kravene i henhold til § 132, kan frem til den 31. december 2040 sidestilles med hybrid kernekapital, der opfylder kravene i § 132, dog med følgende begrænsninger:

  1. I perioden fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2029 må sådan kapital højst udgøre 20 pct. af kernekapitalen reduceret med værdien af egne aktier, immaterielle aktiver og årets løbende underskud.

  2. I perioden fra den 1. januar 2030 til den 31. december 2039 må sådan kapital højst udgøre 10 pct. af kernekapitalen reduceret med værdien af egne aktier, immaterielle aktiver og årets løbende underskud.

Stk. 2. Hybrid kernekapital, der kunne medregnes med op til 50 pct. af kernekapitalen inklusive hybrid kernekapital før den 1. juli 2010, men som ikke opfylder kravene i henhold til § 129, stk. 2, nr. 1, sidestilles med hybrid kernekapital, der opfylder kravene i § 129, stk. 2, nr. 1, frem til den 31. december 2040 med samme begrænsninger som angivet i stk. 1, nr. 1 og 2.

Stk. 3. Hybrid kernekapital, der kunne medregnes med op til 35 pct. af kernekapitalen inklusive hybrid kernekapital før den 1. juli 2010, men som ikke opfylder kravene i henhold til § 129, stk. 2, nr. 2, sidestilles med hybrid kernekapital, der opfylder kravene i § 129, stk. 2, nr. 2, frem til den 31. december 2040 med samme begrænsninger som angivet i stk. 1, nr. 1 og 2.

§ 133. Medlemskonti kan medregnes efter § 130, stk. 1, nr. 2, hvis følgende betingelser er opfyldt i vedtægterne:

  1. I tilfælde af likvidation eller konkurs må beløb ikke kunne tilbagebetales, før hele den øvrige gæld er betalt.

  2. I andre tilfælde må beløb kun kunne tilbagebetales, hvis basiskapitalen ikke derved nedbringes til et beløb, der er lavere end kapitalkravet.

  3. Tilbagebetaling, der forårsages af andet end medlemsophør, må kun kunne foretages, når Finanstilsynet senest 1 måned forud er underrettet herom. Tilbagebetalingen kan nægtes af Finanstilsynet.

  4. Ændring i vedtægternes bestemmelser om medlemskonti skal godkendes af Finanstilsynet.

§ 134. For særlige bonushensættelser (type B) efter § 130, stk. 1, nr. 3, der er en del af de forsikringsmæssige hensættelser, gælder:

  1. De er for alle eller en del af selskabets forsikringer opbygget af midler fra forsikringernes andel af det realiserede resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3.

  2. De er knyttet til forsikringerne individuelt eller kollektivt på en sådan måde, at den enkelte forsikrings andel med tilhørende afkast, jf. nr. 5, til enhver tid kan beregnes.

  3. De indgår ikke beløbsmæssigt som en del af bestanden af forsikringsaftaler ved beregning af den andel af det realiserede resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3, som skal tilføres bestanden.

  4. Overførsel til de enkelte forsikringer af den til forsikringen knyttede andel skal senest foretages samtidig med udbetaling af ydelser under forsikringen.

  5. De tildeles løbende samme forholdsmæssige afkast som det afkast, egenkapitalen får før skat, hvad enten dette afkast er negativt eller positivt.

  6. Den individuelle og den forholdsmæssige kollektive andel, jf. nr. 2, kan medtages ved opsigelse af forsikringen og skal medgå fuldt ud ved beregning af tilbagekøbsværdier og ved overførsler fra et selskab til et andet ved jobskifte, jf. § 20, stk. 1, nr. 7. Andelen skal være i forhold til den andel, som den forsikrede har bidraget til opbygningen af. Særlige bonushensættelser kan dog kun medtages, såfremt kernekapitalelementerne i selskabet udgørende indbetalt aktie- og garantikapital, overskud ved emission, andre reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, overført overskud eller underskud, medlemskonti, særlige bonushensættelser af type B og årets løbende resultat tilsammen udgør mere end en tredjedel af solvenskravet eller tilsammen udgør et beløb større end minimumskapitalkravet.

  7. Selskabet skal overholde den oplysningsforpligtelse, der påhviler selskaber, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i § 27, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.

§ 135. Den supplerende kapital består af

  1. ansvarlig lånekapital, jf. § 136,

  2. opskrivningshenlæggelser for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber,

  3. hybrid kernekapital, jf. § 132, der ikke medregnes i kernekapitalen,

  4. et positivt beløb, som fremkommer, ved at der fra de regnskabsmæssige værdireguleringer og hensættelser på aktiver og forpligtelser uden for handelsbeholdningen bortset fra kapitalandele, aktiver omfattet af en securitisering, securitiseringspositioner og materielle aktiver uden modparter fratrækkes opgørelsen af forventede tab på de pågældende aktiver og forpligtelser, jf. § 143, stk. 1, nr. 7,

  5. den del af seriereservefondene i realkreditinstitutter i serier med tilbagebetalingspligt, der modsvarer kravet i § 124, stk. 8,

  6. ikke indbetalt garantikapital for DLR Kredit A/S,

  7. tillæg for mulig tillægspræmie i gensidige skadeforsikringsselskaber, jf. § 137, og

  8. særlige bonushensættelser (type A) i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der opfylder betingelserne i § 138.

Stk. 2. Supplerende kapital efter stk. 1, nr. 4, medtages kun for aktiver og forpligtelser, hvor de risikovægtede poster uden for handelsbeholdningen opgøres ved anvendelse af en intern metode, jf. § 143, stk. 3, og må maksimalt udgøre 0,6 pct. af de risikovægtede poster for aktiver og forpligtelser, som er omfattet af den interne metode. Ved opgørelsen af denne procentandel skal securitiseringspositioner med en risikovægt på 1.250 pct. ikke medregnes.

Stk. 3. Den supplerende kapital må for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber ikke medregnes med mere end 100 pct. af kernekapitalen efter fradrag i medfør af § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5.

Stk. 4. For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan den supplerende kapital medregnes med et beløb, der svarer til det mindste af

  1. 100 pct. af kernekapitalen efter fradrag,

  2. halvdelen af kapitalkravet.

Stk. 5. Den ansvarlige lånekapital med fast løbetid i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan højst udgøre et beløb, der svarer til det mindste af

  1. en tredjedel af kernekapitalen efter fradrag,

  2. en fjerdedel af kapitalkravet.

§ 136. Ansvarlig lånekapital medregnes i basiskapitalen, hvis følgende betingelser er opfyldt, jf. dog § 135, stk. 3:

  1. Långivers krav skal være efterstillet al anden ikkeefterstillet gæld.

  2. Beløbet skal være indbetalt.

  3. Tilbagebetaling før forfaldstidspunkt må ikke kunne ske på långiverens initiativ eller uden Finanstilsynets tilladelse.

  4. Beløbet må kun forfalde før det aftalte forfaldstidspunkt, hvis den finansielle virksomhed træder i likvidation eller erklæres konkurs.

  5. Virksomhedens øverste myndighed skal kunne nedskrive den ansvarlige lånekapital og ikkebetalte renter, hvis egenkapitalen er tabt og aktie-, garanti- eller andelskapitalen er nedskrevet til nul, eller hvis egenkapitalen i seriereservefonde i realkreditinstitutter er tabt.

  6. Betaling af renter kan udskydes, hvis basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet.

  7. Ikkebetalte renter, der er udskudt i medfør af nr. 6, må kun forfalde til betaling, hvis kapitalkravet på ny overholdes eller forfaldsdatoen indtræder.

  8. For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser gælder, at

a) den oprindelige løbetid er på mindst 5 år og

b) ændringer i låneaftalen skal godkendes af Finanstilsynet.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, nr. 3, er betinget af, at basiskapitalen efter tilbagebetalingen ikke er mindre end kapitalkravet.

Stk. 3. Nedskrivning efter stk. 1, nr. 5, kan kun ske, hvis den finansielle virksomhed efterfølgende enten tilføres ny kapital, således at kapitalkravet opfyldes, eller ophører uden tab for ikke efterstillede kreditorer. Den ansvarlige lånekapital og ikkebetalte renter kan kun nedskrives med et beløb, som forud er godkendt af de eksterne revisorer og Finanstilsynet.

Stk. 4. Den ansvarlige lånekapital, der medregnes ved opgørelsen af basiskapitalen, reduceres med

  1. 25 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end 3 år og mere end eller 2 år til forfald,

  2. 50 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end 2 år og mere end eller 1 år til forfald,

  3. 75 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end 1 år til forfald,

  4. beholdningen af egen ansvarlig lånekapital samt egen ansvarlig lånekapital, der er stillet som sikkerhed for lån eller garantier, reduceret efter nr. 1-3.

Stk. 5. Rentestigninger på ansvarlig lånekapital må tidligst finde sted 3 år efter udstedelsen. Hvis der er aftalt en eller flere stigninger i renten, anses den ansvarlige lånekapital for at forfalde på tidspunktet for rentestigningen, hvis summen af rentestigninger overstiger 150 basispunkter fratrukket swapspændet på udstedelsesdagen. Ved swapspændet forstås forskellen mellem renteforhøjelsens rentegrundlag og udstedelsens oprindelige rentegrundlag.

Stk. 6. Finanstilsynet kan tillade, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet til enhver tid kan erhverve egen ansvarlig lånekapital til eje eller sikkerhed på op til 3 pct. af den samlede udstedte kapital, dog maksimalt 10 pct. af en enkelt udstedelse.

Stk. 7. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra grænsen i stk. 5, 2. pkt.

§ 137. Finanstilsynet kan efter ansøgning tillade, at tillæg for mulig tillægspræmie i gensidige skadeforsikringsselskaber kan medregnes efter § 135, stk. 1, nr. 7, hvis præmien er variabel i henhold til den indgåede forsikringsaftale, således at præmien kan forhøjes under hensyntagen til forsikringsbestandens risikoforløb, og hvis tillægspræmien kunne være afkrævet forsikringstageren i løbet af året.

Stk. 2. Beløb efter stk. 1 kan tidligst indgå fra og med ultimo det år, hvor tillægspræmien kan opkræves.

Stk. 3. Beløb efter stk. 1, der er afkrævet forsikringstageren, kan ikke medregnes efter § 135, stk. 1, nr. 7.

§ 138. For særlige bonushensættelser (type A) efter § 135, stk. 1, nr. 8, der er en del af de forsikringsmæssige hensættelser, gælder:

  1. De er for alle eller en del af selskabets forsikringer opbygget af midler fra forsikringernes andel af det realiserede resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3.

  2. De er knyttet til forsikringerne individuelt eller kollektivt på en sådan måde, at den enkelte forsikrings andel med tilhørende afkast, jf. nr. 5, til enhver tid kan beregnes.

  3. De indgår ikke beløbsmæssigt som en del af bestanden af forsikringsaftaler ved beregning af den andel af det realiserede resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3, som skal tilføres bestanden.

  4. Overførsel til de enkelte forsikringer af den til forsikringen knyttede andel skal senest foretages samtidig med udbetaling af ydelser under forsikringen.

  5. De tildeles løbende en forrentning på basis af en rentesats, der af selskabet er fastsat med henblik på, at forrentningen skal svare til, hvad ansvarlig lånekapital ville kunne opnå på markedsmæssige vilkår.

  6. De kan anvendes til at dække alle selskabets tab og ethvert ikkeefterstillet krav mod selskabet, når egenkapitalen er tabt.

  7. Den individuelle og den forholdsmæssige kollektive andel, jf. nr. 2, kan medtages ved opsigelse af forsikringen og skal medgå fuldt ud ved beregning af tilbagekøbsværdier og ved overførsler fra et selskab til et andet ved jobskifte, jf. § 20, stk. 1, nr. 7. Andelen skal være i forhold til den andel, som den forsikrede har bidraget til opbygningen af. Særlige bonushensættelser kan dog kun medtages, såfremt kernekapitalelementerne i selskabet udgørende indbetalt aktie- og garantikapital, overskud ved emission, andre reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, overført overskud eller underskud, medlemskonti, særlige bonushensættelser af type B og årets løbende resultat tilsammen udgør mere end en tredjedel af solvenskravet eller tilsammen udgør et beløb større end minimumskapitalkravet.

  8. Selskabet skal overholde den oplysningsforpligtelse, der påhviler selskaber, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked efter § 27, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.

§ 139. Ved opgørelse af basiskapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber fradrages halvdelen af følgende beløb:

  1. Den andel af kapitalkravet i et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets aktie- og garantikapital. Har forsikringsselskabet ikke vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes ved beregningen det kapitalkrav, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog mindst det kapitalkrav, der ville være fremkommet, hvis forsikringsselskabet havde vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark. Fradraget efter 1. pkt. reduceres med et beløb svarende til forskellen mellem

a) et beløb svarende til den andel af et datterforsikringsselskabs eller en associeret forsikringsvirksomheds basiskapital, som svarer til den ejede andel af selskabskapitalen, og

b) den værdi, den pågældende ejerandel indgår med i balancen med tillæg af værdien af ansvarlig lånekapital, herunder ansvarlig lånekapital fra andre koncernvirksomheder, til datterforsikringsselskabet eller den associerede forsikringsvirksomhed, når ansvarlig lånekapital medregnes i datterforsikringsselskabets eller den associerede forsikringsvirksomheds basiskapital efter § 135, stk. 1, nr. 1.

  1. Kapitalandele i andre kredit- og finansieringsinstitutter, der udgør mere end 10 pct. af disses aktie-, garanti- eller andelskapital, som ikke er omfattet af stk. 2, nr. 1, jf. dog stk. 7 og 8. Endvidere fradrages pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets og investeringsforvaltningsselskabets efterstillede kapitalindskud i de nævnte virksomheder, som ikke er omfattet af fradrag i medfør af § 145, stk. 11, jf. § 131, stk. 1, nr. 4.

  2. Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i andre kredit- og finansieringsinstitutter, som ikke er omfattet af nr. 2, stk. 2, nr. 1, eller af fradrag i medfør af § 145, stk. 11, jf. § 131, stk. 1, nr. 4, og som overstiger 10 pct. af basiskapitalen, jf. § 128, stk. 1, uden de i nr. 1 og 2 samt § 131, stk. 2, nr. 2-5, nævnte fradrag, jf. dog stk. 7 og 8.

  3. Et negativt beløb, som fremkommer, ved at der fra de regnskabsmæssige værdireguleringer og hensættelser på aktiver og forpligtelser uden for handelsbeholdningen bortset fra kapitalandele, aktiver omfattet af en securitisering, securitiseringspositioner og materielle aktiver uden modparter fratrækkes opgørelsen af forventede tab på de pågældende aktiver og forpligtelser, jf. § 143, stk. 1, nr. 7.

  4. Et beløb, der svarer til det forventede tab på kapitalandele uden for handelsbeholdningen, når opgørelsen af de risikovægtede poster for kapitalandele uden for handelsbeholdningen opgøres på basis af enkle risikovægte eller efter den mere avancerede metode baseret på beregning af risikoparametre (PD/LGD-metoden), jf. § 143, stk. 1, nr. 7.

  5. Det beløb, der svarer til værdien af overførte betalinger, værdipapirer, valuta og råvarer i tilfælde af handler med leveringsrisiko og tillæg for eventuel positiv værdi af kontrakten, når modpartens levering eller betaling ikke har fundet sted 5 dage efter forfald, bortset fra beløb, der er fradraget i medfør af § 145, stk. 11, jf. § 131, stk. 1, nr. 4.

  6. Et beløb, der svarer til værdien af securitisationpositioner, der efter reglerne udstedt i medfør af § 143, stk. 1, nr. 1, tildeles en risikovægt på 1.250 pct., medmindre beløbet indgår i opgørelsen af de risikovægtede poster eller securitiseringspositionen indgår i engagementer, der fradrages i medfør af § 145, stk. 11, jf. § 131, stk. 1, nr. 4.

Stk. 2. Ud over de i stk. 1 nævnte fradrag, fradrages følgende:

  1. Direkte og indirekte ejede kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder, der er kreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og finansieringsinstitutter, som ikke er omfattet af fradrag i medfør af § 145, stk. 11, jf. § 131, stk. 1, nr. 4, jf. dog 2. pkt. og stk. 7 og 8. Kapitalandele i finansieringsinstitutter, hvis hovedvirksomhed er at erhverve kapitalandele eller omsættelige pantebreve eller at udføre forretninger for egen regning med et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter, skal ikke fradrages. Indirekte ejede kapitalandele, som er fradraget af et datterforsikringsselskab, kreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab eller et associeret forsikringsselskab, kreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab efter stk. 1, nr. 2, eller § 131, stk. 4, nr. 2, og indirekte ejede kapitalandele, som er fradraget eller undtaget af et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab efter § 131, stk. 7, skal ikke fradrages.

  2. Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele i en anden virksomhed eller virksomheder i samme koncern, samt belånte kapitalandele i en anden virksomhed, som ikke er omfattet af nr. 1 og stk. 1, nr. 1-3, der overstiger 15 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1 og stk. 1, jf. dog stk. 8 og 9, og uden tillæg i medfør af § 135, stk. 1, nr. 4, og fradrag i medfør af stk. 1, nr. 4 og 5.

  3. Det beløb, der svarer til summen af kvalificerede andele i andre virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 1 og 2 og stk. 1, nr. 1-3, og som overstiger 60 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1 og stk. 1, jf. dog stk. 8 og 9, og uden tillæg i medfør af § 135, stk. 1, nr. 4, og fradrag i medfør af stk. 1, nr. 4 og 5.

Stk. 3. Reduktionen i fradraget i stk. 1, nr. 1, kan dog ikke overstige det fradrag, der foretages efter stk. 1, nr. 1, 1. pkt.

Stk. 4. Beløbet i stk. 1, nr. 1, litra a, opgøres før fradrag for direkte og indirekte ejede aktiver efter § 131, stk. 4, nr. 3, i det omfang disse aktiver allerede er omfattet af denne bestemmelse ved opgørelsen af basiskapitalen i den ejende virksomhed. Hvis det pågældende datterforsikringsselskab eller den pågældende associerede forsikringsvirksomhed ved opgørelsen af stk. 1, nr. 1, litra a og b, selv besidder datterforsikringsselskaber eller associerede forsikringsvirksomheder, opgøres basiskapitalen i § 130, stk. 1, nr. 5, litra a, før fradrag for disse selskabers kapitalkrav, når selskabernes kapitalkrav allerede er fradraget efter § 131, stk. 4, nr. 1. Beløbet i stk. 1, nr. 1, litra a, opgøres endvidere før fradrag efter § 131, stk. 4, nr. 2, hvis de pågældende virksomheder indgår i konsolideringen efter kapitel 12.

Stk. 5. De i stk. 1, nr. 4 og 5, nævnte beløb medtages kun for aktiver og forpligtelser, hvor de risikovægtede poster uden for handelsbeholdningen opgøres ved anvendelse af en intern metode, jf. § 143, stk. 3.

Stk. 6. Såfremt fradragene efter stk. 1 er større end den supplerende kapital, fradrages den overskydende del i kernekapitalen.

Stk. 7. Kapitalandele i kredit- og finansieringsinstitutter skal ikke fradrages i basiskapitalen, når kapitalandelene er erhvervet midlertidigt og erhvervelsen er sket som et led i en rekonstruktion. Andelen af kapitalkravet i et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab, jf. stk. 1, nr. 1, skal endvidere ikke fradrages, hvis virksomheden er erhvervet midlertidigt og erhvervelsen er sket som et led i en rekonstruktion.

Stk. 8. Kapitalandele i kredit- og finansieringsinstitutter, som sammen med pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet er omfattet af konsolidering, jf. kapitel 12, skal ikke fradrages i basiskapitalen. Dette gælder ligeledes for efterstillede kapitalindskud i kredit- og finansieringsinstitutter omfattet af konsolideringen.

Stk. 9. Ved opgørelsen af beløbene i stk. 2, nr. 2 og 3, indgår endvidere aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v.

Stk. 10. Ved opgørelsen af beløbene i stk. 2, nr. 2 og 3, indgår ikke beløb omfattet af fradrag i medfør af § 145, stk. 11, jf. § 131, stk. 1, nr. 4.

§ 140. I realkreditinstitutter kan kravet til basiskapitalen i serier med tilbagebetalingspligt, der er åbnet før den 1. januar 1973, opfyldes med den del af seriereservefondene i realkreditinstitutter i serier med tilbagebetalingspligt, der modsvarer kravet i § 124, stk. 8.

Stk. 2. I serier med tilbagebetalingspligt, der er åbnet før den 1. januar 1973, kan seriereservefonde i realkreditinstitutter i serier, hvor der ikke er tilbagebetalingspligt til låntagerne, samt den del af seriereservefondene i serier med tilbagebetalingspligt, jf. § 25 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., som ikke kan komme til udbetaling, og som ikke medgår til dækning af kravet til seriens basiskapital, medregnes ved opfyldelsen af kravet til basiskapital for realkreditinstitutter i øvrigt.

§ 141. Til investeringsforvaltningsselskabets portefølje, jf. § 125, stk. 3, medregnes formuen i foreninger, som investeringsforvaltningsselskabet er godkendt til at administrere.

Stk. 2. Porteføljer, som investeringsforvaltningsselskabet har fået tildelt at forvalte efter reglerne om delegation, skal ikke medregnes til selskabets portefølje, jf. § 125, stk. 3.

§ 142. Ved de risikovægtede poster for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber forstås et mål for den samlede risiko for tab forbundet med virksomhedens aktiviteter. Dette mål fremkommer ved anvendelse af risikovægte for opgørelsen af poster med kreditrisiko, aktierisiko, renterisiko, valutarisiko, råvarerisiko, operationel risiko og risiko på materielle aktiver m.v.

Stk. 2. Ved de risikovægtede poster for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser forstås poster, der er korrigeret for forsikringstype, løbetid, særlige forhold i genforsikring, gennemsnitlige præmiegrundlag, administrationsomkostninger og erstatningsudgifter samt andre poster i risikosummen.

§ 143. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for

  1. opgørelse af de risikovægtede poster,

  2. opgørelser efter § 124, stk. 1 og 4, § 125, stk. 1 og 7, og § 126, stk. 1 og 8,

  3. indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet, solvensbehovet og basiskapitalen,

  4. opgørelse af aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v.,

  5. opgørelse af selskabets faste omkostninger, jf. § 125, stk. 5,

  6. betingelser for nedsættelse af minimumskapitalkravet, jf. § 126, stk. 5,

  7. godkendelse af kreditvurderingsinstitutter og kreditvurderingsinstitutters offentliggørelse af oplysninger om kreditvurderinger og metoder,

  8. opgørelse af forskellen mellem de forventede tab og de regnskabsmæssige værdireguleringer og hensættelser, jf. § 135, stk. 1, nr. 4, og § 139, stk. 1, nr. 4, og de forventede tab efter § 139, stk. 1, nr. 5, og

  9. informationsforpligtelser vedrørende kapitalforhold.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for pengeinstitutters, realkreditinstitutters, fondsmæglerselskabers og investeringsforvaltningsselskabers oplysningsforpligtelse over for kunder om deres rating.

Stk. 3. For pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber kan de risikovægtede poster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af interne metoder til opgørelse af risikovægtede poster. Anvendelse af interne metoder kræver tilladelse af Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om tilladelse til at anvende interne metoder.

Særlige regler om tvangsindløsning for pengeinstitutter

§ 144. I et pengeinstitut, der ikke opfylder kapitalkravet i § 127, og hvor Finanstilsynet har fastsat en frist efter § 225, stk. 1 og 3, kan bestyrelsen efter anmodning fra en aktionær, der ejer 70 pct. eller mere af aktierne i pengeinstituttet, træffe beslutning med almindelig stemmeflerhed om at indløse de øvrige aktionærers aktier i pengeinstituttet. Det samme gælder tilfælde, hvor anmodningen fremsættes af en aktionær, som efter en kapitaltilførsel, der er led i en rekonstruktionsplan, kommer til at eje 70 pct. eller mere af aktierne i pengeinstituttet, selv om pengeinstituttet som følge af kapitaltilførslen atter opfylder kapitalkravet i § 127. Bestyrelsens beslutning om tvangsindløsning af aktier skal godkendes af Finanstilsynet. Indløsning af aktier skal foretages senest 30 dage efter anmodningen efter 1. pkt.

Stk. 2. Bestyrelsen skal samtidig indbyde aktionærerne til et orienterende møde vedrørende tvangsindløsningen. Dette møde skal afholdes senest otte dage efter beslutningen, og de nødvendige omkostninger herved afholdes af den, efter hvis anmodning tvangsindløsningen sker.

Stk. 3. De minoritetsaktionærer, der er omfattet af en beslutning om indløsning af aktier, jf. stk. 1, skal skriftligt anmodes om senest 3 dage efter anmodningens modtagelse at overdrage deres aktier til den aktionær, der er nævnt i stk. 1. Anmodningen skal indeholde oplysning om vilkårene for indløsningen og vurderingsgrundlaget for indløsningskursen. Værdien af pengeinstituttets aktier fastsættes ud fra aktiernes handelsværdi af den revisor, der er valgt af pengeinstituttets generalforsamling.

Stk. 4. Købesummen skal være erlagt eller deponeret senest 3 dage efter, at indløsningen er gjort gældende over for aktionærerne. Dette gælder også for købesummen for aktier, der indkaldes via Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system, jf. bestemmelserne herom i selskabsloven.

Stk. 5. Indløsningen og overdragelsen af aktier anses for endelige på tidspunktet for købesummens erlæggelse eller deponering, jf. stk. 4. I tilfælde af uenighed om aktiernes prisfastsættelse afgøres denne efterfølgende på en af parternes begæring af to af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer udpegede revisorer. Afgørelsen kan indbringes for retten senest 2 uger efter modtagelsen af revisorernes afgørelse.