Årsregnskabsloven § 78
§ 78. En virksomhed, der er omfattet af regnskabsklasse C, skal udarbejde en årsrapport, der i det mindste består af en ledelsespåtegning, balance, resultatopgørelse, pengestrømsopgørelse, noter, herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis og opgørelse over bevægelserne i egenkapitalen, samt en ledelsesberetning. Når et årsregnskab og et eventuelt koncernregnskab er revideret, indgår revisionspåtegningen m.v. i årsrapporten, jf. § 135, stk. 1 og 5. Ud over reglerne i §§ 11-17 finder § 19, stk. 1 og 3, og § 20, stk. 2, anvendelse. Endvidere finder reglerne i §§ 23-76 og 79-101 anvendelse. Kommer regler i §§ 23-76 i strid med regler i §§ 79-101, har reglerne i §§ 79-101 forrang. Ønsker virksomheden at aflægge årsrapport efter internationale regnskabsstandarder, finder § 137 anvendelse.
Stk. 2. Hvis en modervirksomheds oplysninger er de samme som koncernens oplysninger, kan modervirksomheden undlade at give oplysningerne i sit eget årsregnskab og ledelsesberetning.
Stk. 3. Første gang en virksomhed, der har været omfattet af regnskabsklasse A eller B, aflægger årsrapport efter reglerne i regnskabsklasse C, kan virksomheden benytte sig af følgende lempelser:
-
Ved indregning af omkostninger, der kun indirekte kan henføres til et fremstillet anlægs- eller omsætningsaktiv, jf. § 82, kan virksomheden nøjes med at tillægge disse indirekte omkostninger til aktiver, der fremstilles fra og med regnskabsåret.
-
Indregning af immaterielle aktiver i form af udviklingsprojekter, jf. § 83, kan ske således, at alene forhold, der opstår fra og med regnskabsåret, indgår.
-
Indregning af aktiver, der ikke ejes af virksomheden, jf. § 83 a, kan ske således, at alene forhold, der opstår fra og med regnskabsåret, indgår.
-
Indregning efter produktionsmetoden, jf. § 83 b, kan ske således, at alene forhold, der opstår fra og med regnskabsåret, indgår.
-
For de poster i årsregnskabet, som påvirkes af ændringer i indregningsmetoder og målegrundlag, kan sammenligningstal efter § 24 og § 101, stk. 1, nr. 2, for perioder, der ligger før regnskabsåret, opgøres efter de hidtil anvendte metoder.
Klassifikation og opstilling
Kilde: Retsinformation.dk