← Årsregnskabsloven

§ Årsregnskabsloven · kapitel 35 af 50

Kapitel 10 – Indregning og måling

LBK nr 323 af 11/04/2011

Balancen

§ 82. Virksomheden skal i kostprisen for de anlægs- og omsætningsaktiver, den har fremstillet, jf. §§ 40 og 44, indregne de omkostninger, der indirekte kan henføres til det pågældende produkt, hvis omkostningerne vedrører fremstillingsperioden.

§ 83. Store virksomheder skal indregne udviklingsprojekter, der tilsigter at udvikle et bestemt produkt eller en bestemt proces, som virksomheden har til hensigt at fremstille henholdsvis benytte i produktionen. Herunder hører patenter, koncessioner og andre immaterielle aktiver, som følger af et udviklingsprojekt.

§ 83 a. Virksomheden skal indregne aktiver, der ikke ejes af virksomheden, når virksomheden har alle væsentlige risici og fordele forbundet med ejendomsretten over aktivet.

Resultatopgørelse

§ 83 b. Virksomheder, der i henhold til aftale udfører entreprisearbejder eller serviceopgaver for fremmed regning, skal indregne indtægter og omkostninger i takt med arbejdernes udførelse efter produktionsmetoden.

§ 84. (Ophævet).

§ 85. (Ophævet).

Pengestrømsopgørelsen

§ 86. I pengestrømsopgørelsen skal ind- og udbetalinger indregnes på betalingstidspunktet, uanset hvornår indregningen sker i resultatopgørelsen eller balancen.

Stk. 2. Pengestrømsopgørelsen skal i det mindste vise periodens pengestrømme fordelt på drifts-, investerings- og finansieringsaktiviteterne. Endvidere skal pengestrømsopgørelsen særskilt vise regnskabsårets forskydninger i likvider samt likviderne ved periodens begyndelse og slutning.

Stk. 3. De tilsvarende beløb for posterne i det foregående regnskabsår skal anføres. Er posterne ikke direkte sammenlignelige med det foregående års poster, skal sidstnævnte tilpasses. Virksomheden kan dog undlade at tilpasse sammenligningstal, hvis den manglende sammenlignelighed skyldes ændringer i virksomhedens aktiviteter. Poster i pengestrømsopgørelsen, som ikke indeholder noget beløb for regnskabsåret, skal kun medtages, hvis den foregående årsrapport indeholder en sådan post.

Stk. 4. En virksomhed kan undlade selv at udarbejde en pengestrømsopgørelse, hvis denne er indeholdt i en pengestrømsopgørelse for koncernen.