Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 84

§ 84. Økonomi- og erhvervsministeren nedsætter Fondsrådet, som består af 14 medlemmer. Rådet sammensættes således:

  1. En formand med økonomisk erhvervsmæssig sagkundskab.

  2. En næstformand med juridisk erhvervsmæssig sagkundskab.

  3. Et medlem med teoretisk regnskabsmæssig sagkundskab.

  4. Et medlem med teoretisk sagkundskab inden for kapitalmarkedsforhold.

  5. Et medlem med økonomisk finansiel indsigt, som indstilles af Danmarks Nationalbank.

  6. To forbrugerrepræsentanter, som indstilles af Forbrugerrådet og Dansk Aktionærforening i forening.

  7. To repræsentanter for udstedere af andre værdipapirer end realkreditobligationer, som indstilles af DI, Danmarks Rederiforening og Dansk Erhverv i forening.

  8. En repræsentant for realkreditobligationsudstederne, som indstilles af Realkreditrådet og Realkreditforeningen i forening eller hver for sig.

  9. En repræsentant for værdipapirhandlerne, som indstilles af Finansrådet og InvesteringsForeningsRådet i forening.

  10. En repræsentant for værdipapirhandlerne, som indstilles af Børsmæglerforeningen.

  11. En repræsentant for de institutionelle investorer, som indstilles af Forsikring & Pension, Foreningen af Firmapensionskasser, Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond i forening.

  12. En repræsentant for revisorerne, som indstilles af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer.

Stk. 2. Fondsrådet

  1. træffer bortset fra § 3, stk. 1, og § 86, stk. 2, afgørelser i sager af principiel karakter samt i sager, der har videregående betydelige følger for aktørerne på værdipapirmarkedet,

  2. rådgiver Finanstilsynet i forbindelse med dets udstedelse af regler og i forbindelse med principielle sager om god værdipapirhandelsskik og sager om god værdipapirhandelsskik, der har videregående betydelige følger for værdipapirmarkedet i henhold til § 3, samt

  3. bistår Finanstilsynet med dets informationsvirksomhed.

Stk. 3. Fondsrådet kontrollerer desuden, om regler for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter for udstedere af værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked, er overholdt, jf. § 83, stk. 2 og 3, og § 83 b.

Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren udpeger rådets medlemmer for op til 4 år ad gangen. Medlemmerne kan genudpeges.

Stk. 5. For hvert medlem udpeges en suppleant. Ved et medlems forfald deltager suppleanten på medlemmets vegne. For det medlem, der indstilles efter stk. 1, nr. 12, udpeges der yderligere 3 suppleanter. Fondsrådets formand beslutter, hvilken af disse yderligere suppleanter der i givet fald skal deltage i det enkelte møde.

Stk. 6. Ved rådets behandling af sager om god værdipapirhandelsskik, jf. stk. 2, nr. 2, indkaldes Forbrugerombudsmanden til at deltage i det pågældende dagsordenspunkt. Forbrugerombudsmanden har i sager om god værdipapirhandelsskik samme beføjelser som rådets medlemmer.

Stk. 7. I sager, hvor der skal foretages partshøring efter forvaltningsloven, omfatter adgangen til partshøring hele udkastet til afgørelse. Fristen for afgivelse af udtalelse skal udgøre mindst 3 uger, medmindre sagen allerede har været forelagt for Fondsrådet eller afgørelsen er af særlig hastende karakter.

Stk. 8. § 84 a finder anvendelse for medlemmerne og suppleanterne af rådet. 1. pkt. gælder dog ikke ved behandling af sager om udstedelse af regler om god værdipapirhandelsskik.

Stk. 9. Rådet træffer afgørelse med simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 10. Fondsrådet fastsætter sin egen forretningsorden, herunder regler om mulighed for foretræde for rådet. Forretningsordenen godkendes af økonomi- og erhvervsministeren.

Stk. 11. Fondsrådet kan delegere sin kompetence efter stk. 2, nr. 1, og stk. 3 til Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden for deres respektive ressortområder.

Kilde: Retsinformation.dk