Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 83
§ 83. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 12 b, stk. 1 og 2. Finanstilsynet påser endvidere overholdelsen af regler udstedt i medfør af § 31, stk. 8, i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder.
Stk. 2. Fondsrådet skal for udstedere af værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked, kontrollere, at reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 183-193 i lov om finansiel virksomhed, i §§ 55-56 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. og årsregnskabsloven er overholdt. Fondsrådet skal tillige kontrollere, at regler udstedt i medfør af § 196 i lov om finansiel virksomhed, § 68 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. og årsregnskabsloven er overholdt, ligesom Fondsrådet kontrollerer overholdelse af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder. Fondsrådet udøver i den forbindelse de beføjelser, der er tillagt Finanstilsynet i henhold til § 197 i lov om finansiel virksomhed og § 69 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., og de beføjelser, der er tillagt Fondsrådet i henhold til § 159 a i årsregnskabsloven. Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen virker som sekretariat for Fondsrådet og optræder på dettes vegne i den forbindelse.
Stk. 3. Kontrollen efter stk. 2 omfatter også kontrol af reglerne for finansiel information i års- og delårsrapporter fra udstedere fra lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, som disse regler er fastlagt i den regnskabslovgivning, de pågældende udstedere er omfattet af, jf. § 27, stk. 7. Ved udførelsen af kontrollen kan Fondsrådet
-
yde vejledning,
-
påtale overtrædelser,
-
påbyde, at fejl skal rettes, og at overtrædelser skal bringes til ophør, og
-
give påbud om ændring af et forhold, herunder påbud om offentliggørelse af ændrede eller supplerende oplysninger.
Stk. 4. Hvis det skønnes hensigtsmæssigt, kan Fondsrådet selv offentliggøre de pågældende oplysninger, offentliggøre påbuddet eller suspendere eller slette de berørte værdipapirer fra handel på et reguleret marked.
Stk. 5. Ved Fondsrådets kontrol af overholdelsen af regler for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i henhold til stk. 2-4 har Fondsrådet de beføjelser, der er tillagt Finanstilsynet i § 87, stk. 1-3 og 6, jf. dog § 83 b, stk. 3 og 4.
Stk. 6. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde anvende fremmed bistand. Fondsrådet kan i særlige tilfælde anvende fremmed bistand i forbindelse med rådets kontrol efter stk. 2-4.
Stk. 7. § 346, stk. 4, og § 356 i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov.
Stk. 8. Vedrører kontrollen efter stk. 3, 1. pkt., jf. stk. 2, en ikkefinansiel virksomhed, finder § 156, stk. 3, i årsregnskabsloven og regler, der er udstedt i medfør heraf, om betaling af en årlig afgift for den dermed forbundne kontrolaktivitet tilsvarende anvendelse.
Stk. 9. Finanstilsynet udarbejder årligt en liste over regulerede markeder til opfyldelse af artikel 47 i direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle instrumenter (MiFID-direktivet).
Stk. 10. Finanstilsynet afgiver i samarbejde med Forbrugerstyrelsen årligt til økonomi- og erhvervsministeren en rapport over status for udstedelse af regler om god værdipapirhandelsskik og om erfaringerne med reglernes anvendelse, jf. § 3, stk. 2.
Stk. 11. Regler udstedt i medfør af § 18, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 1, § 21, stk. 1, § 33, stk. 5, § 40, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, § 52, stk. 1 og 2, § 54, stk. 4, og § 71, stk. 1, samt ændringer heri skal anmeldes til Finanstilsynet.
Stk. 12. En clearingcentral skal meddele Finanstilsynet, hvem der deltager direkte eller indirekte i clearingcentralen, samt eventuelle ændringer heri.
Stk. 13. Finanstilsynet skal i tilrettelæggelsen af tilsynsvirksomheden overveje de potentielle konsekvenser for den finansielle stabilitet i andre lande inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Det gælder navnlig i forbindelse med krisesituationer. Finanstilsynet skal for betydningsfulde datterselskaber af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i § 7, stk. 1, nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, deltage i eventuelle samarbejdsfora om tilsynet med den samlede koncern.
Kilde: Retsinformation.dk