Europa-Parlamentsvalgloven § 47 a

§ 47 a. Hvis en dansk statsborger, der har fast bopæl i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, i forbindelse med en eventuel ansøgning om optagelse på valglisten til Europa-Parlamentsvalget i bopælslandet har afgivet en erklæring om, at vedkommende ikke har fortabt valgretten i Danmark, skal indenrigs- og sundhedsministeren, såfremt bopælslandet anmoder herom, bekræfte eller afkræfte en sådan erklæring.

Stk. 2. Anmodning om udstedelse af en valgbarhedsattest for en dansk statsborger, der ønsker at opstille som kandidat til valget i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, skal indgives til indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3. For en dansk statsborger, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, kan der ikke udstedes valgbarhedsattest.

Stk. 4. For en dansk statsborger, der ikke er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, kan udstedes valgbarhedsattest med det indhold, at indenrigs- og sundhedsministeren ikke har kendskab til, at den pågældende har fortabt sin valgbarhed til Europa-Parlamentet i Danmark. Hvis Folketinget tidligere har truffet afgørelse om, at den pågældende ikke er valgbar til Europa-Parlamentet, jf. § 6, stk. 2, skal oplysning herom påføres valgbarhedsattesten.

Kilde: Retsinformation.dk