§ Kommunal- og regionalvalgloven · kapitel 24 af 26
Kapitel 11 – Medlemmers udtræden og stedfortræderes indtræden i valgperioden
LBK nr 105 af 08/02/2011
§ 100. Mister et medlem sin valgbarhed, udtræder medlemmet af kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet, jf. dog § 102.
Stk. 2. Spørgsmålet, om et medlem har mistet sin valgbarhed, afgøres af kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet, jf. dog § 101.
§ 101. Gør et medlem af den nyvalgte kommunalbestyrelse henholdsvis det nyvalgte regionsråd gældende, at en kandidat på grund af straf ikke er valgbar, skal kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet forelægge spørgsmålet for Valgbarhedsnævnet, jf. § 105, der afgør, om medlemmet som følge heraf har mistet sin valgbarhed.
Stk. 2. Indsigelse mod en valgt kandidats valgbarhed på grund af straf skal fremsættes senest 3 måneder efter valgdagen.
Stk. 3. Indsigelse mod en stedfortræders valgbarhed på grund af straf skal fremsættes senest 2 måneder efter det første møde i kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet, som stedfortræderen er indkaldt til.
Stk. 4. Bliver et medlem straffet, skal kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet indberette dette til Valgbarhedsnævnet, der afgør, om medlemmet som følge heraf har mistet sin valgbarhed.
§ 102. Et medlem, der udtræder som følge af midlertidig fraflytning fra kommunen henholdsvis regionen, kan genindtræde i kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet, når den pågældende på ny tager fast bopæl i kommunen henholdsvis regionen, og såfremt dette sker senest 6 måneder efter fraflytningen.
Stk. 2. Hvis et medlem ønsker at genindtræde efter reglerne i stk. 1, skal den pågældende inden sin midlertidige fraflytning give kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet underretning herom.
§ 103. Et medlem skal efter anmodning fritages for sit medlemskab, såfremt medlemmet på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget for medlemskabet.
Stk. 2. Afgørelse om, hvorvidt en anmodning efter stk. 1 skal imødekommes, træffes af kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet.
Stk. 3. Afslag på anmodning om fritagelse efter stk. 1 kan indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren af det pågældende medlem senest 14 dage efter, at afslaget er givet.
§ 104. Når et medlem i valgperiodens løb udtræder eller dør, indtræder vedkommende stedfortræder efter reglerne i § 91 i det pågældende medlems sted.
§ 105. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et valgbarhedsnævn, der træffer afgørelse i spørgsmål om fortabelse af valgbarhed på grund af straf, jf. § 4, for så vidt angår medlemskab af kommunale og regionale råd samt andre offentlige hverv, der er betinget af valgbarhed til et kommunalt eller et regionalt råd.
Stk. 2. Valgbarhedsnævnet består af en formand og en næstformand, der beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren, og 4 andre medlemmer, hvoraf regionsrådene i forening udpeger ét og Kommunernes Landsforening tre. Foreningerne udpeger endvidere en stedfortræder for hvert af de 4 medlemmer. Formanden skal ved beskikkelsen være landsdommer eller højesteretsdommer. Beskikkelserne og valgene gælder for 4 år regnet fra den 1. april i året efter valgåret.
Stk. 3. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.