Vejloven § 34

§ 34. Når vedkommende vejbestyrelse finder, at der af færdselshensyn bør sikres en offentlig vej mulighed for udvidelse til en større bredde, eller at færdslens tarv i øvrigt gør det fornødent, kan den træffe bestemmelse om pålæg af byggelinjer. Byggelinjer fastlægges normalt i forhold til vejens midte. Pålægges byggelinjer på begge sider af vejen, må den indbyrdes afstand ikke overstige 100 m ved hovedlandeveje og andre rutenummererede veje og 50 m ved øvrige kommuneveje. Pålægges der kun en byggelinje på den ene side af vejen, må afstanden til den modsatte side af vejen ikke overstige de nævnte mål.

Stk. 2. Såfremt det af hensyn til sikring af fri oversigt ved vejkryds måtte være ønskeligt at fastlægge en anden beliggenhed af byggelinjen end den i stk. 1 angivne, kan vejbestyrelsen træffe bestemmelse herom.

Stk. 3. På arealer, der ligger foran en byggelinje, må der ikke opføres ny bebyggelse, herunder ved tilbygning eller ved genopførelse af nedbrændt eller nedreven bebyggelse, ligesom der ikke må foretages væsentlige forandringer i eksisterende bebyggelse. På sådanne arealer må heller ikke indrettes sportspladser, kirkegårde, tankanlæg, grusgrave eller andre anlæg af blivende art.

Stk. 4. Såfremt en bebyggelse mv. ikke opføres med jordlinjen i fremtidig vejhøjde, må den ikke uden vejbestyrelsens samtykke opføres i byggelinjen eller vejlinjen, men skal rykkes så meget længere tilbage, som svarer til 2 gange højdeforskellen foruden den fornødne bredde til passage, mindst 1 m.

Kilde: Retsinformation.dk