Miljøbeskyttelsesloven § 9 t

§ 9 t. I §§ 9 u-9 z forstås ved:

  1. Batteri eller akkumulator: Enhver elektrisk energikilde, som dannes ved direkte omdannelse af kemisk energi, og som består af en eller flere primære battericeller, der ikke kan genoplades, eller af en eller flere sekundære battericeller, der kan genoplades, bortset fra batterier og akkumulatorer, som benyttes i

a) udstyr med tilknytning til beskyttelsen af Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser, våben, ammunition og andet udstyr, bortset fra produkter, der ikke er fremstillet til specifikt militære formål, eller

b) udstyr, der er beregnet til opsendelse i rummet.

  1. Batteripakke: Enhver samling af batterier eller akkumulatorer, der er forbundne, indkapslet eller forbundne og indkapslet til en samlet enhed, som slutbrugeren ikke skal kunne dele eller åbne.

  2. Bærbart batteri eller bærbar akkumulator: Ethvert batteri eller knapcellebatteri eller enhver batteripakke eller akkumulator, der

a) er forseglet,

b) kan være håndholdt og

c) ikke er et industribatteri eller en industriakkumulator eller et bilbatteri eller en bilakkumulator.

  1. Knapcellebatteri: Ethvert lille rundt bærbart batteri eller enhver lille rund bærbar akkumulator, hvor diameteren er større end højden, til anvendelse i specialudstyr, herunder høreapparater, armbåndsure, mindre bærbart udstyr og nødstrøm.

  2. Bilbatteri eller -akkumulator: Ethvert batteri eller enhver akkumulator, der leverer strøm til startmotor, lygter og tændingsanlæg.

  3. Industribatteri eller -akkumulator: Ethvert batteri eller enhver akkumulator, der udelukkende er udviklet til industrielle eller erhvervsmæssige formål eller anvendes i enhver form for elektriske køretøjer.

  4. Udtjent batteri eller akkumulator: Ethvert batteri, der er affald i henhold til regler fastsat i medfør af § 44.

  5. Producenter og importører: Enhver i Danmark, som for første gang erhvervsmæssigt markedsfører batterier eller akkumulatorer, herunder hvis disse er indbyggede i udstyr eller køretøjer i Danmark. Ved markedsføring forstås overdragelse eller tilrådighedsstillelse til tredjemand mod eller uden vederlag, herunder indførsel i det danske toldområde.

Kilde: Retsinformation.dk