Kemikalieloven § 48

§ 48. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet er af underordnet betydning.

Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte situationer skal tilsynsmyndigheden meddele den for forholdet ansvarlige, at det ulovlige forhold, herunder salg af stoffet, produktet eller varen, skal bringes til ophør. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden derudover påbyde den ansvarlige straks eller inden for en nærmere angivet frist for egen regning at

  1. give efterfølgende oplysning om faren ved stoffet, produktet eller varen, og hvordan faren kan forebygges,

  2. afhjælpe forhold, som er årsag til faren,

  3. tilbagetage stoffet, produktet eller varen fra markedet og

  4. destruere stoffet, produktet eller varen på forsvarlig vis.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan, når det skønnes påkrævet, oplyse offentligheden om farerne ved et stof, et produkt eller en vare.

Stk. 4. Såfremt tilsynsmyndigheden ikke modtager oplysninger, der er nævnt i § 38 d, om sammensætningen af et stof, et produkt eller en vare, kan tilsynsmyndigheden forbyde import, salg eller anvendelse af stoffet, produktet eller varen eller påbyde producenten eller importøren inden for en bestemt frist at udføre eller lade udføre de nødvendige undersøgelser til dokumentation for, at stoffet, produktet eller varen opfylder de fastsatte krav.

Stk. 5. Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-4 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kilde: Retsinformation.dk