Kemikalieloven § 35 a

§ 35 a. Oplysninger om ét eller flere nye aktivstoffer, som en ansøger har indsendt i forbindelse med godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, må ikke lægges til grund til fordel for en senere ansøger, medmindre

  1. der foreligger en aftale herom med den første ansøger, eller

  2. der er forløbet ti år fra optagelsen af det aktive stof på bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler eller fem år fra den dag, hvor der er truffet afgørelse om optagelsen på bilag I på grundlag af supplerende oplysninger. Udløber femårsperioden før tiårsperioden, forlænges beskyttelsesperioden for de supplerende oplysninger, således at den udløber samtidig med tiårsperioden.

Stk. 2. Ved et nyt aktivstof i stk. 1 forstås et aktivstof, der ikke senest den 26. juli 1993 har været solgt eller importeret som del i et plantebeskyttelsesmiddel i et land, der er medlem af Den Europæiske Union.

Stk. 3. Oplysninger om et aktivstof, der ikke er omfattet af stk. 2, kan frit lægges til grund til fordel for en senere ansøger om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel. Dog kan supplerende oplysninger, der indsendes efter den første optagelse på bilag I, ikke anvendes til fordel for en senere ansøger i en periode på fem år regnet fra afgørelsen, der er truffet på grundlag af de supplerende oplysninger.

Stk. 4. Oplysninger om plantebeskyttelsesmidler, hvor aktivstoffet eller ét af aktivstofferne er optaget på bilag I, og som en ansøger har indsendt i forbindelse med godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, må ikke lægges til grund til fordel for en anden ansøger, medmindre

  1. der er truffet aftale herom med den første ansøger, eller

  2. der er gået ti år fra den første godkendelse efter optagelsen i et land, der er medlem af Den Europæiske Union.

Kilde: Retsinformation.dk