← Bekendtgørelse af lov om miljø og genteknologi

§ Bekendtgørelse af lov om miljø og genteknologi · kapitel 4 af 6

Kapitel 4 – Administrative bestemmelser

LBK nr 869 af 26/06/2010

§ 26. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til den eller de for de pågældende forhold ansvarlige.

Stk. 2. Afgørelser meddeles samtidig skriftligt til

  1. klageberettigede personer, institutioner, organisationer og myndigheder, jf. § 30, og

  2. andre berørte myndigheder.

Stk. 3. Underretning til de i stk. 2, nr. 1, nævnte privatpersoner kan finde sted ved offentlig annoncering.

§ 27. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.

Stk. 3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.

Stk. 4. Efter forhandling med den pågældende minister kan miljøministeren fastsætte regler om andre myndigheders eller institutioners medvirken ved varetagelsen af opgaver efter loven. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse.

§ 28. Miljøministeren fastsætter med henblik på gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger på naturbeskyttelsesområdet regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår der kan meddeles godkendelser efter § 9.

§ 29. Hvis det skønnes nødvendigt, har myndighederne efter loven og personer, der af disse myndigheder er bemyndiget hertil, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at udøve de beføjelser, loven eller regler fastsat med hjemmel i loven tillægger dem.

Stk. 2. Politiet yder bistand hertil. Justitsministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Miljømyndighederne har adgang til at foretage undersøgelser, fotografere, kopiere eller medtage dokumenter samt medtage andre genstande uden vederlag, herunder prøver af genetisk modificerede organismer og produkter eller varer, der er reguleret i medfør af loven. Tilsvarende skal den, som besidder genetisk modificerede organismer, uden vederlag efter anmodning udtage, emballere og forsende prøver til undersøgelse efter myndighedens nærmere bestemmelse. Kvittering for medtagne genstande skal udleveres. Producenten eller importøren af en udtaget produkt- eller vareprøve eller prøve af genetisk modificerede organismer er forpligtet til at godtgøre en detailforhandler prøvens fakturapris eller levere et tilsvarende eksemplar mod forevisning af kvitteringen.

Stk. 4. I forbindelse med de i stk. 1 og 3 nævnte tilfælde skal den ansvarlige og beskæftigede personer yde miljømyndighederne fornøden vejledning og hjælp.

§ 29 a. (Ophævet)