Almenboligloven § 92
§ 92. Landsbyggefonden kan af de midler, der er overført til landsdispositionsfonden, yde støtte som lån eller tilskud til almene boligafdelinger, hvor der er så væsentlige økonomiske problemer, at disse vil kunne vanskeliggøre afdelingens videreførelse. Støtten kan ydes til finansiering af nødvendigt udbedrings-, opretnings- og vedligeholdelsesarbejder samt til miljøforbedrende og andre foranstaltninger, herunder til udligning af opsamlede driftsunderskud.
Stk. 2. Landsbyggefonden kan i perioden 2003-2008 af de midler, der er overført til landsdispositionsfonden, og inden for en årlig ramme på 12,5 mio. kr. yde tilskud til almene boligafdelinger med væsentlige økonomiske problemer eller problemer af anden karakter til dækning af de udgifter, som disse afdelinger afholder i forbindelse med de foranstaltninger, der er nævnt i § 37, stk. 2. Landsbyggefonden kan endvidere anvende midlerne til at iværksætte forebyggende arbejde fælles for flere afdelinger. Landsbyggefondens tilskud kan udgøre indtil 50 pct. af udgiften til de nævnte foranstaltninger. Den resterende udgift afholdes af kommunalbestyrelsen og boligorganisationen. Den i 1. pkt. nævnte ramme reguleres den 1. januar 2004 og den 1. januar 2005 med udviklingen i det summariske brancheopdelte lønindeks. Derefter reguleres rammen hvert år med udviklingen i lønindekset for den private sektor, første gang den 1. januar 2006.
Stk. 3. Landsbyggefonden kan efter tilsvarende regler og til samme formål som nævnt i stk. 1 yde støtte til almene ungdomsboliger og til almene ældreboliger ejet af en selvejende institution, en kommune eller en region samt til friplejeboliger etableret efter § 10, stk. 1, eller § 11, stk. 2, nr. 3, i lov om friplejeboliger. 1. pkt. finder ikke anvendelse for universitetsnære almene ungdomsboliger efter § 115, stk. 6.
Kilde: Retsinformation.dk