Pensionsloven § 72 d
§ 72 d. Til folkepensionister, som inden den 1. januar i det pågældende år er berettiget til pension, jf. § 12, og som opfylder betingelserne i stk. 2-6, udbetales en årlig supplerende pensionsydelse på op til 10.000 kr.
Stk. 2. Den supplerende pensionsydelse udbetales ikke, hvis pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers samlede likvide formue overstiger formuegrænsen for tildeling af helbredstillæg, jf. § 49, stk. 1, nr. 7. Den likvide formue opgøres pr. 1. januar efter § 14 b, stk. 2 og 3, og § 14 c på grundlag af de oplysninger, der efter skattekontrollovens afsnit II senest er indberettet til skattemyndighederne, og på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers oplysninger om likvid formue.
Stk. 3. Indtægtsgrundlaget for den supplerende pensionsydelse opgøres på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers samlede indtægter. Den samlede indtægt opgøres pr. 1. januar efter § 29, stk. 1-6, på grundlag af den senest slutlignede indkomst eller på grundlag af den forventede fremtidige indtægt, såfremt indtægtsgrundlaget er ændret mere end rent midlertidigt. Den opgjorte indtægt nedsættes ved beregning af den supplerende pensionsydelse med et fradrag, jf. § 49, stk. 1, nr. 6.
Stk. 4. Den supplerende pensionsydelse nedsættes afhængigt af den personlige tillægsprocent beregnet efter § 49, stk. 5.
Stk. 5. For folkepensionister, der er berettiget til et antal fyrretyvendedele af fuld folkepension efter § 5, stk. 2, nedsættes den beregnede supplerende pensionsydelse i forhold til det fastsatte antal fyrretyvendedele.
Stk. 6. Den supplerende pensionsydelse udbetales ikke, hvis den beregnede ydelse er mindre end 200 kr.
Stk. 7. Den supplerende pensionsydelse udbetales i januar måned, hvis kommunen har de nødvendige oplysninger.
Stk. 8. De beløb, der er nævnt i stk. 1, reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2009. Beløbene afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100.
Stk. 9. Udgiften til den supplerende pensionsydelse afholdes af staten.
Kilde: Retsinformation.dk