← Pensionsloven

§ Pensionsloven · kapitel 16 af 22

Kapitel 5 – Udbetaling

LBK nr 1005 af 19/08/2010

§ 33. Folkepension udbetales månedsvis bagud fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om folkepension, og at lovens betingelser er opfyldt.

Stk. 2. Førtidspension udbetales månedsvis bagud med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om førtidspension. Træffes afgørelse om førtidspension efter udløbet af den fastsatte frist i § 21, udbetales førtidspension med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder, fra behandlingen af førtidspensionssagen er påbegyndt. Førtidspension, jf. 1. og 2. pkt., udbetales tidligst fra den 1. i måneden efter, at betingelserne for tilkendelse af førtidspension er opfyldt.

Stk. 3. Retten til pension ophører med virkning fra dagen efter pensionistens dødsfald, jf. dog stk. 7.

Stk. 4. Er pensionen for den måned, hvori dødsfaldet fandt sted, ikke udbetalt, udbetales beløbet, jf. stk. 3, til pensionistens ægtefælle, hvis ægtefællerne samlevede ved dødsfaldet. For andre pensionister udbetales beløbet, jf. stk. 3, til pensionistens dødsbo.

Stk. 5. Er pensionen for den måned, hvori dødsfaldet fandt sted, udbetalt, og samlevede pensionisten ved sin død med sin ægtefælle, har ægtefællen krav på fra dødsboet at få udbetalt et beløb svarende til det beløb, der er udbetalt i pension den måned, hvori dødsfaldet fandt sted, og senere.

Stk. 6. Er der udbetalt pension for tiden efter, at retten til pension er ophørt efter stk. 3, skal det for meget udbetalte tilbagebetales, jf. dog stk. 7. Kravet om tilbagebetaling rettes mod pensionistens dødsbo.

Stk. 7. Hvis den pensionist, der dør, fik udbetalt sin pension forud, skal der ikke ske tilbagebetaling af for meget udbetalt pension for den måned, hvori pensionisten dør, hvis pensionisten umiddelbart før dødsfaldet var samlevende med

  1. en ægtefælle,

  2. en samlever, der modtager social pension, eller

  3. en samlever, der ikke modtager social pension, men er indsat som arving efter afdøde.

Tilsvarende gælder, selv om samlivet med en ægtefælle eller samlever, der er indsat som arving efter afdøde, er ophævet på tidspunktet for dødsfaldet, hvis ophævelsen skyldes, at den ene part har fået ophold i boformer m.v. efter § 107, stk. 2, §§ 108-110 eller § 192 i lov om social service eller § 5 i lov om almene boliger m.v.

Stk. 8. Hvis den pensionist, der dør, fik udbetalt sin pension forud og var samlevende med en ægtefælle eller samlever, der modtager social pension, indgår for meget udbetalt pension for den måned, hvori pensionisten dør, jf. stk. 3, i opgørelsen af efterlevelsespension, jf. § 48.

Arbejdsmarkedets Tillægspension

§ 33 a. For personer, der modtager førtidspension indbetales ATP- bidrag, jf. § 2 a, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. ATP- bidraget udgør det i § 15, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsatte bidrag, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Der kan ikke indbetales ATP-bidrag, hvis pensionen, jf. stk. 1, månedsvis udgør mindre end 1.000 kr.

Stk. 3. Modtageren af førtidspension betaler 1/3 af ATP-bidraget, mens 2/3 af bidraget betales af kommunen. Hver bidragsandel for en måned nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 4. ATP-bidraget fra modtageren af førtidspension indeholdes månedsvis ved udbetalingen af førtidspensionen.

Stk. 5. Staten afholder kommunens udgifter til ATP-bidrag efter denne lov.

Stk. 6. De nærmere regler om bidragsbetaling efter stk. 1-4, herunder betingelser for ophør af bidragsbetaling, fastsættes af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Supplerende arbejdsmarkedspension

§ 33 b. Personer, der modtager førtidspension, kan betale bidrag til en supplerende arbejdsmarkedspension, jf. § 49, stk. 1, nr. 14.

Stk. 2. Modtageren af førtidspension betaler 1/3 af bidraget efter stk. 1, mens 2/3 betales af kommunen.

Stk. 3. Kommunen fratrækker modtagerens bidrag ved den månedlige udbetaling af pensionen med henblik på indbetaling af beløbet til Arbejdsmarkedets Tillægspension eller til et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse efter modtagerens valg.

Stk. 4. Staten afholder kommunens udgifter til det supplerende pensionsbidrag efter denne lov.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om den konkrete udformning og administrative tilrettelæggelse af den supplerende pensionsordning.

§ 33 c. Kommunerne indbetaler bidrag til den supplerende arbejdsmarkedspension til Arbejdsmarkedets Tillægspension eller til et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse efter førtidspensionistens valg.

Stk. 2. Ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring kan rettigheder i den supplerende arbejdsmarkedspension forlods udtages af ejerægtefællen.

Stk. 3. Den livsvarige pensionsret i medfør af den supplerende arbejdsmarkedspension skal være fastsat på et grundlag, der ikke forskelsbehandler på grundlag af køn.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at den livsvarige pensionsret i medfør af den supplerende arbejdsmarkedspension kan udbetales som et engangsbeløb, hvis den årlige pensionsydelse er af beskeden størrelse.

§ 33 d. Beløb, som indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension, godskrives særskilte konti og kan forvaltes sammen med midlerne i Den Særlige Pensionsopsparing, jf. kapitel 5 d i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Rentebestemmelsen i kapitel 5 c i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension vedrørende for sen indbetaling af bidrag kan tillige finde anvendelse. Beskæftigelsesministeren kan efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætte regler om den supplerende arbejdsmarkedspension i Arbejdsmarkedets Tillægspension, herunder om indbetaling, om udbetaling ved dødsfald og om erhvervelse af en livsvarig pensionsret i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Ved dødsfald før folkepensionsalderen, udbetales indeståendet på kontoen i Arbejdsmarkedets Tillægspension til boet.

Stk. 3. Når kontohaveren, der har indbetalt bidrag til den supplerende arbejdsmarkedspension i Arbejdsmarkedets Tillægspension, når folkepensionsalderen, anvendes indeståendet på kontoen til erhvervelse af livsvarig pensionsret i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 33 e. Beløb, som indbetales til et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse, skal anvendes til erhvervelse af en livsvarig pensionsret for førtidspensionsmodtageren. Den livsvarige pensionsret udbetales fra folkepensionsalderen. Den supplerende arbejdsmarkedspension kan også anvendes til en specificeret forhøjelse af en eksisterende livsvarig pensionsret.

Stk. 2. Ved dødsfald før folkepensionsalderen, udbetales værdien af den erhvervede pensionsret i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse til boet eller til den begunstigede ifølge pensionsaftalen.

Særlige udbetalingsregler

§ 34. Hvis pensionen ikke har været udbetalt under ophold i boformer m.v., jf. § 46, genoptages udbetalingen med virkning fra 1 måned før opholdets ophør. Hvis pensionisten før opholdet fik udbetalt sin pension forud, genoptages udbetalingen dog med virkning fra opholdets ophør.

Stk. 2. Hvis pensionen ikke har været udbetalt under unddragelse, jf. § 46 a, genoptages udbetalingen med virkning fra unddragelsens ophør. Udbetalingen genoptages dog ikke, hvis pensionisten i umiddelbar forlængelse af unddragelsens ophør indsættes til strafafsoning i fængsel eller arresthus.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse ved varetægtsfængsel.

§ 35. (Ophævet)

§ 36. Hvis kommunalbestyrelsen skønner, at en pensionist ikke kan administrere pensionen, herunder hvis pensionisten gentagne gange har misligholdt huslejebetalingen, eller hvis pensionistens udlejer har indgivet anmodning til fogedretten om pensionistens udsættelse af et beboelseslejemål på grund af betalingsmisligholdelse, afgør kommunalbestyrelsen, på hvilken måde pensionen skal udbetales. Kommunalbestyrelsen kan anmode om, at der iværksættes værgemål for pensionisten, jf. værgemålslovens § 16.

§ 37. Personer, der har ret til førtidspension, overgår uden ansøgning fra den 1. i måneden efter at have nået folkepensionsalderen til at modtage folkepension.

§ 38. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om udbetaling af pension, herunder om størrelsen af personligt tillæg.

§ 38 a. Udbetalingen af pension ophører med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om, at modtageren har ret til plejevederlag efter § 120, stk. 2, i lov om social service, når modtageren kan få udbetalt plejevederlag fra tidspunktet for ophøret af pensionsudbetalingen.

Stk. 2. Udbetalingen af pension, jf. stk. 1, genoptages med virkning fra den 1. i den måned, hvor den nærstående dør eller den pågældende anmoder om genoptagelse.