Aktivloven § 47

§ 47. Kommunen tilrettelægger revalideringen i samarbejde med revalidenden således, at tilbudet er tilpasset den enkeltes forudsætninger og behov og under hensyn til egne ønsker til fremtidig beskæftigelse. Revalideringen tilrettelægges, således at beskæftigelsesmålet for jobplanen, jf. § 50, så vidt muligt rettes mod områder, hvor der er gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder. Ved revalidering i form af virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud efter kapitel 11 eller 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats tilrettelægges revalideringen i samarbejde med både revalidenden og virksomheden, og revalideringen sigter mod en efterfølgende varig ansættelse på normale løn- og arbejdsvilkår i virksomheden eller en virksomhed med tilsvarende funktioner.

Stk. 2. En revalidering kan bl.a. bestå af de tilbudsmuligheder, som følger af afsnit IV i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og af hjælp til etablering af selvstændig virksomhed efter § 65.

Stk. 3. Økonomisk hjælp til revalidering kan omfatte:

  1. Revalideringsydelse efter § 52, dog med fradrag af eventuelle arbejdsindtægter m.v., jf. §§ 58 og 59.

  2. Helt eller delvist løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  3. Særlig støtte efter § 64.

  4. Støtte til at etablere selvstændig virksomhed efter § 65.

  5. Starthjælp efter § 25, stk. 12, dog med fradrag for eventuelle arbejdsindtægter m.v., jf. §§ 58 og 59.

  6. Tillægsydelser efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4. For revalidender, der modtager starthjælp efter § 25, stk. 12, erstatter denne ydelse revalideringsydelsen efter denne lov.

Stk. 5. Revalidenden bevarer sit hidtidige forsørgelsesgrundlag under forrevalideringen.

Kilde: Retsinformation.dk