Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 16
§ 16. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, skal der under kontaktforløbet afholdes individuelle jobsamtaler med fokus på konkrete job og jobsøgning. Under jobsamtalen tilrettelægges kontaktforløbet, og indholdet i beskæftigelsesindsatsen fastlægges, ligesom der følges op på indgåede aftaler.
Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 3, skal der tillige ske en vurdering af, om der skal iværksættes beskæftigelsesfremmende aktiviteter for den pågældende, samt om personen har opnået en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed skal tilmeldes som arbejdssøgende i jobcenteret.
Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, skal der under kontaktforløbet afholdes individuelle jobsamtaler med personen med henblik på at følge op på personens deltagelse i tilbud efter kapitel 10-12.
Stk. 4. Som led i kontaktforløbet skal det påses, at de oplysninger, som personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, har indlagt i Jobnet, er fyldestgørende.
Kilde: Retsinformation.dk