← Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 10 af 25

Kapitel 10 – Vejledning og opkvalificering

LBK nr 938 af 25/09/2009

§ 32. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-5, kan få tilbud om vejledning og opkvalificering, der kan bestå af følgende:

  1. Korte vejlednings- og afklaringsforløb,

  2. særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb, herunder praktik under uddannelsesforløbet og danskundervisning, eller

  3. ordinære uddannelsesforløb.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, og som modtager ledighedsydelse eller særlig ydelse efter §§ 74 og 74 i efter lov om aktiv socialpolitik, kan få tilbud efter stk. 1, nr. 1 og 2.

Stk. 3. Tilbuddet skal udvikle eller afdække den lediges faglige, sociale eller sproglige kompetencer med henblik på opkvalificering til arbejdsmarkedet.

Stk. 4. Praktikperioder under særligt tilrettelagte uddannelsesforløb, jf. stk. 1, nr. 2, kan sammenlagt have en varighed på højst 3 måneder, og hver enkelt praktikperiode kan højst have en varighed på 1 måned. I praktikperioden finder § 43 tilsvarende anvendelse.

§ 33. Produktion og afsætning af produkter i forbindelse med særligt tilrettelagte projekter eller uddannelsesforløb, jf. § 32, stk. 1, nr. 2, må ikke være konkurrenceforvridende.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan efter inddragelse af de kommunale organisationer fastsætte vejledende retningslinjer om, hvornår produktion og afsætning efter stk. 1 kan anses for konkurrenceforvridende.

Særligt om varighed

§ 34. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, kan der alene gives tilbud om vejledning og opkvalificering i op til i alt 6 uger

  1. inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed, hvis personen er under 30 år og har en erhvervskompetencegivende uddannelse,

  2. inden for de første 9 måneders sammenlagt ledighed, hvis personen er mellem 30 og 60 år, og

  3. inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed, hvis personen er fyldt 60 år.

§ 35. For personer, der er fyldt 30 år, og som er omfattet af § 2, nr. 2, kan der alene gives tilbud om vejledning og opkvalificering i op til i alt 6 uger inden for den første sammenhængende periode på 9 måneder med kontanthjælp eller starthjælp.

§ 36. Tilbud om vejledning og opkvalificering, som består af korte vejlednings- og afklaringsforløb, jf. § 32, stk. 1, nr. 1, medregnes ikke i de 6 uger efter §§ 34 og 35, hvis tilbuddet har en varighed på op til 2 uger.

Stk. 2. Ved tilbud om vejledning og opkvalificering, som alene består af danskundervisning, jf. § 32, stk. 1, nr. 2, gælder varighedsbegrænsningen i §§ 34 og 35 ikke.

Stk. 3. Tilbud om vejledning og opkvalificering kan have en varighed på over 6 uger, når danskundervisning indgår som en betydelig del. Den samlede varighed kan dog ikke overstige 26 uger.

Særligt om studie- og erhvervskompetencegivende uddannelser

§ 37. Personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, kan ikke modtage tilbud efter dette kapitel til en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Jobcenteret kan fravige bestemmelsen i stk. 1 for personer, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som

  1. har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn,

  2. er fyldt 25 år og er omfattet af § 2, nr. 1, og som har ret og pligt til efterfølgende tilbud efter § 89, eller

  3. er fyldt 25 år og er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, og som har ret og pligt til efterfølgende tilbud efter § 96.

Stk. 3. Ved afgørelse efter stk. 2 om tilbud til en erhvervskompetencegivende uddannelse skal uddannelsen kvalificere til arbejde inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og der må ikke være tale om en uddannelse med længere varighed end en professionsbacheloruddannelse.

Ydelser m.v.

§ 38. Under tilbud om vejledning og opkvalificering modtager personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, aktiveringsydelse efter § 52 a, stk. 2 og 3, og § 55, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog stk. 3.2)

Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 2-5 og 7, modtager under tilbuddet den ydelse, som den pågældende er berettiget til i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om sygedagpenge, eller for personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, efter anden lovgivning.

§ 39. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, 4, 5 og 7, kan der ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering ydes befordringsgodtgørelse efter § 82.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, kan der ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering ydes godtgørelse efter § 83.

§ 40. I forbindelse med tilbud om vejledning og opkvalificering kan der ydes tilskud efter kapitel 14 til hjælpemidler, herunder til køb af undervisningsmateriale og arbejdsredskaber, jf. §§ 76 og 77, samt til mentor, jf. §§ 78-80

§ 41. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler efter dette kapitel, herunder om køb af uddannelse, deltagelse i sprogundervisning samt betaling af kost og logi i forbindelse med, at personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering.