Varemærkeloven § 48

§ 48. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om varemærkeansøgninger og deres behandling. Det kan herunder bestemmes, i hvilket omfang Patent- og Varemærkestyrelsen af egen drift skal påse, om betingelserne for registrering af varemærket er til stede. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter endvidere bestemmelser om deling af ansøgninger og registreringer, om behandling af indsigelser og administrativ ophævelse, om påberåbelse af fortrinsrettigheder, jf. §§18 og 19, om registrering og udslettelse af varemærker og om ekspeditioner, underretninger, udskrifter af registret m.v.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om registrets indretning og førelse, om hvilke oplysninger, der kan indføres i registret, og om offentliggørelse af registreringer m.v.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte gebyrer for deling af ansøgninger og registreringer, for ekspeditioner, underretninger, udskrifter m.v. Økonomi- og erhvervsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om tilbagebetaling m.v. af de omhandlede gebyrer.

Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter de bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af Forordningen om EF-varemærker, herunder bestemmelser om EF-varemærkeansøgningers og -registreringers overgang til nationale ansøgninger, om ekspeditioner, underretninger m.v. samt om gebyrer herfor.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler til bestemmelse af, hvilke dage, der betragtes som lukkedage for Patent- og Varemærkestyrelsen.

Kilde: Retsinformation.dk