Almenboligloven § 75 c
§ 75 c. Indenrigs- og socialministeren kan efter fælles ansøgning fra kommunalbestyrelsen og en boligorganisation godkende, at der, i det omfang der er godkendt forsøg efter § 75 a eller § 75 b, tillige kan ske salg af ledige boliger, dog maksimalt 1/3 af familieboligerne i en afdeling.
Stk. 2. Ved ansøgning efter stk. 1 meddeler kommunalbestyrelsen og boligorganisationen, i hvilket omfang der kan ske salg af ledige boliger, samt i hvilket omfang der ansøges om salg i problemramte afdelinger, jf. stk. 3 og § 75 k, stk. 2. Boligorganisationen offentliggør omfanget af salget af ledige boliger. Efterfølgende ændringer af forsøgets omfang skal godkendes af indenrigs- og socialministeren.
Stk. 3. Ved en problemramt afdeling forstås en afdeling, hvor der er konstateret væsentlige problemer af økonomisk, social eller anden karakter, herunder høj husleje, høj flyttefrekvens, stor andel af lejere med sociale problemer, vold, hærværk eller nedslidning af bygninger og friarealer.
Stk. 4. Afdelingsmødet beslutter, om der kan ske salg af ledige boliger. Det er en forudsætning, at afdelingsmødet senest samtidig træffer beslutning efter § 75 a, stk. 3, eller § 75 b, stk. 4. Afdelingsmødets beslutning kan ikke senere ændres.
Stk. 5. Indenrigs- og socialministeren fastsætter nærmere regler om ansøgning om og godkendelse af forsøg efter denne bestemmelse.
Salg i problemramte afdelinger
Kilde: Retsinformation.dk