§ værdipapirhandelsloven · kapitel 19 af 31
Kapitel 19 – Udstedelse og registrering af dematerialiserede værdipapirer
LBK nr 795 af 20/08/2009
§ 59. Værdipapirer kan udstedes og overdrages i papirløs form (dematerialiseret).
Stk. 2. Ved fondsaktiver forstås i denne lov omsættelige dematerialiserede værdipapirer, der er registreret i en værdipapircentral.
Stk. 3. Ved registrering forstås udstedelse af fondsaktiver gennem en værdipapircentral og indskrivning af rettigheder over disse i et register i værdipapircentralen. En enkelt fondskode kan kun udstedes gennem én værdipapircentral.
Stk. 4. En værdipapircentrals bestyrelse kan træffe beslutning om, at andre værdipapirer end de af stk. 2 omfattede værdipapirer ligeledes kan registreres som fondsaktiver i den pågældende værdipapircentral.
Stk. 5. Ved registreringsvirksomhed forstås regelmæssig virksomhed, der består i at registrere fondsaktiver. Finanstilsynet afgør i tvivlstilfælde, om der foreligger registreringsvirksomhed.
Stk. 6. Regler om en værdipapircentrals virksomhed fastsættes i selskabets vedtægter, der godkendes af Finanstilsynet.