§ Bekendtgørelse af lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde · kapitel 4 af 11
Kapitel IV – Registrering af gravminder
LBK nr 77 af 02/02/2009
§ 20. Gravminder, der bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder, eller som i øvrigt af kunstneriske, kulturhistoriske eller andre grunde må anses for særlig bevaringsværdige, skal registreres.
§ 21. Registreringen foretages særskilt for hver kirkegård af det i § 26 nævnte syn.
Stk. 2. Til brug ved registreringen udarbejder menighedsrådet og en af kulturministeren udpeget sagkyndig et forslag, der fremsendes til provsten.
Stk. 3. For kirkegårde, der ikke er undergivet syn i henhold til § 26, foretages registreringen af Nationalmuseet. Det stedlige museum medvirker ved registreringen efter aftale med Nationalmuseet. Registreringen sker i samarbejde med kirkegårdsbestyrelsen. Nationalmuseets afgørelse kan påklages til kirkeministeren.
Stk. 4. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om registreringen.
§ 22. Menighedsrådet eller kirkegårdsbestyrelsen, jf. § 21, stk. 3, må ikke fjerne registrerede gravminder fra kirkegården.
Stk. 2. Kirkeministeren kan tillade, at registrerede gravminder anbringes andre steder end på kirkegården.