§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 2 af 25
Kapitel 2 – Målgrupper, ansvar m.v.
LBK nr 742 af 07/07/2009
§ 2. Målgrupper efter afsnit III-VII i denne lov er:
-
Ledige, der modtager dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
-
personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik alene på grund af ledighed,
-
personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik ikke alene på grund af ledighed,
-
personer med begrænsninger i arbejdsevnen, som er omfattet af kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik, bortset fra personer, der er omfattet af nr. 5,
-
personer, der modtager dagpenge under sygdom efter lov om sygedagpenge,
-
personer under folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der modtager førtidspension efter lov om social pension eller efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., og som ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på normale vilkår på arbejdsmarkedet,
-
personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der ikke modtager førtidspension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., og som ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet,
-
personer med handicap, jf. lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., der har gennemført en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, som kan berettige til optagelse i en arbejdsløshedskasse, og som ikke har opnået ansættelse efter op til 2 år efter uddannelsens afslutning, og som mangler erhvervserfaring inden for det arbejdsområde, som uddannelsen kvalificerer til,
-
særlig udsatte unge under 18 år, hvor de eksisterende tilbud til unge under 18 år efter lov om social service ikke er tilstrækkelige, og som efter kommunens vurdering har behov for et tilbud efter kapitel 11, og
-
personer, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke opfylder betingelserne for at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.
§ 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-4, gælder kapitel 7 om det individuelle kontaktforløb, kapitel 9 om jobplan, kapitel 10-12 om tilbud, kapitel 14 om hjælpemidler og mentorordning og kapitel 15 om befordringsgodtgørelse m.v. samt § 99 om opkvalificering ved ansættelse. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, er tillige omfattet af kapitel 16 og 17 om ret og pligt til tilbud. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, gælder tillige kapitel 8 a om selvvalgt uddannelse.
Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 5, gælder kapitel 10-12 om tilbud, kapitel 14 om hjælpemidler og mentorordning og kapitel 15 om befordringsgodtgørelse m.v. samt § 99 om opkvalificering ved ansættelse.
Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 6 og 8, gælder kapitel 12 om tilbud om ansættelse med løntilskud og kapitel 14 om hjælpemidler og mentorordning samt § 99 om opkvalificering ved ansættelse.
Stk. 4. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, gælder kapitel 13 om fleksjob m.v. og § 78. For personer, der modtager ledighedsydelse eller særlig ydelse efter §§ 74 og 74 i efter lov om aktiv socialpolitik, gælder tillige kapitel 10 og 11 om tilbud samt kapitel 14 om hjælpemidler og mentor og kapitel 15 om befordringsgodtgørelse.
Stk. 5. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 9, gælder kapitel 11 a om virksomhedspraktik til særligt udsatte unge under 18 år.
Stk. 6. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 10, gælder kapitel 13 a om tilbud til ledige selvforsørgende.
§ 4. Opgørelse af sammenlagt ledighed efter denne lov for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, foretages i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om opgørelse af en sammenhængende periode med kontanthjælp eller starthjælp efter denne lov for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3.
§ 4 a. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvordan jobcenteret skal foretage vurderingen af, hvilke aktiviteter eller tilbud der skal gives (visitationen).
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om tilsyn med kommunernes praksis for vurderingen af, hvilke aktiviteter eller tilbud der skal gives (visitationen), herunder regler om, at kommuner, der ikke foretager de i visitationsreglerne foreskrevne sagsbehandlingsskridt, jf. stk. 1, i forhold til den enkelte ledige, mister retten til refusion af udbetalt kontant- eller starthjælp til den pågældende ledige efter lov om aktiv socialpolitik fra det tidspunkt, hvor sagsbehandlingsskridtet skulle have været foretaget, og indtil det er sket.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om krav til undersøgelse af arbejdsevnen samt om sagsbehandling og fremgangsmåde i forbindelse med påbegyndelse og behandling af sager om fleksjob, jf. kapitel 13, og om revalidering, jf. kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om grundlaget for vurderingen af behovet for tilbud efter § 22, stk. 5.
Kapitel 2 a
Inddragelse af andre aktører
§ 4 b. Kommunen kan overlade det til andre aktører at udføre opgaver og træffe afgørelse efter denne lov. Ansvaret for indsatsen påhviler fortsat kommunalbestyrelsen.
§ 4 c. Andre aktører, der har fået overladt opgaven med at varetage beskæftigelsesindsatsen for en person, forpligter på samme måde som jobcenteret personen til at møde til samtaler og deltage i aktiviteter og tilbud efter kapitel 10-12.
Stk. 2. Andre aktører skal overholde samme regler, som gælder for kommunen i forbindelse med indkaldelse til samtaler, deltagelse i aktiviteter, afgivelse af tilbud og underretninger efter denne lov.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om krav til andre aktørers sagsbehandling, herunder om frister, underretninger og procedurer i forbindelse med sagsbehandlingen. Beskæftigelsesministeren kan herunder fastsætte regler om andre aktørers forpligtelse til at give jobcenteret de nødvendige oplysninger om personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-10, til brug for administrationen af den beskæftigelsesmæssige lovgivning m.v.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, hvordan beskæftigelsesindsatsen efter denne lov kan varetages af andre aktører, herunder hvordan personer, der er omfattet af loven, skal have mulighed for at vælge mellem flere aktører.
§ 4 d. Beskæftigelsesministeren kan efter indstilling fra direktørerne for Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedsstyrelsen fastsætte regler om arbejdsløshedskassernes mulighed for at udføre opgaver efter denne lov.
Afsnit II
Indsatsen over for arbejds- og uddannelsessøgende samt virksomheder