Kystbeskyttelsesloven § 5
§ 5. Hvis kommunalbestyrelsen efter det i § 3 nævnte møde beslutter, at sagen ikke skal fremmes, skal begrundet meddelelse herom sendes til de grundejere, der var indkaldt til mødet, og meddelelsen skal tillige offentliggøres i de blade, hvori indkaldelsen blev annonceret.
Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at fremme sagen, underrettes de grundejere, der var indkaldt til mødet, skriftligt herom. Underretningen skal indeholde en redegørelse for kommunalbestyrelsens bestemmelse om, hvilke foranstaltninger der skal gennemføres, herunder at kystbeskyttelsesforanstaltningen ikke kan gennemføres uden tilladelse fra transportministeren efter lovens § 16 eller § 16 a. Redegørelsen skal endvidere indeholde oplysning om, hvordan og af hvem kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal udføres, samt hvorledes udgifterne skal afholdes, herunder udgifterne til:
-
Sagens forberedelse, forundersøgelser, projektering, udførelse og tilsyn.
-
Drift, vedligeholdelse og andre løbende foranstaltninger.
-
Ekspropriation.
-
Finansiering.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan gennemføre mindre ændringer i forhold til det forelagte projekt uden afholdelse af nyt møde, hvis grundejere, der berøres af ændringerne, har haft mulighed for at udtale sig.
Kilde: Retsinformation.dk