Kommunal- og regionalvalgloven § 41

§ 41. En kandidatliste kan trækkes tilbage fra et anmeldt listeforbund eller valgforbund. Skriftlig meddelelse om tilbagetrækning fra anmeldte listeforbund eller valgforbund skal indleveres til valgbestyrelsens formand senest kl. 12 mandagen 22 dage før valgdagen. Meddelelsen skal være underskrevet af kandidatlistens stillere og kandidater, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Stillere og kandidater kan på kandidatlisten skriftligt bemyndige én eller flere stillere eller kandidater til at give meddelelse om tilbagetrækning fra et anmeldt listeforbund eller valgforbund. Uanset om bemyndigelsen er givet til to eller flere stillere eller kandidater, anses bemyndigelsen for givet til de pågældende hver for sig, medmindre det på kandidatlisten er angivet, at bemyndigelsen er givet til de pågældende i forening.

Stk. 3. Tilbagetrækning af en kandidatlistes deltagelse i et forbund medfører ikke, at det anmeldte forbund bortfalder for de øvrige deltagere i forbundet. Tilsvarende gælder i tilfælde af mangler ved anmeldelse af et forbund.

Kilde: Retsinformation.dk