← Kommunal- og regionalvalgloven

§ Kommunal- og regionalvalgloven · kapitel 2 af 13

Kapitel 2 – Valglister og valgkort

LBK nr 144 af 24/02/2009

§ 7. Vælgerne skal optages på valglisten i den kommune, hvor de er tilmeldt folkeregistret.

§ 8. I de år, hvor nyvalg finder sted, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en valgliste over kommunens vælgere. Valglisten skal udarbejdes for hvert afstemningsområde i kommunen. Valglisten består af en hovedliste og en tilflytterliste.

Stk. 2. På hovedlisten skal optages de vælgere, der senest mandagen 15 dage før valgdagen er flyttet til kommunen, og som senest denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister.

Stk. 3. På tilflytterlisten skal optages de vælgere, der ikke er optaget på hovedlisten, og som senest tirsdagen 7 dage før valgdagen er flyttet til kommunen, og som senest denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister.

Stk. 4. Vælgere, der senest mandagen 15 dage før valgdagen er flyttet inden for kommunen, og som senest på denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister, skal optages på hovedlisten under den nye bopæl. Vælgere, der senere end mandagen 15 dage før valgdagen er flyttet inden for kommunen, eller som senere end denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister, skal forblive optaget på valglisten under den hidtidige bopæl.

§ 9. Hovedlisterne udarbejdes på grundlag af oplysningerne i Det Centrale Personregister (CPR).

Stk. 2. Tilflytterlisterne kan udarbejdes på grundlag af oplysningerne i Det Centrale Personregister (CPR).

Stk. 3. Valglisterne skal indeholde vælgernes navn, fødselsdato og bopæl samt løbe-nr. og en rubrik til afmærkning.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der for et eller flere eller alle afstemningsområder i kommunen skal benyttes en elektronisk valgliste.

Stk. 5. Velfærdsministeren kan fastsætte nærmere regler om udarbejdelsen af valglisterne samt disses indretning.

§ 10. Så snart valglisten er udarbejdet, udsender kommunalbestyrelsen valgkort til de vælgere, der er opført på valglisten.

Stk. 2. Valgkortet skal indeholde oplysning om vælgerens navn og adresse, nummer på valglisten samt om afstemningsstedets beliggenhed og dag og tid for afstemningen. Valgkort, der udsendes til vælgere, der er opført på tilflytterlisten, skal endvidere indeholde oplysning om, at valgkortet træder i stedet for et eventuelt tidligere udsendt valgkort.

§ 11. Senest lørdagen 10 dage før valgdagen skal kommunalbestyrelsen bekendtgøre i de stedlige dagblade eller lokalaviser, at der vil blive udsendt valgkort til vælgerne, og at indsigelser om manglende modtagelse af valgkort eller modtagelse af valgkort med fejlagtigt indhold skal fremsættes over for kommunalbestyrelsen.

§ 12. Kommunalbestyrelsen skal straks behandle de indsigelser, der er nævnt i § 11, samt i givet fald berigtige fejlene ved udfærdigelse af nye valgkort og ved rettelser i valglisten. Sådanne rettelser kan foretages til og med valgdagen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal endvidere til og med valgdagen berigtige valglisten, hvis kommunen modtager meddelelse om flytning fra kommunen, dødsfald, iværksættelse eller ophævelse af værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller erhvervelse henholdsvis fortabelse af dansk indfødsret. Er en vælger flyttet til en anden kommune inden for samme region, og optages vælgeren ikke på valglisten i denne kommune, jf. § 8, stk. 2 og 3, anføres det i valglisten, at vælgeren alene er berettiget til at afgive stemme til regionsrådsvalget.