Almenboligloven § 185 b

§ 185 b. Efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal regionsrådet etablere almene ældreboliger, der indrettes særligt med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Regionsrådet opfylder sin forpligtelse efter 1. pkt. ved at etablere egne almene ældreboliger og ved at samarbejde med kommuner og andre regioner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan etablere almene ældreboliger, der indrettes særligt med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en årlig redegørelse for kommunens behov for og forventede brug af almene ældreboliger, jf. stk. 1, i regionen.

Stk. 4. Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen skal senest den 15. oktober indgå en årlig rammeaftale for regionsrådets etablering, tilpasning og udvikling af almene ældreboliger, jf. stk. 1. Rammeaftalen drøftes og suppleres efter behov. Regionsrådet skal sørge for, at regionens almene ældreboliger anvendes i overensstemmelse med rammeaftalen.

Stk. 5. Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om den årlige redegørelse og rammeaftale efter stk. 3 og 4.

Kilde: Retsinformation.dk