Fiskeriloven § 117

§ 117. Kontrollen med overholdelsen af loven, regler fastsat i medfør af loven samt de i § 10 nævnte EF-retsakter påhviler ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Kontrolmyndigheden har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse

  1. ret til at færdes over de jorder og private veje, der støder op til ferskvand eller saltvand, herunder ret til at færdes med motorkøretøj,

  2. adgang til fiskerfartøjer, fisketransportfartøjer og fartøjer, hvorfra der udøves rekreativt fiskeri,

  3. adgang til virksomheder og i øvrigt overalt, hvor fisk omsættes m.v., opdrættes og klækkes, herunder virksomheder, som udgør tidligere eller senere led i omsætningskæden, samt virksomheder, som er forpligtet til at indbetale afgifter i henhold til § 102,

  4. ret til at åbne forsendelser indeholdende fisk for at føre kontrol med lovens overholdelse,

  5. adgang til at kontrollere det i § 127 omhandlede udstyr og

  6. ret til at benytte motordrevne fartøjer i ferskvand.

Stk. 3. Kontrolmyndigheden er herunder berettiget til at foretage undersøgelser og uden erstatning udtage prøver eller lade prøver udtage og foretage kontrolvejning, i det omfang det er nødvendigt for at undersøge prøvernes beskaffenhed.

Stk. 4. Kontrolmyndigheden er endvidere berettiget til mod behørig legitimation og uden retskendelse at efterse de i stk. 2 nævnte fartøjers og virksomheders logbøger, varebeholdninger, forretningsbøger, øvrigt regnskabsmateriale, ledsagedokumenter, recepter, analysemateriale, korrespondance og anden dokumentation m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form.

Stk. 5. Politiet yder om nødvendigt bistand til kontrollens gennemførelse. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 6. Efter aftale med ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan det som led i regler om begrænsning af fiskeri udstedt i medfør af anden lovgivning fastsættes, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri deltager i kontrollen af overholdelsen af sådanne regler.

Kilde: Retsinformation.dk