§ Fiskeriloven · kapitel 3 af 24
Kapitel 3 – Administration af Det Europæiske Fællesskabs retsakter og af internationale aftaler inden for fiskeri og fiskeopdræt
LBK nr 978 af 26/09/2008
§ 10. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger inden for fiskeri og fiskeopdræt. Ministeren kan endvidere fastsætte de regler og iværksætte de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs forordninger inden for fiskeri og fiskeopdræt.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om fravigelse af reglerne i de i stk. 1 nævnte retsakter, i det omfang disse indeholder adgang hertil.
Stk. 3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler, der er nødvendige for opfyldelse af internationale traktater og konventioner vedrørende fiskeri- og fiskeopdrætsforhold, der er indgået før tiltrædelsen af Det Europæiske Fællesskab, og som fortsat er gældende.
Stk. 4. For så vidt angår EF-retsakter inden for fiskeri og fiskeopdræt, som hører under andre ministres ressort, udøves beføjelserne efter stk. 1 og 2 af den pågældende minister.
Kapitel 3 a
Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
§ 10 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
§ 10 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
§ 10 c. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om forebyggelse og anmeldelse af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder i forbindelse med udøvelse af erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter til gennemførelse af direktiv om miljøansvar, for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, herunder om
-
underretnings- og oplysningspligt for den ansvarlige for driften i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade,
-
meddelelse af påbud til den ansvarlige for driften om indsendelse af oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, herunder påbud om at foretage undersøgelser, analyser af stoffer og lign. med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningerne af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og
-
klage over afgørelser, herunder om klageberettigede.
Kapitel 3 b
Bevaring og beskyttelse m.v. af visse naturtyper, vilde dyr og planter
§ 10 d. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler vedrørende fiskeri og fiskeriopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov for at undgå forringelse af naturtyper og levesteder for arterne i internationale beskyttelsesområder samt forstyrrelse af de arter, som områderne er udpeget for, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.
Stk. 2. Med henblik på at varetage de i stk. 1 nævnte hensyn træffer ministeren for fødevarer landbrug og fiskeri endvidere passende foranstaltninger over for fiskeri og fiskeriopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov, herunder udstedelse af vilkår eller meddelelse af forbud eller påbud.
§ 10 e. Tilladelse til fiskeri og fiskeopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov, der må antages i sig selv eller sammen med andre aktiviteter at kunne påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, skal vurderes for aktivitetens virkning på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne (miljøkonsekvensvurdering).
Stk. 2. Miljøkonsekvensvurderingen kan foretages af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller af den, der ansøger om tilladelse til at gennemføre aktiviteten. Ministeren kan dog afvise at foretage en vurdering, hvis det på forhånd vurderes, at den ansøgte aktivitet vil være uforenelig med bevaringsmålsætningerne for lokaliteten, eller hvis omfanget af det ansøgte projekt vurderes at være uproportionalt i forhold til omkostningerne ved en miljøkonsekvensvurdering. Hvis vurderingen ikke foretages af ministeren, vil en eventuel vurdering, som måtte blive tilvejebragt af ansøgeren, indgå i grundlaget for ministerens beslutning om, hvorvidt der kan gives tilladelse til den ansøgte aktivitet.
Stk. 3. Hvis ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri finder det nødvendigt, skal miljøkonsekvensvurderingen gøres til genstand for høring af offentligheden, myndigheder og organisationer, før det besluttes, om der kan meddeles tilladelse.
Stk. 4. Tilladelse til fiskeri og fiskeopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov kan kun meddeles, hvis
-
aktiviteten ikke skader et internationalt naturbeskyttelsesområdes integritet eller
-
væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, gør det bydende nødvendigt at gennemføre aktiviteten, og der ikke findes nogen alternativ løsning, jf. dog § 10 f.
§ 10 f. Hvis en aktivitet omfattet af § 10 e i sig selv eller sammen med andre aktiviteter vurderes at kunne skade et særligt bevaringsområde med en prioriteret naturtype eller en prioriteret art, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kun meddele tilladelse til aktiviteten, hvis
-
dette er nødvendigt af hensyn til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller opnåelse af væsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller
-
andre væsentlige samfundsinteresser gør gennemførelsen bydende nødvendig.
Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan først meddeles efter indhentet udtalelse fra Europa-Kommissionen.
§ 10 g. Når en tilladelse meddeles efter § 10 e, stk. 4, nr. 2, eller § 10 f, stk. 1, fastsætter ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri vilkår om passende nødvendige kompensationsforanstaltninger. Ministeren underretter Europa-Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.
§ 10 h. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om
-
meddelelse og tilladelse til fiskeri og fiskeopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov, herunder om miljøkonsekvensvurderingens indhold og omfang,
-
underretning og høring af den berørte offentlighed og de berørte myndigheder og organisationer vedrørende miljøkonsekvensvurderinger foretaget i henhold til § 10 e, stk. 2,
-
vilkår og kompensationsforanstaltninger, som kan knyttes til en tilladelse, og
-
meddelelse af påbud med henblik på at undgå væsentlig forstyrrelse eller forringelse af et bevaringsområde og de arter, der er knyttet hertil.
§ 10 i. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte, at der, forinden der træffes afgørelse i medfør af §§ 10 d-10 f, skal indhentes en udtalelse fra miljøministeren eller en styrelse, som miljøministeren har bemyndiget hertil, vedrørende miljø- eller naturbeskyttelsesforhold.
§ 10 j. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter de regler eller iværksætter de foranstaltninger, som på baggrund af miljøministerens overvågning af bevaringsstatus for vilde dyrearter, der er nævnt i bilag 2, anses for nødvendige for at sikre, at indsamling i naturen af de pågældende vilde dyrearter og udnyttelsen heraf er forenelig med opretholdelsen af en tilfredsstillende bevaringsstatus for disse arter.
Stk. 2. Ministeren kan træffe afgørelse med henblik på at gøre undtagelse fra regler fastsat i medfør af stk.1, for at
-
beskytte vilde dyr og planter og bevare naturtyperne,
-
forhindre alvorlig skade navnlig på afgrøder, besætning, skove, fiskeri, vand og andre former for ejendom,
-
sikre hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social og økonomisk art, og hensyn til væsentlige gavnlige virkninger på miljøet,
-
fremme forskning og undervisning og
-
genoprette en bestand og genudsætte eller opdrætte arter, herunder kunstigt at opformere planter.
Stk. 3. Undtagelse efter stk. 2 må ikke hindre opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde.