Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 110 f
§ 110 f. En professionel forening eller en afdeling skal overholde de risikorammer, som foreningens bestyrelse har fastsat for foreningen eller afdelingen på grundlag af vedtægternes bestemmelser om investeringspolitik og risikoprofil.
Stk. 2. Overskrider en professionel forening eller en afdeling nogen af de bestemmelser om investeringspolitik og risikoprofil, som er indeholdt i vedtægterne, eller nogen af de af foreningens bestyrelse fastsatte risikorammer, skal dette straks indberettes til Finanstilsynet sammen med en redegørelse for baggrunden for overskridelsen og en beskrivelse af, hvordan foreningen vil imødegå tilsvarende overskridelser i fremtiden.
Stk. 3. Ved overskridelser skal risikoen straks nedbringes, så den ligger inden for de fastsatte rammer. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde fastsætte en frist for nedbringelsen. Nedbringes risikoen ikke inden for den af Finanstilsynet fastsatte frist, skal Finanstilsynet slette den professionelle forening af sit register.
Stk. 4. Alle foreningens eller afdelingens medlemmer skal have meddelelse om alle overskridelser af investeringspolitik, risikoprofil eller risikorammer, der er indeholdt i vedtægterne eller fastsat af bestyrelsen. Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, hvordan meddelelsen skal gives. Meddelelsen skal gives senest 8 hverdage efter, at en overskridelse har fundet sted.
Kilde: Retsinformation.dk