§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 9 af 25
Kapitel 9 – Jobplan
LBK nr 439 af 29/05/2008
§ 27. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-4, kan få udarbejdet en jobplan for, hvordan mulighederne for at få varig beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked kan forbedres.
Stk. 2. I jobplanen beskrives personens beskæftigelsesmål. Med udgangspunkt i personens ønsker og forudsætninger og under hensyn til arbejdsmarkedets behov angiver planen tillige, hvilke tilbud efter denne lov der kan bidrage til opfyldelse af målet.
Stk. 3. Jobplanen skal revideres, hvis dette er begrundet i personens situation, eller hvis der er væsentligt ændrede forudsætninger på arbejdsmarkedet, som gør en revision hensigtsmæssig.
§ 28. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, kan jobplanens tilbud, uanset § 27, stk. 2, fastsættes af staten henholdsvis kommunen under hensyn til konkrete behov på arbejdsmarkedet.
Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 3, kan planen tillige indeholde aktiviteter, der kan stabilisere og forbedre personens fysiske, psykiske og sociale tilstand med henblik på, at personen efterfølgende kan deltage i tilbud efter denne lov.
Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, og som skal bevilges revalidering efter § 51 i lov om aktiv socialpolitik, skal jobplanen tillige indeholde en beskrivelse af personens mulighed for optagelse på en uddannelse og for endelig erhvervsmæssig placering. Hvis jobplanen indeholder et tilbud om virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud, skal planen tillige angive, hvordan virksomheden deltager i forløbet, samt kommunens bistand til virksomheden.
§ 29. Forud for afgivelse af tilbud efter kapitel 10-12 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-4, skal der udarbejdes en jobplan.
Stk. 2. Hvis der er udarbejdet en jobplan og personen skal have et tilbud, som ikke indgår heri, skal jobplanen revideres.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved afgivelse af tilbud efter kapitel 10-12, der varer op til 4 uger. En person har dog ret til at få udarbejdet en jobplan, hvis den pågældende anmoder herom.
Stk. 4. Tilbud, hvori der efter stk. 3 ikke kræves udarbejdet en jobplan, skal afgives skriftligt, og det skal fremgå af sagen, om personen har accepteret tilbuddet.
§ 30. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, og som har opbrugt deres adgang til selvvalgt uddannelse i op til 6 uger, jf. lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), eller deres adgang til ydelser efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, har ret til at få udarbejdet en jobplan efter dette kapitel med henblik på yderligere uddannelse, hvis personen fremsætter ønske herom.
Stk. 2. Ved afgørelse efter stk. 1 skal staten med udgangspunkt i personens ønsker og forudsætninger vurdere personens uddannelsesønsker i forhold til konkrete behov for opkvalificering inden for områder på arbejdsmarkedet med behov for arbejdskraft.
§ 31. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler efter dette kapitel, herunder om indholdet af jobplanen og procedurer for udarbejdelse af jobplaner.
Kapitel 9 a
Integrationskontrakt
§ 31 a. Kommunen henholdsvis staten skal for personer, der har fået eller skal have en integrationskontrakt efter integrationsloven, og som modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller arbejdsløshedsdagpenge eller aktiveringsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., supplere kontrakten med oplysninger om indholdet i den beskæftigelsesrettede indsats, som skal fastlægges efter denne lov.
Stk. 2. Kontrakten skal beskrive udlændingens rettigheder og pligter samt de sanktioner, som kan pålægges efter denne lov, lov om aktiv socialpolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Den beskæftigelsesrettede indsats i kontrakten efter stk. 1 skal tilrettelægges som led i det individuelle kontaktforløb efter kapitel 7, og aktiviteter og tilbud efter reglerne om jobplan i kapitel 9 fastlægges heri.
Stk. 3. Kommunen henholdsvis staten udarbejder en status over udlændingens deltagelse i de fastlagte beskæftigelsesrettede aktiviteter efter integrationskontrakten, når Udlændingeservice anmoder herom.
Stk. 4. Har kommunen henholdsvis staten ikke de nødvendige oplysninger om opholdsgrundlag og andre personlige data samt oplysningerne fra den underskrevne integrationskontrakt, kopi af erklæringen om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund og status for udlændingens deltagelse i introduktionsprogrammet , skal den tidligere opholdskommune eller staten på begæring uden udlændingens samtykke videregive disse.
Stk. 5. Den tidligere opholdskommune skal endvidere vurdere, om andre oplysninger end de i stk. 4 nævnte vil være af væsentlig betydning for at varetage den beskæftigelsesrettede indsats. Sådanne oplysninger kan videregives med udlændingens samtykke. Opnås samtykke ikke, kan oplysningerne videregives uden samtykke, hvis de vurderes at være nødvendige for at varetage den beskæftigelsesrettede indsats for udlændingen.
Stk. 6. Udlændingeservice stiller oplysninger om udlændinges opholdsgrundlag til rådighed for arbejdsmarkedsmyndighederne.
Stk. 7. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, hvordan den beskæftigelsesrettede indsats fastlægges i integrationskontrakten, herunder om status og opfølgning.