§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 17 af 25
Kapitel 17 – Ret og pligt til tilbud for personer, der modtager kontanthjælp og starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik
LBK nr 439 af 29/05/2008
Varighed og tilbud
§ 91 a. Tilbud, som gives efter dette kapitel, skal, medmindre andet er fastsat, have en sammenhængende varighed på mindst 4 uger.
Stk. 2. Personer, der efter § 13 i lov om aktiv socialpolitik har en rimelig grund til ikke at udnytte deres arbejdsmuligheder, har senest 1 måned efter, at den rimelige grund er ophørt, ret og pligt til at påbegynde tilbud efter dette kapitel.
Ret og pligt til første tilbud for personer under 30 år
§ 91 b. Personer mellem 25 og 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, som ikke har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn, og som ikke har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, har senest efter 5 ugers sammenhængende ledighed med kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud med en varighed på 8 uger i form af et særligt tilrettelagt projekt efter § 32, stk. 1, nr. 2, eller et tilbud efter kapitel 11.
Stk. 2. Personer omfattet af stk. 1 kan dog i stedet vælge at søge ind på en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse på almindelige vilkår. Vælger personen dette, har den pågældende 8 uger til at finde en uddannelse at søge ind på.
Stk. 3. Personer omfattet af stk. 1 og 2 skal deltage i tilbud efter § 92, stk. 3.
§ 92. Personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, og som ikke har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, har senest efter en sammenhængende periode med 13 uger på kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud, der har en varighed på 18 måneder, jf. stk. 2 og 3. Tilbud efter 1. pkt. indledes med tilbud på sammenhængende 6 måneder. Efterfølgende tilbud skal planlægges under hensyn til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af indsatsen over for personen samt muligheden for at påbegynde tilbud, således at tilbud så vidt muligt bliver sammenhængende.
Stk. 2. Personer under 25 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, har ret og pligt til tilbud efter kapitel 10 i form af uddannelse. Tilbuddet kan kombineres med andre aktiviteter efter kapitel 10 eller med tilbud efter kapitel 11.
Stk. 3. Personer mellem 25 og 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, har ret og pligt til tilbud efter kapitel 10 i form af uddannelse. Tilbuddet kan kombineres med andre aktiviteter efter kapitel 10 eller med tilbud efter kapitel 11. Personen kan dog i stedet vælge at få et tilbud efter kapitel 11 og 12.
§ 93. Personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, og som har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, har senest efter en sammenhængende periode på 13 uger med kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud efter kapitel 10-12, der har en varighed på sammenhængende 6 måneder.
§ 94. Personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 3, har senest efter en sammenhængende periode med 13 uger på kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud efter kapitel 10-12, der har en varighed på 18 måneder. Tilbud efter 1. pkt. indledes med tilbud på sammenhængende 6 måneder. Efterfølgende tilbud skal planlægges under hensyn til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af indsatsen over for personen samt muligheden for at påbegynde tilbud, således at tilbud så vidt muligt bliver sammenhængende.
Ret og pligt til første tilbud for personer, der er fyldt 30 år
§ 95. Personer, der er fyldt 30 år, og som er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, har senest efter en sammenhængende periode på 9 måneder med kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud efter kapitel 10-12.
Ret og pligt til efterfølgende tilbud
§ 96. 1)Når en person, der er omfattet af §§ 92-94, har afsluttet det første tilbud, har personen ret og pligt til at påbegynde et nyt tilbud, hver gang den pågældende har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder.
Stk. 2. Når en person, der er omfattet af § 95, 2)har afsluttet det første tilbud, har personen ret og pligt til at påbegynde et nyt tilbud, hver gang den pågældende har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder. Hvis personen har modtaget og afsluttet det første tilbud, før personen har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på 12 måneder, og personen efter afslutning af tilbuddet har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder, har den pågældende dog først ret og pligt til at påbegynde et efterfølgende tilbud, når personen har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på 12 måneder fra første henvendelse om hjælp til kommunen.
Kapitel 17 a
Særlig indsats over for personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp
§ 96 a. Kommunerne skal i perioden fra den 1. juli 2006 til den 30. juni 2008 for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, og som ikke inden for de seneste 12 måneder har modtaget et tilbud efter kapitel 10-12, foretage en sagsgennemgang og bistå de pågældende personer med at finde beskæftigelse eller give et tilbud efter kapitel 10-12.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om indsatsen efter stk. 1 og om tilskud hertil.
Afsnit VII
Indsatsen over for beskæftigede