Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 204
§ 204. En finansiel virksomhed må ikke uden økonomi- og erhvervsministerens tilladelse sammenlægges med en anden finansiel virksomhed eller en bestemt forretningsdel af en anden finansiel virksomhed. Tilsvarende gælder, når den fortsættende virksomhed er en udenlandsk virksomhed.
Stk. 2. Et forsikringsselskab, der ved sammenlægning overdrager hele eller en del af sin forsikringsbestand til et andet forsikringsselskab, uden at sammenlægningen er omfattet af aktieselskabslovens kapitel 15 eller 15 a, frigøres ved tilladelsen efter stk. 1 for ansvar over for forsikringstagerne.
Stk. 3. Medmindre økonomi- og erhvervsministeren finder, at tilladelse til overdragelsen af en forsikringsbestand bør nægtes, skal Finanstilsynet offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i et landsdækkende dagblad. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til de forsikringstagere, hvis forsikringer agtes overdraget, til senest 3 måneder efter offentliggørelsen at afgive skriftlig meddelelse til Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig sende en meddelelse om overdragelsen samt Finanstilsynets redegørelse til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt.
Stk. 4. Efter udløbet af den i stk. 3 omhandlede frist træffer økonomi- og erhvervsministeren under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
Stk. 5. Sker overdragelsen af en forsikringsbestand i forbindelse med en fusion af forsikringsselskaber, kan fusionen uanset § 27 i lov om forsikringsaftaler ikke påberåbes af forsikringstagerne som grundlag for at ophæve forsikringsaftalen.
Stk. 6. For så vidt angår livsforsikringsvirksomhed, kan der i forbindelse med overdragelsen kun foretages sådanne ændringer i det overdragende selskabs forsikringsvilkår, herunder bonusreglerne, som af Finanstilsynet skønnes at være en nødvendig følge af overdragelsen.
Stk. 7. Fusionsplaner og vurderingsmændenes erklæring efter aktieselskabslovens § 134 c, stk. 4, skal for forsikringsselskaber senest 4 uger efter underskrivelsen indsendes til Finanstilsynet, som offentliggør fusionsplanen og vurderingsmændenes erklæring.
Kilde: Retsinformation.dk