Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 131

§ 131. Kernekapitalen reduceres med

  1. foreslået udbytte,

  2. immaterielle aktiver og

  3. skatteaktiver, jf. dog § 130, stk. 1, nr. 4.

Stk. 2. For pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber fradrages ud over de i stk. 1 nævnte fradrag

  1. årets løbende underskud,

  2. halvdelen af fradragene efter § 139, stk. 1, nr. 1-3,

  3. halvdelen af fradragene efter § 139, stk. 1, nr. 4-6,

  4. den akkumulerede værdiændring af sikringsinstrumenter ved sikring af betalingsstrømme og

  5. den akkumulerede værdiændring af forpligtelser til dagsværdi som følge af ændring i egen risiko fratrukket eventuelle tilsvarende akkumulerede værdiændringer af aktiver til dagsværdi som følge af samme ændringer i egen risiko.

Stk. 3. Reguleringerne efter stk. 2, nr. 4 og 5, kan være positive eller negative.

Stk. 4. For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser fradrages ud over de i stk. 1 nævnte fradrag:

  1. Den andel af kapitalkravet i et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets aktie- og garantikapital.

  2. Den andel af kapitalkravet i et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, der er en dattervirksomhed eller en associeret virksomhed, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af selskabskapitalen.

  3. For direkte og indirekte ejede aktiver, der repræsenterer en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af virksomheder, der udgør en samlet risiko: Det beløb, hvormed de pågældende aktivers regnskabsmæssige værdi overstiger en vægtet sum af selskabets kapitalkrav, dets datterforsikringsselskabers kapitalkrav og kapitalkravet i andre dattervirksomheder underlagt Finanstilsynets tilsyn. Fradraget skal dog ikke foretages for investeringer i dattervirksomheder og for aktiver, der omfattes af § 162, stk. 1, nr. 1-8. Den vægtede sum beregnes således:

a) Hvis forsikringsselskabet driver direkte livsforsikringsvirksomhed, vægtes med 75 pct. Andre forsikringsselskaber vægtes med 100 pct.

b) Dattervirksomheder, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, vægtes med 75 pct. af ejerandelen. Andre dattervirksomheder vægtes med ejerandelen.

  1. Et beløb svarende til forskellen mellem erstatningshensættelser fratrukket genforsikringsandele af erstatningshensættelser for forsikringsklasse 3-18 før diskontering og efter diskontering, hvis erstatningshensættelser diskonteres for at tage hensyn til fremtidigt investeringsafkast.

Stk. 5. For en finansiel virksomhed, der er en dattervirksomhed eller en associeret virksomhed, der ikke har vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes i stk. 4, nr. 1 og 2, det kapitalkrav, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog mindst det kapitalkrav, der ville være fremkommet, hvis selskabet eller virksomheden havde vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark.

Stk. 6. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde og for en tidsbegrænset periode dispensere fra fradraget i kernekapitalen efter stk. 4, nr. 3.

Stk. 7. Forsikringsselskaber skal i kernekapitalen fradrage direkte og indirekte ejede kapitalandele i datterfinansieringsinstitutter og associerede finansieringsinstitutter, jf. dog 2. og 3. pkt. Kapitalandele i finansieringsinstitutter, der er finansielle virksomheder, og finansieringsinstitutter, der har som hovedvirksomhed at erhverve kapitalandele eller omsættelige pantebreve eller at udføre forretninger for egen regning med et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter, skal ikke fradrages. Indirekte ejede kapitalandele, der er fradraget af et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab efter 1. pkt., eller som er fradraget af en dattervirksomhed, der er et kreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab eller et associeret kreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab efter § 139, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 1, skal ikke fradrages. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde undtage fra det i 1. pkt. nævnte fradrag.

Stk. 8. Andelen af kapitalkravet eller kapitalandelene i dattervirksomheder og associerede virksomheder skal ikke fradrages, jf. stk. 4 og 7, når virksomhederne er erhvervet midlertidigt og erhvervelsen er sket som et led i en rekonstruktion.

Kilde: Retsinformation.dk