Almenboligloven § 75 q
§ 75 q. Afdelingens lån indfries forholdsmæssigt efter regler, der fastsættes af velfærdsministeren.
Stk. 2. Ved indfrielsen nedsættes låntagers betaling med virkning fra overtagelsesdagen svarende til låntagers betaling på den del af lånet, der er indfriet. Låntagers betaling reguleres herefter som hidtil. Udamortiseres et lån i perioden mellem overtagelsesdagen og indfrielsen, nedsættes låntagers betaling på dette lån tilsvarende indtil udamortiseringen. Tilsvarende nedsættes de likvide midler, der indgår i dispositionsfonden efter § 20, stk. 1, nr. 4 og 6-8, med virkning fra lånets udamortisering.
Stk. 3. Ved indfrielsen reguleres den løbende støtte med virkning fra overtagelsesdagen, således at støtten udgør et beløb, der svarer til forskellen mellem låntagers betaling og ydelsen på lånet. Udamortiseres et lån i perioden mellem overtagelsesdagen og indfrielsen, reguleres støtten til dette lån tilsvarende indtil udamortiseringen.
Stk. 4. Boligorganisationen opgør behovet for indfrielse, herunder hvilke lån der skal indfries efter stk. 1. Opgørelsen indsendes til Økonomistyrelsen til godkendelse før indfrielsen.
Stk. 5. For inkonverterbare lån, hvor der efter velfærdsministerens nærmere bestemmelse ikke opkøbes obligationer til delvis indfrielse af lånet, indtræder staten i betalingsforpligtelsen på den del af obligationerne, der svarer til den delvise indfrielse, og overtager samtidig den dertil hørende pantebrevsgæld, mod at staten modtager et beløb, der svarer til gælden ved en af velfærdsministeren fastsat indfrielseskurs. Obligationerne kan efterfølgende opkøbes efter velfærdsministerens nærmere bestemmelse. § 9 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer gælder tilsvarende.
Stk. 6. Statsgarantier, kommunale garantier samt alle regarantier vedstås. Vedståelsen indhentes ved indfrielsen eller efterfølgende.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen yder garanti for den del af restgælden på indestående lån, som efter den forholdsmæssige indfrielse har pantesikkerhed ud over 80 pct. af ejendommens værdi. Den del af restgælden, der ikke omfattes af garantien, har panteret forud for den garanterede del af restgælden.
Stk. 8. Velfærdsministeren fastsætter regler om, at kommunalbestyrelsen deponerer beløb, der svarer til den del af den kommunale grundkapital, som tilbagebetales til kommunen ved indfrielse af grundkapitallån efter stk. 1, samt regler om frigivelse af det deponerede beløb.
Rente- og afdragsfrit lån
Kilde: Retsinformation.dk