Almenboligloven § 51 b

§ 51 b. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at boligorganisationen ved udlejning af almene familieboliger i afdelinger beliggende i områder med en høj andel af personer uden for arbejdsmarkedet skal afvise boligsøgende på ventelisten, som ikke allerede har en bolig i afdelingen, når den boligsøgende og dennes eventuelle ægtefælle i 6 sammenhængende kalendermåneder har modtaget kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller introduktionsydelse efter lov om integration af udlændinge i Danmark. Med ægtefæller sidestilles andre personer, som i mindst 2 år har været samlevende med den boligsøgende. Kommunalbestyrelsen indberetter beslutninger efter 1. pkt. til socialministeren.

Stk. 2. 6-måneders-perioden i stk. 1 beregnes individuelt for både den boligsøgende og dennes eventuelle ægtefælle eller samlever fra første hele kalendermåned, hvorfra personen er berettiget til at modtage kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse. Perioden afbrydes, hvis personen i en hel kalendermåned ikke har modtaget kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse. § 25, stk. 9 og 10, i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Ved områder med en høj andel af personer uden for arbejdsmarkedet forstås fysisk sammenhængende almene afdelinger, hvor

  1. mindst 50 pct. af beboerne på 18 år og derover i mindst én af afdelingerne i området er uden for arbejdsmarkedet,

  2. der bor mindst 1.200 beboere i afdelingerne tilsammen og

  3. mindst 40 pct. af beboerne på 18 år og derover i afdelingerne tilsammen er uden for arbejdsmarkedet.

Stk. 4. Ved områder med en høj andel af personer uden for arbejdsmarkedet forstås desuden fysisk sammenhængende almene afdelinger, hvor

  1. der bor mindst 5.000 beboere i afdelingerne tilsammen og

  2. mindst 30 pct. af beboerne på 18 år og derover i afdelingerne tilsammen er uden for arbejdsmarkedet.

Stk. 5. Socialministeren beregner og offentliggør, hvilke områder der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3.

Stk. 6. Socialministeren kan efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen og boligorganisationen godkende, at afdelinger med indbyrdes geografisk tilknytning betragtes som et område, selv om afdelingerne ikke er fysisk sammenhængende, når betingelserne i stk. 3, nr. 1-3, er opfyldt.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen påser inden udlejning, at den boligsøgende ikke modtager de ydelser, der er nævnt i stk. 1, og meddeler dette til boligorganisationen. Kan boligen ikke lejes ud til andre boligsøgende på ventelisten, lejes boligen dog ud til boligsøgende, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal anvise en anden passende bolig til boligsøgende, som er blevet afvist efter stk. 1, og som er registreret som boligsøgende i boligorganisationen senest på datoen for kommunalbestyrelsens beslutning om, at boligorganisationen skal afvise boligsøgende efter stk. 1. Anvisning skal så vidt muligt ske senest 6 måneder efter den dato, hvor den boligsøgende modtager meddelelse om afvisning. En passende bolig har enten et rum mere end antallet af husstandsmedlemmer eller samme rumantal som den bolig, den boligsøgende er blevet afvist fra, medmindre denne bolig ville være blevet beboet af mere end to personer pr. beboelsesrum.

Stk. 9. Hvert 5. år foretager kommunalbestyrelsen en evaluering af beboersammensætningen i området med henblik på at vurdere, om der fortsat skal ske afvisning af de i stk. 1 nævnte boligsøgende. Socialministeren kan kræve, at kommunalbestyrelsen tilbagekalder sin beslutning, når der indtræder en væsentlig forbedring af beboersammensætningen.

Almene ungdomsboliger

Kilde: Retsinformation.dk