Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 115

§ 115. Andre kollektive investeringsordninger er investeringsordninger, der modtager midler fra en videre kreds eller offentligheden uden at være omfattet af § 4, § 5 eller § 114 a, hvor investorerne bærer markedsrisikoen, og som direkte eller indirekte investerer mindst 80 pct. af midlerne i de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at en investeringsordning som nævnt i 1. pkt., der overvejende investerer sine midler i de i kapitel 13 nævnte instrumenter, skal omdannes til en investeringsforening eller specialforening.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte investeringsordninger skal administreres af investeringsforvaltningsselskaber, pengeinstitutter eller fondsmæglerselskaber, der er ansvarlige for udbud af andele i den kollektive investeringsordning til investorerne, og som skal udstede dokumentation til investorerne for deres andel af den kollektive investeringsordning og føre et register over de investorer, der deltager i ordningen.

Stk. 3. Den kollektive investeringsordning skal beskrives i et regelsæt, der skal indeholde

  1. oplysninger om den kollektive investeringsordnings

a) navn,

b) juridiske form,

c) betaling af honorarer til det selskab, der administrerer den kollektive investeringsordning,

d) rammerne for midlernes anbringelse,

e) eventuelle tilslutning til en investorgarantiordning,

f) en beskrivelse af de risici, der er forbundet med at deltage i ordningen,

g) oplysninger om investorernes rettigheder og

h) oplysninger om de regler, der gælder for emission og indløsning og for salg af andele,

  1. oplysninger om, hvilke aktiver midlerne anbringes i, og principperne for indregning og måling af investeringsordningens aktiver og passiver,

  2. principperne for indregning og måling af andelenes indre værdi og omkostningerne ved at ind- og udtræde af ordningen,

  3. oplysninger om regnskabsaflæggelse og revision,

  4. oplysninger om rapportering til investorerne,

  5. oplysninger om eventuelle afviklingsplaner for den kollektive investeringsordning og

  6. oplysninger om, hvordan og med hvilket varsel investorerne vil blive underrettet om ændringer i de i nr. 1-6 nævnte vilkår.

Stk. 4. Er den kollektive investeringsordnings udbud af andele ikke omfattet af kapitel 12 i lov om værdipapirhandel m.v., skal den beskrives i et udbudsdokument.

Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om de i stk. 3 og 4 nævnte forhold.

Stk. 6. Finanstilsynet kan pålægge et investeringsforvaltningsselskab, et fondsmæglerselskab eller et pengeinstitut, der administrerer en kollektiv investeringsordning, der er omfattet af denne bestemmelse, at foretage ændringer i de i stk. 2-4 angivne dokumenter, når hensynet til investorerne kræver det.

Stk. 7. Såfremt det selskab, der i medfør af stk. 2 administrerer en kollektiv investeringsordning, har begået fejl ved beregning af emissions- eller indløsningsprisen, som har medført en afvigelse på 0,5 pct. eller mere, skal selskabet sørge for, at berørte investorer får underretning om fejlen, samt offentliggøre oplysninger om fejlen. Selskabet skal inden 3 hverdage efter, at fejlen er opdaget, påbegynde berigtigelsen af fejlen og indberette forholdet til Finanstilsynet. Indberetningen til Finanstilsynet skal indeholde en redegørelse for baggrunden for fejlen og en beskrivelse af, hvordan selskabet vil undgå lignende fejl i fremtiden.

Stk. 8. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 7 nævnte selskabers underretningspligt om fejl ved beregning af emissions- eller indløsningsprisen på 0,5 pct. eller mere.

Afsnit XII

Tilsyn m.v.

Kilde: Retsinformation.dk